Nye voldsomme anklager mod Tariq Ramadan

Politiet har rejst tiltale for voldtægt mod den muslimske prædikant og teolog, som nu er genstand for i alt fem anmeldelser i Frankrig og én i Schweiz

”Det, der ophidser ham, er kvinder der ikke vil,” lyder anklagerne mod Tariq Ramadan blandt andet. Arkivfoto.
”Det, der ophidser ham, er kvinder der ikke vil,” lyder anklagerne mod Tariq Ramadan blandt andet. Arkivfoto. Foto: Philippe Wojazer/Reuters/Ritzau Scanpix.

To nye sager om voldtægt er blevet rejst mod Tariq Ramadan, som i onsdags blev afhørt af politiet i Paris i fem timer. Den 57-årige muslimske teolog, der blev regnet for en af Europas mest fremtrædende islamiske reformatorer, er i forvejen sigtet i to sager i Frankrig samt én sag i Schweiz.

Han beskyldes for at have voldtaget kvinderne på hotelværelser i forbindelse med konferencer, han har deltaget i. Flere af kvinderne har beskrevet ekstremt voldelige scener, hvor de blev fysisk overfaldet, slået og tvunget til voldelig sex.

Det gælder også den ene af de to nye sager. Ingen af de to kvinder havde selv anmeldt voldtægten, men blev afhørt som vidner af politiet, der havde fundet billeder af dem på Tariq Ramadans telefon og pc. Men efter to års efterforskning har retsvæsenet valgt selv at rejse tiltale.

Den ene af kvinderne har siden indgivet anmeldelse. Hun har i dagbladet Le Monde beskrevet en ”brutal seksuel handling”.

”Det, der ophidser ham, er kvinder, der ikke vil,” siger den i dag 37-årige kvinde.

Men hun har også forklaret, at hun efterfølgende bevarede kontakten med ham, fordi hun var forelsket i ham.

”Det rækker ud over den fysiske voldtægt. Han udøver en form for psykisk magt. Der er tale om en form for moralsk eller åndelig voldtægt. Han har sådan en magt over én, at man gør, hvad han beder om, man er ikke længere herre over sig selv. Det betyder, at man samtykker. Der burde være en anden paragraf i straffeloven for den type personer,” siger hun til Le Monde.

Andre har på samme måde forklaret, at de var under så stærk indflydelse af den karismatiske prædikant, at de ikke turde sige nej. Det gælder også i den anden nye sag, hvor kvinden ikke har ønsket at indgive anmeldelse, fordi hun selv indvilgede i samlejet. Det har fået Tariq Ramadans advokat til at kalde de nye tiltaler groteske.

”Der rejses nye anklager mod ham, selvom den ene kvinde selv siger, at forholdet var frivilligt, og den anden ikke af egen drift har beklaget sig over deres to møder. Det er en glidebane,” siger advokat Emmanuel Marsigny til de franske medier

Den tidligere professor ved Oxford Universitet har været på fri fod siden november 2018, da han blev løsladt efter 10 måneders varetægtsfængsling. Anklagerne blev fremsat i kølvandet på Metoo-bølgen, og den muslimske forfatter nægtede først overhovedet at kende de kvinder, der hævdede, at de var blevet voldtaget.

Han har siden indrømmet, at han har haft samleje med dem, men hævder, at det var frivilligt og efter kvindernes eget ønske.

Sidste år udgav han en bog, hvori han hævdede at være offer for ”stats-racisme” og sammenlignede sig selv med den jødiske officer, Alfred Dreyfus, der blev uskyldigt dømt for spionage i 1899 på grund af antisemitisme i den franske hær.