Under stor medieårvågenhed brød arkæologer i oktober sidste år forseglingen til Jesu grav i Gravkirken i Jerusalem. Eller for at være helt præcis: De fjernede marmorpladen over den ”ligbænk” i graven, hvor Jesus ifølge traditionen blev lagt, og som tusindvis af pilgrimme hvert år berører under deres besøg i graven.
Fjernelsen af marmorpladen er ikke hverdagskost eller rutine i forbindelse med den årlige hovedrengøring. Sidste åbning fandt sandsynligvis sted i forbindelse med de renoveringer, Luthers politiske modstander, kejser Karl V, betalte for i 1555. Det var, som en af arkæologerne beskrev det bagefter, derfor med rystende hænder, at de løftede kristendommens største relikvie fra hinanden.
Proceduren lykkedes dog uden uheld, og sekunderne efter mødte en overraskelse arkæologerne. Det viste sig, at marmorpladen ikke var lagt direkte oven på den niche i grundklippen fra den oprindelige grav, hvor et lig ville være blevet lagt. Op af mørket dukkede en endnu ældre, grønlig marmorplade med et indridset kors, der på et tidspunkt var blevet delvist smadret. Frem for at fjerne resterne af den smadrede plade, havde man altså under en senere restaurering valgt at placere en ny plade ovenpå.
Opdagelsen af den grønlige marmorplade var sidste års udgravnings primære resultat. Den blev umiddelbart forsigtigt dateret til korsfarertiden i det 12. århundrede. Ingen havde rigtig fantasi til at tro, at den kunne være ældre, da kirken stort set blev jævnet med jorden, århundredet inden korsfarerne kom til landet for at genskabe et kristent storrige.
Det viser sig nu, at arkæologerne var alt for forsigtige i deres skøn. I den korte frist på 60 timer, de kirkelige myndigheder havde givet dem, inden gravkapellet igen skulle åbnes for pilgrimme, var der kun mulighed for en begrænset udgravning. Men de nåede at tage prøver af den cement, den grønne marmorplade var blevet fæstnet med til grundklippen. Det skulle vise sig at være en vigtig prioritering. En avanceret analyse af cementen har nu slået fast, at pladen blev nedlagt mellem 335 og 345 e.Kr. Dermed stammer cementen og den smadrede plade fra kejser Konstantins berømte kirke, der blev påbegyndt år 326.
Når det er en god historie, skyldes det førnævnte destruktion af Gravkirken. Efter at det lykkedes kalif Omar at erobre Jerusalem fra det kristne byzantiske rige år 637, fulgte en lang periode, hvor kristen tilbedelse blev tilladt af de muslimske herskere. Men i 1009 rev den egyptiske kalif Hakim ifølge samtidige kilder Gravkirken ned til grunden.
Indtil nu har arkæologer taget disse kilder for gode varer. Gravkirken er aldrig kommet sig over Hakims ødelæggelse af kejser Konstantins prægtige kirke. Den nuværende Gravkirke er kun omtrent halv så lang, som Konstantins var, og de få levn, der er tilbage fra hans kirke, ligger næsten alle sammen uden for den nuværende kirke. I selve gravkapellet inde i kirken havde man ikke været i stand til at finde spor efter Konstantin.
Der har så at sige været et hul i gravkapellets kronologi. Kan man være sikker på, at det var muligt oven på Hakims grundige destruktion overhovedet at genfinde den grav, Konstantin udpegede som Jesu grav?
Med fundet af den smadrede, grønlige marmorplade bliver svaret et ja. Man kan endda levende forestille sig den overraskelse og glæde, de kristne bygmestre må have følt, da de nogle årtier efter Hakims ødelæggelse gik i gang med at genrejse kirken og pludselig, efter at have fjernet tonsvis af smadret fordums storhed, genså hjertet i Konstantins kirke: den grønne ligbænk. De rester lod de naturligvis ikke fjerne, men installerede i stedet en ny plade ovenpå.
Dermed bevarede de en hemmelighed i mørket, som den moderne arkæologis avancerede analyseteknikker nu har bragt frem i lyset, og som med sikkerhed forbinder den nuværende grav direkte med kejser Konstantin og den første kirke på stedet.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.