Prøv avisen

Nye byområder presser amish-folket

Amisher lever uden moderne teknologi for at følge deres særlige tolkning af Biblen. Her ses det foretrukne køretøj. - Foto: Emily Zoladz/ AP/ ritzau.

Amish-folket spreder sig til nye stater i USA. Det giver problemer, når det moderne og det traditionelle samfund mødes

Amish-folketi USA oplever store problemer med at opretholde deres traditionelle levevis, når byer vokser sig større og lægger sig tæt op ad amishernes traditionelle bo- og landbrugsområder.

Amish er en gren af kristendommen, der praktiserer voksendåb og helst lever isoleret, uden brug af biler, elektrisk lys, computere og anden moderne teknologi. I stedet er de kendt for deres hestevogne, som de i de seneste år har valgt at tage på længere ture med end tidligere.

Siden begyndelsen af 1990'erne har flere og flere følt sig nødsaget til at rejse væk fra deres fødebyer, skriver crosswalk.com. 11.600 husstande har skiftet stat.

Det traditionelle folkeslag har spredt sig til yderligere syv stater i USA i perioden fra 1992-2007. Det viser en ny undersøgelse fra Elizabethtown College i Pennsylvania, USA. Samtidig er antallet af medlemmer steget fra 125.000 til 231.000 medlemmer.

I dag er det de mest konservative, der flytter, og det giver en række problemer, forklarer seniorforsker Donald B. Kraybill, som står bag undersøgelsen. "Ofte ved de lokale myndigheder ikke, hvad de skal gøre med amisher, og de ved ikke, hvordan de skal håndtere deres ret til religionsfrihed," siger han til crosswalk.com.

Amish blev grundlagt i 1700-tallet i Europa og er en anabaptistisk gren af kristendommen. I 1730'erne flyttede de til Pennsylvania USA, hvor de trak sig tilbage fra den moderne verden.