I første omgang kan man nok blive lidt forvirret, når man læser denne bog. Der er ikke tale om en samlet oversigt over menighedsrådenes eller deres landsforenings historiske udvikling og betydning. Vil man for eksempel vide, hvem der har været formænd for foreningen, må man kigge på foreningens hjemmeside. Der er heller ikke tale om en tematisk fremstilling af afgrænsede emner. På baggrund af 36 års engagement i utallige folkekirkelige ledelsesorganer og udredningsudvalg har Inge Lise Pedersen kastet sig ud i historiske studier af udviklingen af ”folkekirkens organisation og struktur”, og hvad der hænger sammen hermed, for eksempel nogle stærke enkeltpersoner. Hun vil ikke selv kalde bogen for et stykke forskning. Lidt beskedent siger hun, at hun i det fleste tilfælde blot fortæller videre, hvad andre har fundet frem til. Bogens bidrag er imidlertid mindre sammenskrivning af andres arbejde og mere de vurderinger, Inge Lise Pedersen bringer til torvs på en række punkter.
Inge Lise Pedersen har ikke blot været formand for Landsforeningen af Menighedsråd 2006-2015. Hun har også samlet set været den mest indflydelsesrige enkeltperson i folkekirken gennem de seneste 20 år. Hun dvæler i bogen næppe tilfældigt ved nogle af sine store forgængere i den henseende. Det gælder Kirkefondets formand 1890-1936, professor Harald Westergaard, som folk i samtiden kaldte ”Københavns biskop”. Det kan sagtens være, at nogle har tænkt noget lignende om Inge Lise Pedersen, da hun var formand for Københavns Stiftsråd under kirkelukningerne, der kulminerede i 2013.
Et særligt afsnit vies til kirkeminister Bodil Koch, der nedsatte den Strukturkommission, hvis forslag i revideret udgave på flere punkter blev gennemført i Inge Lise Pedersens epoke. Et eksempel er forslaget om indførelse af kirkeforskning, som Inge Lise Pedersen fik gennemført i form af Folkekirkens Videnscenter i Aarhus fra 2015.
Også grovsmed Erik Davidsen fra Avedøre, der var formand for Landsforeningen 1975-83, fremhæves. Han kæmpede med tidehvervsprovsten Niels Carl Lilleør fra Nyborg, der truede med at sprænge landsforeningen, fordi den ikke kun ville være en serviceforening for menighedsrådsmedlemmer, men en sammenslutning af menighedsråd, som den blev det med styrke i Inge Lise Pedersens tid.
De fem formænd mellem Davidsen og Pedersen, i hvis tid der mere stilfærdigt blev lagt solide trædesten til udviklingen, hører vi ikke noget om.
Det mest interessante i bogen er de historisk belyste kirkepolitiske vurderinger, som bringes lidt hen ad vejen: Det er ”sandsynligt”, at der var et flertal for kvindelige præster blandt menighedsrådsmedlemmer allerede i 1950’erne, så det er ikke rigtigt, at det var staten, der klarede den sag mod menighedsrådenes vilje. Landsforeningen blev en magtfaktor omkring 1970. Tilbage stod – og står – at den må indgå som forhandlingsberettiget part ved overenskomster med menighedsrådenes egne ansatte. Den linjevogterpolitik, som Kirkeligt Samfund førte, indtil Inge Lise Pedersen blev forperson der, sammenlignes fermt med provisorietidens ”visnepolitik”.
Tove Fergo-epoken får denne vurdering: ”Det er godt at have venner, men en fælles fjende er heller ikke at foragte”. Præsteforeningen har som hovedregel i hele perioden været modstander at give lægfolk mere kompetence i menighedsrådene.
Menighedsrådsordningen giver folkekirken ledelsesmæssig slagside til det lokale niveau.
Politikerne undlader at tage ansvar for folkekirken, når de ikke vil gennemføre noget uden ”bred politisk opbakning” i Folketinget, fordi de bruger folkekirken som led i et politisk spil. Den nye politik med samskabelse kan føre til, at folkekirken ”ender med at være én blandt mange kommunale aktører, der skal lukke nogle huller”. Alle disse vurderinger står stærkt. Logikken må derfor være, at de tages til efterretning, hvis ingen tager sig sammen til at modbevise dem på historisk grundlag.
Efter Inge Lise Pedersen bog mangler vi tre bøger, der alle må baseres på historisk forskning for at give mening: En bog om faktiske menighedsrådenes betydning i folkekirken. Her er det givetvis alt for lidt at sige som Pedersen, at ”rådene forandrede folkekirken”.
Måske kan man snarere sige, at rådene skabte folkekirken. Dernæst mangler vi også en samlet historisk fremstilling af den betydning, som Landsforeningen af Menighedsråd har haft siden 1920. Og endelig kan og bør der skrives en bog om Inge Lise Pedersens betydning i dansk kirkeliv. Det er nok bedst at vente lidt med det projekt, selvom det ikke behøver at vente i snart 100 år som bogen om Harald Westergaard fra 2012.
Når jeg forsyner denne bog med 5 stjerner, selvom den er vanskelig at bestemme genremæssigt, skyldes det, at den lever smukt op til kravene til det, vi i 1970’erne kaldte ”det fagkritiske 10-tal”. Her gør man det, der skal gøres på tværs af alle etablerede normer og når nogle resultater, som kan vise sig at blive stående.