Ny feltprovst udnævnt

De danske feltpræster får ny provst, der er udnævnt fra egne rækker

De knap 100 danske feltpræster får ny provst, når den 54-årige Ole Brehm Jensen fra den 1. oktober tiltræder stillingen ved Kastelskirken i København.

Brehm Jensen er hentet i feltpræsternes egne rækker. Han har selv været feltpræst siden 1983 og er derudover reserveofficer, så med mindre uddannelsesrelaterede pauser har han været i løbende kontakt med hæren, siden han var 19 år.

Ole Brehm Jensen afløser feltprovst Jens Rode, der går af på grund af alder.

Den nye feltprovst har selv været udsendt tre gange: Cypern i 1988, Bosnien-Hercegovina 1993 og senest til Kosovo 1999. Derudover har han vikarieret under forskellige udsendelser, blandt andet i Kuwait.

Det er altså ikke nyt for sognepræsten fra de små østjyske landsogne Glud og Hjarnø at være en del af Danmarks største provsti, som hans forgænger udtrykker det.

Og selvom stillingen er delt mellem det feltprovstelige område og stillingen som sognepræst ved Ka- stelskirken i en idyllisk og historisk del af Københavns hjerte, så siger den afgående feltprovst også, at hovedparten af arbejdsbyrden ligger som feltprovst.

- Siden murens fald i 1989 har hovedvægten af arbejdet ligget som feltprovst på grund af det stigende antal udsendelser af danske soldater til internationale opgaver, siger Jens Rode.

I øjeblikket er der tre udsendte feltpræster. To på Balkan - Kosovo og Bosnien - og en i Afghanistan.

Ole Brehm Jensen glæder sig til opgaven. De tre udsendelser har på forskellig vis udfordret ham i præstegerningen. Især Bosnien, hvor han var præst for 150 soldater i regulær krig, hvor sjælesorgen af den grund kom til at fylde meget, og Kosovo, hvor han var præst for 1000 danske soldater. Det er det største antal, Danmark har sendt ud på en gang, siger han.

- I Kosovo kunne jeg virkelig fungere som præst, og det var spændende at opbygge samarbejdet mellem den gejstlige tjeneste og de militære tjenester som socialrådgivere og andre. Det er jo også derfor, vi er der. Feltpræster er i hæren, men ikke af hæren. Og selvom gudstjenesten er pulsslaget for alle andre præstelige opgaver, så kan sjælesorgsarbejdet i de belastede situationer, soldaterne udsættes for, godt komme til at fylde meget, forklarer OIe Brehm Jensen.

En feltpræsts vigtigste opgave er, ifølge Brehm Jensen, at forkynde syndernes forladelse og holde soldaterne fast i, at de er mennesker. Og at det er de mennesker, de står over for, også.

Nu er det mere administrative opgaver, der venter. Ole Brehm står for rekruttering af nye feltpræster, det internationale samarbejde med kolleger i andre Nato-lande, at tildele de enkelte hærenheder en præst og - ikke mindst - at få en ny uddannelse af feltpræster igennem systemet til endelig godkendelse.

- De nye feltpræster har som regel ikke noget kendskab til det militære system. De fleste af de kvindelige feltpræster har det ikke af indlysende årsager, men også en del af mændene har ikke aftjent værnepligt. Derfor er der foreslået en væsentlig udvidet uddannelse, som endnu ikke er godkendt, siger Ole Brehm Jensen.

Ole Brehm Jensens præsteuddannelse er ikke typisk. Han er oprindeligt idehisto-riker, men har fungeret som præst siden 1977. I Glud og på Hjarnø siden 1979. I 1996 blev han cand.theol, efter den såkaldte § 2, hvor akademikere kunne få en del fag godkendt som en del af et teologistudie.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk