Kvinder spillede en større rolle i grundlæggelsen af kristendommen, end man hidtil har antaget. Det hævder præst og ph.d. Marianne Aagaard Skovmand, som med en ny bog beskriver kvinderne i den tidlige kristendom.
Når historien fortælles om Jesu gang på jord og den tidligste udformning af kristendommen, handler historien typisk om mænd. Den handler om de 12 disciple, evangelisterne, Paulus og andre mandlige apostle. Hvis kvinder endelig nævnes i Det Nye Testamente, omtales de ofte i en beskeden form, og i nogle passager i Det Nye Testamente opfordres de til at tie stille i menigheden og stå bag de mænd, som ledede gudstjenesterne og udbredelsen af kristendommen.
Den omtale giver dog ikke et retvisende billede, mener Marianne Aagaard Skovmand, der er ph.d. og cand.theol. fra Aarhus Universitet og sognepræst i Nyborg Kirke. Kristendommens tidligste kvinder har nemlig spillet en overset rolle, som var langt større, end Det Nye Testamente umiddelbart giver indtryk af.
”De tidligste kristne menigheder har ikke virket lige så bange for at lade kvinder døbe, profetere og være ledere i kirken, som man blev det senere hen. Ligeledes er der meget, som tyder på, at der har været en større skare omkring Jesus end de 12 disciple. Her var der også kvinder iblandt,” siger hun.
I sin nye bog, ”De skjulte ledere”, samler Marianne Aagaard Skovmand den nyeste teologiske forskning, som beskriver kvinderne i den tidlige kristendom og fremhæver deres ellers oversete position, hvor de både ledte bønnen, prædikede og gjorde tjeneste på lige fod med manden.
”Man har haft et billede af, at det var mændene, der samledes omkring gudstjenesterne, og kvinderne sørgede for mad og indkvartering af apostlene. Men kvinderne kan have spillet en lige så stor rolle i gudstjenesterne.”
Skal kvinder tie?
Et af de væsentligste teologiske argumenter, som typisk bliver brugt mod kvinder i kirkelige sammenhænge, er det første af de i alt to breve, som Paulus skrev til menigheden i Korinth. Paulus var en af den tidlige kristendoms vigtigste personer og havde afgørende indflydelse på, hvordan kristendommen blev udbredt. Hans breve er de ældste tekster i Det Nye Testamente og er en af få kilder til, hvordan kristendommen blev praktiseret i de tidligste menigheder. I Første Korintherbrev, kapitel 14, lyder de berømte ord:
”Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.”
Denne tekst er i mange år blevet brugt som et argument mod eksempelvis kvindelige præster. Men Marianne Aagaard Skovmand undrer sig over dette tekststykke.
”Måske har han aldrig sagt det, og det stemmer ikke overens med, hvordan Paulus ellers omtalte kvinder.”
Hun peger på, at få kapitler tidligere i det samme brev udstikkes Paulus’ retningslinjer for, hvordan kvinder skal tildække deres hoved, når de profeterer.
”Hvis kvinder måtte profetere, virker det fuldstændig vanvittigt, at han tre kapitler længere henne skulle sige, at de skal tie stille under gudstjenesten. Det giver ingen mening.”
Ifølge Skovmand er det slet ikke sikkert, at Paulus har skrevet linjerne. De famøse vers står nemlig forskelligt i de ældste håndskrifter. Og hun henviser til moderne håndskriftstudier, der indikerer, at stykkerne skiller sig ud fra resten af brevet og kan være blevet tilføjet senere hen.
”Tilføjelsen om, at kvinder skal tie stille i forsamlingen og først må spørge deres mænd, når de kommer hjem, passer som hånd i handske med det kvindesyn, vi ser senere i kristendommens historie.”
Kvindelig apostel?
Hos Paulus nævnes også en person ved navn Junia. Junias betydning for den tidlige kristendom er omdiskuteret, og der har sågar været uklarhed om Junias køn. Igennem århundreder er navnet Junia fejlagtigt blevet oversat til Junias. Det lille ”s” er ikke uden betydning, da s’et indikerer, at der er tale om navnet på en mand. Uden s’et ville navnet tværtimod tilhøre en kvinde. Tilmed indikerer en eftersætning i Paulus’ brev, at Junia endda kunne være anset som en apostel.
”Traditionelt har man oversat det til, at Paulus sagde hils Andronikos og Junia, som er ærede blandt apostlene. Men den her lille eftersætning kan oversættes anderledes til, at de er ærede som apostle. Begge oversættelser er mulige, og hvis den oversættelse, jeg trækker frem, har været den oprindelige forståelse, har vi et eksempel på, at Paulus nævner en kvindelig apostel.”
Den lille detalje kan have betydning for kvinders position i kirken. Hvis Marianne Aagaard Skovmands tolkning er rigtig, indikerer den nemlig, at køn ikke var afgørende for, om man kunne få en aposteltitel.
”Det er vigtigt at få fortalt, for når man sammenholder det med nogle andre ting, kan det være med til at revurdere vores syn på Paulus og de ældste menigheder.”
Allerede på Jesu egen tid, spillede kvinderne en stor rolle i Jesu følge, siger Skovmand. I evangelierne optræder en lang række kvinder i forbindelse med hans fødsel, død, helbredelser og mirakler. Disse kvinder optræder ofte i anonym form, men ikke desto mindre er de en vigtig del af Jesu liv. De salvede ham, han helbredte dem, og kvinderne har i flere tilfælde samtaler med ham.
”Hvorfor skulle han gøre det, hvis han ikke opfattede dem som ligeværdige?”, spørger Marianne Aagaard Skovmand.
Mariaevangeliets betydning
Indicierne på kvindernes tilstedeværelse bliver endnu tydeligere i Mariaevangeliet og Thomasevangeliet. De to tekster dukkede først op i henholdsvis 1896 og 1945, og de indgår ikke i Det Nye Testamente. Men studier af disse tekster viser, at de stammer fra det 2. århundrede, og ifølge dem havde kvinderne en mere ligeværdig rolle.
”Maria Magdalene og Salome optræder som kvindelige disciple på lige fod med de mandlige disciple. Flere steder i Thomasevangeliet hører vi, at når de gerne vil høre noget mere, spørger de Jesus. Det viser, at kvinder ikke bare er nogle, der holder mund,” siger Marianne Aagaard Skovmand, der siger, at meget tyder på, at disse tekster er blevet brugt af flere menigheder.
”Vi har fundet tre forskellige kopier af Mariaevangeliet på to forskellige sprog, både græsk og koptisk, så det har været i brug i mindst tre forskellige menigheder i Egypten. Det har ikke bare været i en lille menighed eller et enkelt kloster, Mariaevangeliet er blevet læst.”
Teksterne har været gemt væk i lang tid og er først dukket op inden for de seneste 125 år. Hvorfor de forsvandt, ved man ikke, men Marianne Aagaard Skovmand har et bud, da jeg spørger, hvorfor evangelierne ikke er blevet brugt op igennem kristendommens historie.
”En af de mest bærende teorier er, at ærkebiskop Athanasius skrev til klostrene, at man skulle være opmærksom på, at der fandtes nogle tekster, som ikke var gavnlige at læse, og at de ville lede folk på forkerte tanker. Det er formentlig nogenlunde samtidig, at teksterne forsvandt. Jeg forestiller mig, at munkene har gemt de her flotte papyrusbøger med i alt 52 håndskrifter, indtil der kom en ny ærkebiskop.”