Fortællingerne om Israels kampe med filistrene er både blandt de mest kendte og mest blodige, vi har i Det Gamle Testamente. Her møder vi den purunge David, der spænder slangebøssen og fælder den mægtige filisterkæmpe Goliat. Samsons styrke blev ligeså sat i aktion mod filistrenes undertrykkelse af det forknytte Israel, der måtte søge ly i et uvejsomt bjergområde. Til sidst blev frustrationen så voldsom, at folket krævede en konge til at organisere kampen mod overmagten. Saul blev valgt, men på trods af sejre i starten, endte han sit liv for eget sværd af frygt for at falde i filistrenes hænder. Ifølge Det Gamle Testamentes historieskrivning var det først kong David, der lykkedes med at kaste filistrenes åg af sig, hvilket mere end noget andet er grunden til, at han hyldes som fredskongen.
Selvom Israels ældste historie er voldsomt omdiskuteret blandt forskere, fortaber filistrene sig ikke i myternes tåge som forhistoriske titaner. Mange års udgravning gør det tydeligt, at der i området omkring det nuværende Gaza boede et folk, der skilte sig ud fra dets naboer. De byggede deres huse på en anden måde, havde andet grej i køkkenet, andre slags smykker om halsen og gik i krig med våben, der ikke blev brugt af andre end dem.
Nu viser en offentliggjort artikel i det videnskabelige tidsskrift Science Advances, at det ud fra det arkæologiske materiale er muligt at spore, hvor dette særlige folk kom fra. Under udgravningen af én af filistrenes hovedbyer, Ashkalon, indsamlede arkæologerne menneskeknogler fra tre forskellige gravpladser fra tre forskellige perioder, og disse knogler blev sendt igennem en dna-analyse.
Resultatet tegner et spændende billede: Den ældste grav kunne dateres til perioden, før filistrenes bosættelse tog form omkring år 1200 f.Kr., og den genetiske profil gemt i disse knogler matchede helt som forventet den lokale, mellemøstlige befolknings. Den yngste grav rummede knogler fra cirka 150-200 år efter filistrenes ankomst og viste overraskende nok heller ikke nogen særlig profil. Det gjorde derimod knoglerne fra nogle begravede børn fra lige efter år 1200. Her kunne forskerne se et markant indhold af typisk europæisk dna.
Kan vi ud fra dette afdække filistrenes historiske ophav? Næppe, hvis vi kun havde haft denne undersøgelse. Men da resultatet matcher egyptiske og israelitiske kilder, begynder der at tegne sig et solidt billede. I et af sine templer i Luxor i Egypten lod farao Ramses III indhugge indskrifter, der pralende redegør for, hvordan han slog en koalition af ”folk fra havets lande” på flugt og jagede dem ud af Nildeltaet. Heriblandt omtales en stamme under navnet ”peleshet”, der er identisk med det bibelske navn for filistrene, ”philistim”. Disse ”folk fra havets lande” er også kendt fra en række andre kilder, der beskriver en voldsom migration eller folkevandring fra det græske øhav til det mellemøstlige område.
Forskellige notitser i Det Gamle Testamente giver et lignende omrids af folket, der endte med at bosætte sig i Gaza-området. De siges at være kommet fra ”Kaftors kyst”, som de fleste forskere anser for at være identisk med Kreta. Andre steder kaldes filistrene for ”keretitterne”, hvilket i vores danske oversættelse er gengivet med ”kreterne”.
Med andre ord tyder alt fra skriftlige kilder til dna-analyser på skeletter altså på, at Israels navnkundige ærkefjender, filistrene, var europæiske indvandrere. De var en del af en søbåren koalition af folkeslag fra særligt det græske øhav, der i perioden lige efter år 1200 f.Kr. lavede ravage ikke bare i området for det nuværende Israel, men også i Egypten og i Anatolien i det nuværende Tyrkiet, hvor den ældgamle hittittiske civilisation ikke var så heldig som den egyptiske og bukkede under for presset.
Tilbage i gravene fra Ashkalon står et sidste spørgsmål ubesvaret: Hvorfor var det europæiske dna-spor stort set forsvundet igen efter nogle generationer i den yngste grav? Svaret synes helt enkelt og urmenneskeligt: Mens Ashkalons filistiske indbyggere i mange århundreder endnu vedblev med at leve på en særlig måde og i strid med sine naboer, så standsede det dem ikke fra at gifte sig på kryds og tværs med den lokale befolkning. En ting er krig, en anden ting er kærlighed!
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.