Ny menighedsrådsformand i Kristkirken vil inddrage sognet i præstevalg

Laila Damm er netop tiltrådt som formand for menighedsrådet i Kristkirken i Kolding. Det har givet debat, at biskoppen har blandet sig i ansættelsen af en ny præst

Laila Damm er ny menighedsrådsformand i Kristkirken i Kolding. – Privatfoto.
Laila Damm er ny menighedsrådsformand i Kristkirken i Kolding. – Privatfoto.

Laila Damm, hvordan har reaktionerne i menighedsrådet været på biskop Marianne Christiansens beslutning om at udskyde jeres ansættelse af en ny præst til efter menighedsrådsvalget i september?

Vi er overraskede over biskoppens beslutning, men enige om, at vi selvfølgelig tager den til efterretning. Og så er der forskellige holdninger i menighedsrådet – det er ikke alle, der er lige så frustrerede som den afgående formand. Vi kan både se for og imod. De fleste synes, det er spændende at være med til et præstevalg, så derfor kan man være skuffet over, at man kun får lov til at være med til den opgave, hvis man genopstiller til menighedsrådet og bliver genvalgt. Jeg kan ikke udelukke, at der er medlemmer, som er stillet op for at få indflydelse på valget af præst. Der sidder i hvert fald flere i menighedsrådet, som arbejder for, at Kristkirken får en bredere teologisk profil.

Har biskoppen en pointe med at udskyde valget?

Det er svært at svare på. Jeg hører, hvad hun siger, og tager det selvfølgelig med i mine overvejelser. I menighedsrådet har vi talt om, at vi nu kan invitere til en åben dialog og invitere folk til at komme med deres ønsker til en ny præst og på den måde få sognet inddraget i beslutningen.

Hvad er din holdning til, at der kommer til at gå lang tid, inden en ny præst bliver fastansat?

Når man mangler arbejdskraft, er der jo nogle ting, der skal løses på andre måder, og de andre præster skal lave noget mere i en given periode. Så kan der være nogle ting, de måske ikke kan nå, og så må vi gøre op, hvordan der skal prioriteres. Det hjælper selvfølgelig, at vi får en vikar, selvom en vikar ikke kan forventes at arbejde på fuld styrke fra første dag.

I skal have en vikar ansat fra den 1. september til den 1. marts. Har man allerede nu en vikar i kikkerten?

Det er biskoppen, som vælger vikaren, men hun har opfordret os til at komme med ønsker, så det kigger vi på i øjeblikket.

Ser du det som et problem, at Kristkirkens Sogn har oplevet mange sognebåndsløsninger?

Umiddelbart ikke. I en stor by som Kolding betyder sognegrænser mindre, end de gør på landet, og derfor er det naturligt, at kirkegængerne ikke kun vælger kirke ud fra geografi, men også ud fra, aktiviteter, gudstjenesteformer, teologi og andre forhold. Jeg anerkender, at det kan give nogle udfordringer, hvis de omkringliggende kirker får ekstra arbejde med for eksempel mange flere konfirmationer. Det forsøger man at håndtere på provsti-niveau.

Stiller du også op til det kommende menighedsrådsvalg?

Ja, det havde jeg allerede besluttet mig for, inden præstevalget blev udskudt.

Hvordan er det for dig at tiltræde som menighedsrådsformand under disse omstændigheder?

Det er jo aldrig sjovt at blive ”kastet ind” i en ny post, men sådan er det jo. Umiddelbart er mine opgaver de samme som før, jeg blev formand – vi har budgetter, der skal laves, personale, der skal plejes, og et valg, der skal forberedes. Der bliver selvfølgelig noget arbejde med at hjælpe den kommende vikar i gang, men det har vi heldigvis også provsten og præsterne til at hjælpe os med.