Ny kvindelig leder skal dæmpe luthersk polarisering

Mere teologi og mindre politik skal dæmpe tendensen til populisme og polarisering i de lutherske kirker, mener 45-årige Anne Burghardt fra Estland, som er nyvalgt generalsekretær i Det Lutherske Verdensforbund

Skuffelserne efter jerntæppets fald er en af grundene til populismen i Østeuropa, siger Anne Burghardt.
Skuffelserne efter jerntæppets fald er en af grundene til populismen i Østeuropa, siger Anne Burghardt. Foto: Det Lutherske Verdensforbund.

Siden 1984 har Det Lutherske Verdensforbund haft en målsætning om fuld inklusion af kvinder. Og nu har de 148 medlemskirker rent faktisk givet sig selv en kvindelig leder.

Den 45-årige estiske teolog Anne Burghardt er blevet valgt til ny generalsekretær for de lutherske kirkers internationale fællesskab, og hun præsenteres netop af Verdensforbundet som den første kvinde, men også den første østeuropæer på posten.

Hun kommer fra en lederstilling ved den estiske kirkes teologiske fakultet, hvor hun især har haft fokus på at udvikle den lutherske identitet i den teologiske uddannelse. Anne Burghardt betegnes som en teologisk sværvægter og Verdensforbundet kan derfor sætte krydse ud for alle de prioriteter, man har haft i udvælgelsesprocesse, understreger Thorsten Rørbæk, der er teologisk medarbejder ved Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

”Et af Verdensforbundets fokusområder er spørgsmålet om, hvad luthersk identitet er, og hvordan den udtrykkes i de forskellige kirker. Et andet er ligestilling og kvinders adgang til både teologisk uddannelse og præsteordination. Hun er en meget dygtig teolog og dertil et varmt og reflekterende menneske, som har høstet stor anerkendelse for sit tidligere arbejde i Det Lutherske Verdensforbund, hvor hun blandt andet havde ansvaret for indholdsdelen af generalforsamlingen i 2017,” siger Thorsten Rørbæk.

Også i de lutherske kirkeorganisationer i Tyskland er der begejstring for valget.

”Hun er en anerkendt teolog med stor økumenisk indsigt, et udpræget pastoralinstinkt og en bred erfaring i kirkelig ledelse,” lyder det i en udtalelse fra Ralf Meister, der er ledende biskop i Den Forenede Evangelisk-Lutherske Kirke i Tyskland, en sammenslutning af syv lutherske kirker i landet.

Selv håber Anne Burghardt også, at hun kan virke som inspirationskilde for kvinder over hele verden. For selvom kønsligestilling er et fælles mål for alle 148 medlemskirker, er der med den nye generalsekretærs ord forskel på, hvor langt de enkelte kirker er nået.

Og det er tilmed et af de spørgsmål, som sammen med holdningen til ægteskab og seksualitet skaber voksende uenighed og splittelse blandt de lutherske kirker, siger Anne Burghardt, der direkte taler om polarisering, både kirkerne imellem og internt i nogle kirker.

”En del kirker udtaler skepsis omkring kvindelige præster, andre vælger at gå væk fra denne praksis efter at have accepteret ordination af kvinder, som for eksempel i Letland. Mit svar er at bringe mere teologi og flere teologiske argumenter ind i en diskussion, ” siger Anne Burghardt.

Mens tyngdepunktet i de lutherske kirker rykker mod syd på bekostning af de lutherske kirkers nordeuropæiske vugge, bliver også mere konservative synspunkter synlige.

”Denne forskydning af vægten fra nord mod syd skal afspejles bedre i Det Lutherske Verdensforbund, så kirkerne i syd i højere grad repræsenteres i de styrende organer. Vi skal blive bedre til at lytte til hinandens sysnpunkter. Det, der især skaber polarisering, er ikke forskellige holdninger, men derimod politiske partier, der forsøger at bygge deres vælgertilslutning på religiøse argumenter,” advarer Anne Burghardt.

Hun voksede selv op bag jerntæppet i en sekulariseret familie, og det var først som teenager, at hun blev inviteret til at deltage i konfirmationsforberedelse sammen med en ven.

”Mens de fleste andre møder kirken via ungdomsorganisationer og sociale aktiviteter, begyndte jeg fra starten med at deltage i bøn og andagter, som talte til de åndelige, eksistentielle spørgsmål, der optog mig som teenager. Samtidig har jeg som østeuropæer oplevet både forventningerne efter jerntæppets forsvinden og skuffelsen, når virkeligheden ikke lever op til forventningerne. Denne skuffelse er en af forklaringerne på de tendenser til populisme, vi oplever i østeuropæiske lande,” siger Anne Burghardt.

Hendes egne prioriteter som generalsekretær vil netop være en styrkelse af den teologiske uddannelse, men også en styrkelse af de lutherske kirkers evne til at virke som fredsskabere i konfliktsituationer.

”Man kan sige, at de lutherske kirker i Nordeuropa var med til at skabe de moderne protestantiske samfund, der voksede frem efter Reformationen. På samme måde skal de yngre kirker i syd medvirke aktivt til at opbygge bæredygtige samfund. Jeg mener også, at målet om at tjene vores medmennesker skal stå centralt i det arbejde, Det Lutherske Verdensforbund skal stå for,” siger Anne Burkhardt.

Anne Burghardt afsløser chilenske Martin Junge, som har været generalsekretær i 11 år.