Ane Halsboe-Jørgensen undskylder nogle gange undervejs i interviewet. Det er egentlig ikke, fordi den nye kirkeminister ikke vil tale om sit forhold til tro, forklarer hun. Det er bare ikke mange gange, hun har sat ord på, hvad tro er for hende.
”Så hvis jeg leder lidt efter ordene, er det simpelthen, fordi det er ukendt territorie for mig at skulle tale om tro offentligt,” siger hun.
Tro får Ane Halsboe-Jørgensen dog rig mulighed for at tale om fra nu af. Mandag blev hun nemlig præsenteret som ny kirke- og kulturminister, efter Joy Mogensen søndag havde meddelt, at hun trak sig fra begge poster.
Den nye kirkeminister mangler fortsat at sætte sig ind i de sager, der venter hende i det nye ministerie, og interviewet med Kristeligt Dagblad om mere konkrete mærkesager og planer må derfor vente lidt endnu. Til gengæld vil Ane Halsboe-Jørgensen gerne tale om sit syn på folkekirken, som udgør størstedelen af arbejdet for hende som kirkeminister.
”Jeg er varm tilhænger af folkekirken som institution. Jeg mener, at den virkelig har vist sit værd i et samfund som det danske, hvor vi på den ene side har en fælles kirke og på den anden side formår at have den åbne dialog og respekten for hinandens frihed til at tro og til ikke at tro som det bærende samt at holde ekstremismen fra døren,” siger hun.
Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen er trosfriheden og respekten for den enkeltes tro en vigtig del af det danske samfund.
”Men samtidig er folkekirken noget særligt. Det er den rent historisk i Danmark, men også i et moderne Danmark og også i fremtiden.”
Hvordan er den noget særligt i dag og i fremtiden?
”Jeg har for eksempel stor respekt for det, kirkerne har formået det seneste halvandet år. Vi har været i en krise af en kaliber, vi ikke har oplevet i i hvert fald min levetid, og som har udfordret vores måde at være sammen på og vores fællesskaber og vendt op og ned på vores hverdag. I sådan en sammenhæng kan troen jo være et sted at søge hen for mange, og det har vi så ikke haft mulighed for at gøre på den vanlige vis. Men det er min oplevelse, at folkekirken over en bred kam alligevel har forsøgt at være til stede og være et samlende punkt i en tid, som har været svær for mange.”
Som eksempler nævner Ane Halsboe-Jørgensen, hvordan kirkerne både har forsøgt at bringe troen hjem til danskerne og ud under åben himmel.
”For mig selv er naturen og troen vævet sammen, og jeg finder en ro – og også en tro – i naturen. Så jeg glæder mig rigtig meget til at høre om de oplevelser, der har været med at rykke ud af kirkerummet og ud under åben himmel.”
Derudover roser Ane Halsboe-Jørgensen også kirkernes håndtering af de arealkrav, de længe var underlagt under coronakrisen. Hun var selv til en begravelse for en venindes far for nylig, og her måtte mere end halvdelen af de fremmødte stå uden for kirken. Til gengæld havde kirken stillet et lydanlæg op udenfor, så alle kunne synge med.
”I stedet for bare at sige ’den pokkers corona, der er kun så mange, der kan være med’, så lagde man sig i selen for, at vi andre også kunne få lov til at tage afsked. Det oplevede jeg som meget fint og i virkeligheden også som udtryk for, at kirken var klar til at gå den ekstra mil, som jeg har så stor respekt for, at mange er gået den seneste tid,” siger hun.
I folkekirken har der været kritik af coronarestriktionerne, som først blev ophævet som noget af det sidste under sommerens genåbning. Ane Halsboe-Jørgensen vil samle op på erfaringerne i efteråret, hvor hun også vil tage rundt og finde ud af, hvor kirkerne stadig har brug for støtte.
Kirkeministre har tidligere givet sig selv titler som ’chef for’ eller ’pedel i’ folkekirken. Har du nogen fornemmelse af, hvordan du kommer til at håndtere folkekirken og de andre trossamfund?
”Hvis jeg skal vælge mellem at sætte mig i chefstolen eller på pedelkontoret, ser jeg mig mere høre til på pedelkontoret. Det er en helt særlig ministerpost at være minister for kirken, og den går jeg til med ydmyghed og respekt. Jeg skal ikke ind og styre eller bestemme over folkekirken,” siger hun og tilføjer, at det dog ikke gør ministeriet ligegyldigt for hende.
”I en tid med voksende ensomhed og rodløshed og en famlen rundt, efter hvem vi er, er tro jo en kraft, som jeg også synes, er interessant politisk. Så jeg er så afgjort en engageret kirkeminister. Jeg går til opgaven med stort engagement, men uden at vælte ind ad døren og tro, at jeg skal lave alting om. Det er der slet ikke behov for.”
Ane Halsboe-Jørgensen har været medlem af folkekirken hele sit liv og har aldrig været i tvivl om hverken sit tilhørsforhold eller sin mere politiske opbakning til den som institution. Tro er dog primært noget privat for hende, og hun har ikke haft en særlig tilknytning til en bestemt kirke, menighed eller præst.
”Langt de fleste gange, hvor jeg griber til troen, gør jeg det i mit eget selskab. Jeg har mere fundet min tro i mig selv end i et kirkerum. Men jeg holder meget af at være i et kirkerum, og jeg forbinder både rummet med de helt store glæder og helt store sorger,” siger hun.
Om der kommer flere ord på forholdet tro, vil vise sig med tiden. I første omgang glæder Ane Halsboe-Jørgensen sig til at drøfte den ”med dygtige mennesker fra den kirkelige verden”.