Der er 15 minutter mellem veerne, da Sandra Marquardt-Andersen beslutter sig for at lave fødselsdagslagkage til en af gæsterne i Christiania Natkirke denne søndag. Hun er gået en uge over termin, og nu er deres tredje barn endelig på vej. Men der er jo også de besøgende i natkirken, som hun er medarrangør af, at tænke på.
Sammen med sin mand, John Andersen, og en lille skare af Christiania-begejstrede kristne, har hun været med til at holde gudstjenester på Christiania siden august 2004. Det foregår to etager under deres lejlighed, i en tidligere hestestald lige bag den berygtede Pusherstreet.
Gruppen mødes hver anden uge hele året rundt, men "når der er varmt nok", forklarer Sandra, flytter de ned i stalden. Så kan alle kigge ind.
Nu er foråret kommet til Christiania, og dermed er Natkirken åbnet. Den første gudstjeneste i 2010 foregik påskedag, mens Sandra gjorde sig klar til hjemmefødsel.
Alt lys er levende
Hendes mand, John, går ned med lagkagen og snakker med de førstankomne. De sidder på slidte sofaer dækket af tæpper med stjerner og blomster og deler medbragt mad. Alt lys er levende, fyrfadslys og tykke stearinlys illuminerer hestestalden, mens lyden af gasbrændere skaber en konstant summen.
LÆS OGSÅ: Han bliver kaldt Christianias Lille-Jesus
Der er 10 minutter mellem veerne, da gudstjenesten går i gang. En time over planlagt tid, men det er at forvente. Til at begynde med er der 14 mennesker forsamlet, og kun sjældent sidder alle til bords. Nogle skal ud og ryge, hilse på bekendte eller sætte den næste kande kaffe over. Sandra beder pænt gæsterne om ikke at gå op i hendes lejlighed, når de skal på toilet. De må finde et andet sted denne ene gang.
Siden Christiania Natkirke åbnede, er det faste klientel blevet udskiftet nogle gange, men stadig flere kigger forbi i ny og næ.
Fire gange om året holdes fællesgudstjenester med den københavnske sognekirke Bethlehemskirken, og en række lokale sognepræster har været med til at holde stedet kørende.
- Man ved aldrig, hvad der sker
Indholdsmæssigt minder det mest om de natkirker, mange sognekirker holder. Der er fokus på stilhed, bøn og meditation, og prædikerne er korte. Stemningen er sværere at sætte i bås, for stilheden afbrydes ofte af latter eller diskussioner. Der er et program for gudstjenesterne, men det står ikke fasttømret.
– Man ved jo aldrig, hvad der sker, eller hvem der kommer ind, siger John Andersen.
– Det handler om at være kirke midt i den kultur, som Christiania er. Og om at relatere til folk, der har en relation til stedet her, siger han og bevæger sig ud ad bagindgangen for at se til sin kone igen. Han går forbi seks altertavler malet af en lokal Christiania-kunstner, den samme som har lavet det berømte indgangsskilt til fristaden.
Fællesspisningen er ved at være færdig, og nu begynder det at ligne en gudstjeneste. Én genfortæller påskehistorien, som flere af de fremmødte stiller spørgsmål til. De har ikke hørt den i detaljer før.
Der er fem minutter mellem veerne, da John kigger ned i natkirken for sidste gang. Han virker afslappet og smiler. Han skal lige nå at hilse på de sidste og rose den lasagne, grønlandske Søs har medbragt.
Inden han går op til sin kone igen, spørger han:
– Vil I bede for, at fødslen går godt?
– Det har vi allerede gjort, beroliger en og siger, at han roligt kan gå op til Sandra.
Det gør han. Vandet er gået, og de ringer efter jordemoderen.
Nadver med boller og saftevand
Imens brydes en bolle, og saftevand i en rød plastikkop deles rundt mellem gæsterne nedenunder. Jesu ord ved den sidste nadver læses højt af en 24-årig tjekke, der har frekventeret Christiania det seneste halve år. Ham, der var modtager af den vordende mors lagkage. Og med nadveren afsluttes gudstjenesten.
En time efter, klokken 23.30, fødes Hannah Marquardt-Andersen. 4,35 kilo, sund og rask.
