Prøv avisen
Kirkeanalyse

Ny valgform dækker over ny opfattelse af folkekirken

Foto: Morten Voigt.

Menighedsrådsvalget afholdes første gang som offentlig valgforsamling på et møde. Bag det tekniske skjuler sig et historisk skifte: fra kampvalg mellem lister som udgangspunktet til en model, der minder om en generalforsamling, og hvor udgangspunktet er, at der ikke er forskellige holdninger at tage hensyn til

Menighedsrådsvalg har folkekirken haft siden 1903, da den vestjyske degn og venstrepolitiker I. C. Christensen fik en midlertidig lov vedtaget. Fra Vestjylland var I. C. Christensen dybt fortrolig med den folkekirkelige virkelighed, og hans vision med menighedsrådene var for det første at gøre folk mere engagerede i deres sognekirke ved at give dem ansvar for den. For det andet at give plads til de forskellige kirkelige retninger og holdninger inden for den samme folkekirke. Af sidstnævnte grund kom de danske menighedsrådslove til at bære præg af den særlige danske tradition for kirkelige retninger, der eksistererer side om side. Det prægede lovens afsnit om præstevalg, hvor der skulle tages hensyn til kirkelige mindretal, hvor der var flere præster i samme sogn. Og det prægede lovgivningen om valg til menighedsråd, hvor man valgte en afstemningsform, der gik ud fra, at der stod kirkelige lister over for hinanden. Ved at lave valg mellem lister ud fra forholdstalsmetoden sikredes det, at mindretal kunne komme til orde på demokratisk vis. Og på den måde kunne en kirkelig gruppering få en rimelig plads og indflydelse i menighedsrådene, og således kunne man samlet set holde sammen på folkekirken. Fra 1912 har denne afstemningsform været udgangspunktet.

Hele tankegangen bag menighedsrådsloven er meget dansk, for i andre lande har man ikke samme tradition for flere kirkelige retninger inden for folkekirken og heller ikke den samme tradition for at gå ind for rummelighed og dermed mindretalshensyn. I praksis har der altid været et stort flertal af sogne, hvor afstemningen aflystes, fordi man på forhånd aftalte sig frem til sammensætning af en liste, som alle var tilfredse med: De såkaldte aftalevalg. Så har de forskellige lister og interesser stået bag en aftale, der tilgodeså helheden ved at fordele mandaterne rimeligt efter sognets præg. Med tiden er der blevet færre afstemningsvalg. I 2016 faldt antallet af sogne med afstemningsvalg til kun 54 på landsplan. Ved disse valg var der i gennemsnit en stemmeprocent på 15 procent, højest var tallet på Sejrø, hvor 84 procent af de stemmeberettigede mødte op.

Fra 2020 er der indført en ny valgform. Menighedsrådet vælges som udgangspunkt på et offentligt møde i morgen, hvor de valgberettigede møder frem og ved afstemning sammensætter menighedsrådet blandt dem, der på forhånd eller på selve aftenen indvilger i at stille op til valget. Derved ønsker man at fremme åbenhed og at styrke menighedsrådenes demokratiske legitimitet, og det er jo positivt, hvis det virker sådan. Den nye valgform går imidlertid – bevidst eller ubevidst – ud fra, at der ikke findes forskellige kirkelige retninger og holdninger, så det mest bemærkelsesværdige ved valget i 2020 er dermed et grundlæggende nyt syn på folkekirken: at der ikke mere forudsættes at være forskellige kirkelige holdninger, som alle gerne skulle repræsenteres i den fælles folkekirke.

Det nye kirkesyn og den nye valgform kan muligvis føre i flere retninger. Nogle steder kan et mindretal få uforholdsvis stor indflydelse, hvis dets folk møder talstærkt op. Andre steder kan et mindretal blive holdt ude, hvis et flertal vælger at placere alle deres stemmer på en bestemt måde. Og det bliver svært at aftale en fordeling på forhånd, fordi ingen kan vide, hvor mange der møder frem, eller hvor mange der vælger at blive kandidater på selve aftenen.

En gruppe, der føler sig underrepræsenteret ved mødet i morgen, kan efterfølgende udløse et afstemningsvalg ved at opstille en egen liste som alternativ til den på mødet valgte liste. Det bliver spændende at se, om den nye valgform faktisk fører til, at der bliver flere eller ikke færre sogne med afstemning. Det bliver spændende at følge de praktiske erfaringer med denne valgform. Hvor der er tradition for afstemningsvalg og stor interesse for menighedsrådets valg, kan man frygte for pladsproblemer. Hvis 15 procent af de stemmeberettigede møder frem til valgmødet i morgen, kan det sprænge alle rammer. Og så i en coronatid.

Bag de valgtekniske spørgsmål lurer dog det større spørgsmål: Vil der på længere sigt i folkekirken fortsat blive plads til de forskellige kirkelige, kirkepolitiske og politiske holdninger i menighedsrådene – eller afslutter valgformen i 2020 æraen fra I. C. Christensen?

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.