Ny serie inviterer danskerne med til samtaler om sorg og smerte hos præster

Hvordan kan man tale med præster om tabet af et barn, dårligt selvværd eller stress? I en ny podcastserie fra folkekirken får lytterne lov til at følge med, mens 10 mennesker får sjælesorg

”Vi kan se, at danskerne er åbne for at tale med en præst, men de ved ikke, hvad sjælesorg – omsorg for sjælen – er. Det vil vi gerne vise dem, og vi vil gerne vise dem, hvor forskelligt samtalen med en præst kan tage sig ud. "
”Vi kan se, at danskerne er åbne for at tale med en præst, men de ved ikke, hvad sjælesorg – omsorg for sjælen – er. Det vil vi gerne vise dem, og vi vil gerne vise dem, hvor forskelligt samtalen med en præst kan tage sig ud. ". Foto: CoWomen/Unsplash.

Hvordan fortæller man sin 15-årige datter, at hendes hjerte er ødelagt, og at hun med stor sandsynlighed ikke vil overleve?

Det spørgsmål stod Mads over for i foråret 2020. Den 21. marts blev hans datter, Josefine, indlagt med hjertesvigt, og efter operationen stod det hurtigt klart, at situationen var alvorlig.

Josefine skulle bruge et nyt hjerte for at overleve, og som dagene gik, svandt datterens bevidsthed og evne til at tale ind.

Efter en måned var hun så hjerneskadet, at familien ”måtte runde hendes liv af”, som Mads selv formulerer det, da han nogle måneder senere sidder over for hospitalspræst Christian Busch på Rigshospitalet i København.

De to mødte hinanden, mens Josefine var indlagt, og nu er de samlet igen på præstens kontor for at tale om tabet af datteren. Mere præcist vil Mads gerne tale om sit valg om at holde det hemmeligt for Josefine, hvor alvorlig hendes situation var, mens hun lå på hospitalet.

”Det var en nødvendighed for mig som Josefines far at være uærlig over for hende. Men det har gjort ondt, for jeg har fortiet sandheden over for hende. Men jeg var i en situation, hvor jeg valgte at give Josefine håb frem for håbløshed,” siger han til Christian Busch, som taler videre om den kærlighed, der ligger i ikke at ville fjerne sit barns håb og livsgnist.

Samtalen mellem Christian Busch og Mads kan høres i første afsnit af en ny podcastserie fra folkekirken. Her får man som lytter lov til at følge med, når 10 danskere er til sjælesorgssamtale hos en præst om alt fra tabet af et barn til stress, brudte familierelationer og følelsen af meningsløshed og mindreværd.

Podcasten ”Sjælesorg” er produceret i et samarbejde mellem folkekirken.dk og Sjælesorg på Nettet, som er et folkekirkeligt tilbud, hvor man kan chatte med præster. Formålet er ifølge Pernille Hornum, der er daglig leder af Sjælesorg på Nettet, at gøre flere danskere opmærksomme på muligheden for at tale med en præst om svære emner.

”Vi kan se, at danskerne er åbne for at tale med en præst, men de ved ikke, hvad sjælesorg – omsorg for sjælen – er. Det vil vi gerne vise dem, og vi vil gerne vise dem, hvor forskelligt samtalen med en præst kan tage sig ud. Håbet er, at det kan give folk lyst til og mod på at tale med en præst, hvis de har behov for det,” siger hun.

En af de præster, der deltager i podcasten, er Trine Hostrup Dige, som er ungdoms- og natkirkepræst i Viborg Domprovsti. Hun taler blandt andet med en mand, som har været ramt af stress, angst og depression, og en kvinde, som har et svært forhold til sin mor.

Ifølge hende passer samtalerne godt til de temaer, hun normalt har sjælesorgssamtaler om.

”De handlede på en måde begge om tilgivelse. I det ene tilfælde var det tilgivelsen af en konkret relation, og i det andet var det tilgivelsen af sig selv. Mange kan føle skam, fordi de ikke synes, de er gode nok. Dem, jeg taler med, er typisk velreflekterede unge mennesker, som har tænkt rigtig meget, men ikke været så gode til at mærke efter i sig selv. Jeg er ikke terapeut og har ikke en plan for, hvor vi skal nå hen med samtalen. Jeg vandrer et stykke med det andet menneske, og det tror jeg gør en stor forskel. Og så ligger der selvfølgelig en forskel i at kunne bringe Gud i spil og tale om håbet, troen og kærligheden,” siger Trine Hostrup Dige.

Alle 10 podcasts kan findes på hjemmesiden folkekirken.dk. Og deltagerne har sagt ja til at gøre deres samtaler offentlige.