Prøv avisen
Interview

Ny formand: Kun positivt at Danmission vækker debat

Det bør ikke gå ud over Danmissions frivillige arbejde, at missionsselskabet får flere bevillinger fra staten og EU, mener Morten Skrubbeltrang, der er ny bestyrelsesformand i Danmission. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Morten Skrubbeltrang havde ikke mødt sin kone, hvis det ikke var for Danmission, som han nu er bestyrelsesformand for. En af hans opgaver bliver at overbevise folk om, at organisationen kan være professionel og drevet af frivillige

For 15 år siden var Danmissions nyvalgte bestyrelsesformand Morten Skrubbeltrang på en rejse til Indien. Han var teologistuderende, og som en del af Danmissions projekt ”Vestens unge” skulle han besøge missionsselskabets mangeårige partner Arcot Lutherske Kirke. Det var her, han mødte en ung indisk kvinde, som efter flere besøg og mange brevvekslinger blev hans kone nogle år senere. I dag har parret to børn og bor i Aarhus, hvor den nu 42-årige Morten Skrubbeltrang er sognepræst i Hasle Kirke.

Uden Danmission havde den nye formand altså aldrig mødt sin kone. Blandt andet af denne grund er det en organisation, der står ham meget nær, og som han blev bestyrelsesformand for i søndags efter det årlige repræsentantskabsmøde.

”Jeg har været involveret i Danmission i omtrent 20 år nu og har altid syntes, at der blev gjort et ekstremt vigtigt arbejde herhjemme og i udlandet. Jeg har altid beundret organisationens evne til med ord og handling at vise, at kirken kan gøre en forskel ude i verden. Det bliver min vigtigste opgave at skabe de bedste rammer for, at det kan fortsætte,” siger han.

Morten Skrubbeltrang har mange års erfaring som leder af kirkelige organisationer. Først som generalsekretær i Kirkefondet og senest i FDF. Der stoppede han sidste år for at blive sognepræst i Hasle Kirke. Nu begynder arbejdet for ham i Danmission, som ifølge ham ligner ungdomsorganisationen FDF, samtidig med at den er helt anderledes.

”Danmission har få ansatte og mange frivillige, som er drevet er hjerteblod. Det oplevede jeg også i FDF, der i høj grad er drevet af frivillige, og hvor der på samme måde er stærke følelser i spil. Den store forskel her er, at Danmission er en international organisation, og at den måske er bredere kirkeligt. Vi rummer flere teologiske observanser,” siger han.

At der er flere meninger om vægtningen af det teologiske inden for Danmission, kommer ofte til udtryk. Senest på weekendens repræsentantskabsmøde, hvor enkelte stillede spørgsmål til et Danmission-projekt i Cambodja, der skal involvere lokale kirkefolk i arbejdet mod ulovlig skovhugst. Kritikerne ville vide, hvad dette havde med mission at gøre. Lignende spørgsmål dukker jævnligt op, for eksempel i Danmissions arbejde med religionsdialog.

For den nye formand er der dog ingen tvivl om, at disse ting har med mission at gøre.

”Jeg tolker det udelukkende positivt, at der altid er debat på repræsentantskabsmødet. Det vidner om, at Danmission er hjerteblod for rigtig mange. Når snakken falder på vægtningen af det kirkelige, tilslutter jeg mig den tidligere formand (biskop over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, red.), som siger, at mission altid har været at forkynde evangeliet med både ord og handling. Og når vi har projekter, der bekæmper fattigdom, laver vi samtidig kirkeudvikling, fordi vi inddrager de lokale kirker.”

En anden varm kartoffel i Danmission har været organisationens identitet som en frivillig bevægelse. I takt med at missionsselskabet har fået stadig flere penge at råde over på grund af bevillinger fra staten og EU, er der sket en professionalisering af missionsselskabet, som for nogle hænger dårligt sammen med Danmissions historiske identitet som en græsrodsbevægelse. Deraf er der kommet en kløft mellem hovedkontoret og organisationens ansatte og det frivillige bagland, har det lydt fra kritikere.

Morten Skrubbeltrang mener dog, at man hurtigt kan komme til at tale den kløft kunstigt op.

”Der skal hele tiden være fokus på sammenhængskraften i en organisation. Jeg tror ikke, at Danmission er hårdere ramt end andre lignende organisationer, hvad dette angår. Og sagen er, at det ikke er et enten-eller, når det handler om en organisation med mange frivillige og ansatte. Vi kan sagtens være både meget professionelle og en stærk frivilligheds-organisation. Man bliver ikke en mindre frivillig organisation af, at vi også får offentlig støtte.”

Men det er der jo tilsyneladende nogen, der tror?

”Ja, og det skal vi selvfølgelig have øje for. Vi skal sikre, at færrest muligt synes det, for det er ikke tilfældet.

8

8