Prøv avisen
Kirkeanalyse

Ny undersøgelse er folkekirkens svar på en tilstandsrapport

Andelen af konfirmander på en ungdomsårgang har holdt sig forbløffende stabilt på omkring 70 procent. Konfirmanderne på billedet har ikke noget med historien at gøre. Foto: arkiv/ Jens Nørgaard Larsen/ ritzau scanpix

Titlen på en ny rapport om folkeskolereformens konsekvenser for konfirmationsforberedelsen lyder dyster, men det er tvivlsomt, at det virkelig står så skidt til med folkekirkens største folkelige succes

Konfirmationen er folkekirkens største succeshistorie – uden sammenligning. Mens man over de seneste 10 år har kunnet iagttage et fald på en fjerdedel i antallet af vielser og mindre, men dog markante fald i antallet af dåb og begravelser, så har andelen af konfirmander på en ungdomsårgang holdt sig forbløffende stabilt på omkring 70 procent. De senest offentliggjorte tal er fra 2016, og her er andelen for første gang under 70 procent, nemlig 67,8 procent. Tallet dækker over store forskelle mellem stifterne: I Viborg er det 80,9 procent af en ungdomsårgang, mens det tilsvarende tal i Københavns Stift er 40,4 procent.

Det går altså godt med konfirmationen. Alligevel har man valgt titlen ”Slår fundamentet revner?” til den rapport, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter netop har offentliggjort. Trods spørgsmålstegnet leder titlen tankerne hen på en tilstandsrapport af de mere dystre: Revner i fundamentet kan dække over mindre skader, der kan udbedres ved lejlighed, men det kan også være sætningsrevner under udvikling, som skal stoppes hurtigst muligt. Er det en sådan alvorlig skade, skolereformen af 2014 har påført folkekirkens konfirmationsforberedelse?

Det er der ikke umiddelbart belæg for at hævde på basis af undersøgelsen. Undersøgelsen viser, at der sker noget med konfirmationsforberedelsen. Morgentimer er mange steder afløst af eftermiddagstimer, samtidig med at en del af undervisningen er omlagt til hele eller halve dage. Præsterne mærker det helt konkret, fordi deres arbejdsuge bliver ændret – nogle oplever det som skidt, mens andre ser mere positivt på ændringerne i forhold til undervisningen. Kontinuerlige forløb er mere egnede til en gentagen, liturgisk eller rituel indøvelse i kristendom, mens hele og halve dage giver større muligheder for udflugter, workshops og andet end traditionel klasseundervisning.

Rapporten beskæftiger sig ikke med, hvordan det er gået med forsøgene på at gøre dele af konfirmationsforberedelsen til det, der hedder ”understøttende undervisning”, hvor konfirmationsforberedelsen bliver en del af folkeskolens bestræbelse på at skabe variation i skoledagen. Her afventer man en evaluering fra Undervisningsministeriet, men det kræver vel også en folkekirkelig refleksion, at en del af konfirmationsforberedelsen i princippet skal være ikke-forkyndende. Hvad betyder det i praksis, og hvilke udfordringer giver det – om nogen?

Ændringerne, der fulgte af folkeskolereformen, synes ikke at have påvirket antallet af konfirmander i større omfang. Det kan ske i det lange løb, men spørgsmålet er, om det er folkeskolereformen, der tipper det – og om det er udslagsgivende, hvordan præsterne tilrettelægger undervisningen? Det er her, rapporten anbefaler, at man sætter ind med pædagogisk oprustning og efteruddannelse, som klæder præsterne på til de nye undervisningsformer, der er nødvendige som konsekvens af omlægningerne.

Det er fornuftigt, men der er mange andre ting, der har betydning for konfirmandernes valg. Hvad vælger kammeraterne? Hvordan påvirker antallet af skolelukninger i yderområder antallet af konfirmander? Og hvad betyder det for konfirmationstallet og for konfirmandernes og deres familiers forhold til ”deres præst”, at der er sket en markant vækst i antallet af børn, der går i privatskoler?

Rapporten er prisværdig, fordi den er så konkret, og den siger ganske meget om både tilstand og ændringer i svøb i folkekirken. For eksempel peger rapporten på, at tendensen i det øvrige Europa går i retning af, at konfirmationsforberedelsen rykker ud af skolen og ind i ”ungdoms- eller familiezonen”. Det er ikke en tendens, der slår stærkt igennem i Danmark, hvor skoleparadigmet for konfirmationsforberedelsen øjensynligt står ganske stærkt. Men det er et opmærksomhedspunkt – for hvis eller når det ændrer sig, hvad betyder det så for folks opfattelse af folkekirke og tro?

Rapporten bygger på besvarelse fra præster, og den udpeger en ”pædagogisk signaturprofil” i folkekirken, der er karakteriseret med ord som samtale, diskussion og kreativitet. Om konfirmander og deres forældre opfatter præsterne og konfirmationsforberedelsen på samme måde, ville være interessant at få afdækket, ligesom det ville være interessant at få deres opfattelse af, hvordan konfirmationsforberedelsen adskiller sig fra den skole, hvor de tilbringer så meget tid hver dag. Opleves konfirmationsforberedelsen som mere af samme slags eller noget helt andet? Og hvad betyder det for synet på folkekirken?

Revner i fundamentet? Der er grund til opmærksomhed og interessante elementer at følge op på, men en grundskade er der ikke tale om ifølge rapporten.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.