Historiker: Skildring af kirken som heksejæger er misvisende

Kirken bliver ofte beskrevet som en central aktør i henrettelsen af påståede hekse i Danmark og resten af Europa. Men forskningen peger på det modsatte, siger forfatter til ny bog om hekseafbrændinger

En ældre kvinde bliver arresteret for at udøve heksekunster. I Danmark fandt der omkring 1000 hekseafbrændinger sted fra 1540 til 1693.
En ældre kvinde bliver arresteret for at udøve heksekunster. I Danmark fandt der omkring 1000 hekseafbrændinger sted fra 1540 til 1693. Foto: Getty Images. .

Hvis man skulle kategorisere kirkens folk som enten forsvarere eller modstandere af de mange kvinder, der blev brændt som hekse i Danmark og Europa fra omkring 1500-tallet og nogle århundrede frem, ville mange måske hælde til det sidste.

Det var i hvert fald det udgangspunkt, som kirkehistoriker Torben Bramming selv havde, da han gik i gang med sin research til en bog om hekseafbrændinger. Men undervejs i arbejdet måtte han konkludere, at han tog fejl.

”Det, jeg altid har hørt, er, at heksejagten var et led i en genkristning fra kirkens side, og at der lå teologiske tanker bag det kvindefjendske syn, som førte til hekseafbrændinger. Derfor undrede det mig, at kirken og præsterne fyldte så lidt i de kilder og vidneudsagn om hekse, jeg har gennemgået. Hvis de spillede så stor en rolle i at finde og anklage hekse, hvorfor var de så ikke nævnt?”, spørger Torben Bramming, som også er sognepræst i Ribe Domkirke og Seem Sogn.

I sin nye bog, ”Heksene og den perfekte hofmand”, undersøger Torben Bramming, hvad der lå bag de omkring 1000 hekseafbrændinger, som fandt sted i Danmark fra 1540 til 1693. Han ved, at det kan lyde påfaldende, at en teolog som ham taler kirkens rolle i hekseprocesserne ned. Men i sin bog læner han sig op ad flere internationalt anerkendte forskere, som netop peger på, at præster ikke var de drivende kræfter i forfølgelsen, men omvendt ofte beskyttede kvinderne.

”Der var mange fra kirken, der vidnede til fordel for de hekseanklagede, hvilket dengang ikke var uden risiko. Der findes også beretninger om præster og biskopper, som anklagede hekse, men det er for mig at se hævet over enhver tvivl, at det ikke var kirken, der drev heksejagten,” siger han.

Ifølge historielektor på Syddansk Universitet Louise Nyholm Kallestrup, der forsker i hekse og trolddomsprocesser, er det ikke ny viden, at kirkens rolle i hekseafbrændingerne ikke var stor. Men myten lever fortsat.

”Jeg har skrevet og holdt mange foredrag om hekseprocesserne, og jeg møder stadig forestillingen om, at kirken har en rolle i dem. Det kan skyldes, at samfundet dengang var dybt religiøst, og at trolddom blev defineret som en forbrydelse mod Gud. Men i praksis var kirkens folk ikke dem, der anklagede kvinder som hekse. Ligesom kongens andre embedsfolk blev de pålagt at gøre det, men de gjorde det sjældent,” siger hun. Der var dog også steder i Europa, hvor kirken spillede en aktiv rolle i heksejagten, siger Louise Nyholm Kallestrup og nævner som eksempel bestemte bispefyrstedømmer i Tyskland. Men andre steder var kirken snarere med til at sikre de hekseanklagede mildere straffe. Det gjaldt blandt andet for inkvisitionen, som var en institution inden for den katolske kirke, der opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. I populærkulturen er inkvisitionen ofte blevet beskrevet som afgørende i dommen over mange hekse, men selvom mange ganske rigtigt blev dømt af den katolske domstol, mistede relativt set færre af dem livet end i eksempelvis Danmark, siger historikeren.

”Inkvisitionen havde monopol på at forfølge kættere i katolske lande og fik senere også til opgave at finde og dømme hekse. Men hvor inkvisitorerne i for eksempel Italien dømte mange kættere til døden, blev hekse sjældent henrettet. Man troede på, at de anklagede kunne blive gode kristne igen ved at angre deres synder,” siger hun.

At kirken fortsat fylder i historien om hekseforfølgelser har i høj grad også noget med populærkulturen at gøre, siger Kasper Opstrup Frederiksen, der er postdoc i kunst- og kulturhistorie fra Københavns Universitet og blandt andet forsker i krydsfeltet mellem kunst, politik og okkultisme.

”Det er gennem populærkulturen, vi har fået overleveret det traditionelle billede af heksen, som stadig fylder i dag. Da hekse for alvor fik en revival i populærkulturen i 1960’erne og 1970’erne, var det under præg af tidens feminisme og et ønske om at vise magtkritik. Her var kirken patriarkatet, der skulle kritiseres, og det billede fylder stadig,” siger han og tilføjer, at der i populærkulturen siden dog er kommet mere fokus på heksen som et selvstændigt individ og en slags rollemodel for mange kvinder.