Tiden arbejder ikke for Diakonifællesskabet under Sankt Lukas Stiftelsen. For de fleste af de 21 medlemmer er ældre, og der er de seneste år kun kommet få nye til. Derfor bliver fællesskabet i Hellerup ved København omdøbt til Lukas Fællesskabet, og fra januar 2017 skal det rumme en ny type medlemmer: mennesker, der hverken er diakoner eller diakonisser, men alligevel har lyst og overskud til at engagere sig i det frivillige diakonale arbejde.
De første ansøgninger om at blive optaget er allerede kommet ind, fortæller Sankt Lukas Stiftelsens direktør, Søren Bønløkke:
”Det 100 år gamle diakonissehus har nogle fantastiske værdier. Dem vil vi gerne videreføre i en ny måde at bo og leve på, som også kan omfatte mennesker, der er aktive uden for stiftelsen med arbejde og studier. Hvis vi ikke skaber en ny måde at være diakonalt fællesskab på, vil tiden som diakonissehus snart være forbi, sådan som vi ser, at det sker en del steder rundt om i Europa.”
Idéen er, at de nuværende medlemmer af Diakonifællesskabet bliver boende, mens 25-30 nye beboere, både børn og voksne, flytter ind i begyndelsen af det nye år. De nye beboere får i første omgang en midlertidig lejekontrakt på et år, og de første seks måneder er en introduktionsperiode, hvor nye og gamle medlemmer kan vurdere, om konstellationen fungerer.
”Vi forventer, at de nye beboere vil være aktive i det frivillige arbejde, for eksempel ved at sørge for, at der er friske blomster på hospicet, følge plejehjemsbeboere til søndagsgudstjeneste eller cykle på apoteket for dem. Eller ved at tage fat på nye opgaver, for eksempel initiativer for flygtninge eller suppekøkken for hjemløse i samarbejde med nærliggende kirker,” siger Søren Bønløkke.
”Vi håber, at der opstår nye idéer. Men samtidig er det vigtigt at fastholde identiteten som diakonalt fællesskab med en lang historie. Her er det fantastisk at have de ældre diakonisser, som kan formidle stiftelsens historie til de nye,” siger han.
Lederen af det nuværende Diakonifællesskab med 21 medlemmer, søster Marie Oved, har været med i udviklingen af det nye koncept, og hun erkender, at det ikke har været nogen helt let proces for de ældste diakonisser:
”Det kan være svært for de gamle søstre at omstille sig fra et liv med faste vaner til en nok mere uforudsigelig hverdag med børnefamilier som en del af fællesskabet. Men som en af de ældre søstre sagde om udsigten til at få børn blandt beboerne: ’De kommer da ikke til at mangle barnepiger.’ Det viser, hvor mange muligheder der er i den nye måde at indrette sig på.”
Søster Marie Oved understreger, at det kirkelige fortsat skal være livsnerven i fællesskabet. Derfor forventes nye beboere at bidrage aktivt til menighedslivet i stiftelsens kirke.
”Vi har ingen minimumskrav til, hvor meget man skal gå i kirke, eller hvor aktiv man på forhånd skal være i kirkeligt arbejde. Men vi forventer, at man har interesse i det og er indstillet på, at bønner og andagter er en del af fællesskabet,” siger hun.
Boligerne, som er ved at blive gjort klar til nye beboere, består af 1-, 2- og 4-værelses lejligheder, og Søren Bønløkke forventer, at der flytter både børnefamilier, unge studerende og enlige og par midt i livet ind.
”Vi har indhentet erfaringer fra lignende fællesskaber i udlandet og kan høre, at det fungerer bedst, hvis der er en blandet gruppe beboere, hvor alle har nogle, de umiddelbart kan identificere sig med. For eksempel er der nok få børnefamilier, der vil bo et sted, hvor der ikke bor andre med børn,” vurderer han.
Sankt Lukas Stiftelsen har besluttet at ansætte en koordinator på deltid i to år, som skal hjælpe med at bygge det nye fællesskab op.
”Der skal gøres en indsats for at skabe en ny form for fællesskab med diakonale værdier i centrum. Vi kommer ikke tilbage til den tid, hvor stiftelsens daværende hospital blev drevet primært af diakonisser, der boede og arbejdede på matriklen,” siger Søren Bønløkke.
Cand.scient.pol. og fremtidsforsker ved center for fremtidsforskning Marianne Levinsen har arbejdet som konsulent inden for det kirkelige område. Hun vurderer, at Lukas Fællesskabet har gode chancer for at blive en succes.
”Det er afgørende for den slags fællesskaber, hvor medlemmerne skal bidrage betydeligt, at man har struktur, rammer og forventninger på plads. Desuden hjælper det med klare værdier. Det vil naturligvis kun være en bestemt gruppe mennesker, der føler sig tiltrukket af det, på samme måde som bestemte mennesker med klare værdier og aktivistisk indstilling bliver tiltrukket af at flytte ind i en økolandsby,” siger hun.
Hun påpeger, at det især i store byer kan være svært for ældre at finde sociale relationer, og at også yngre mennesker generelt har stigende behov for en stærk lokal forankring.
”Idéen om at skabe en landsby eller et kvarter i storbyen, hvor der er relationer også på tværs af generationer, er helt i tråd med, hvad mange mennesker efterspørger,” siger hun og tilføjer, at hun opfatter Lukas Fællesskabet som et udtryk for, at Sankt Lukas Stiftelsen er en organisation, der formår at genopfinde sig selv på en måde, der gør det muligt at overleve under skiftende samfundsforhold.