Prøv avisen
Kirken i verden

Nye fund afslører hellig krig fra jødisk side

I juli måned fandt jødiske arkæologer syd for tempelpladsen i Jerusalem denne ekstremt sjældne oprørsmønt. Den blev trykt i månederne op til templets ødelæggelse og rummer en bøn om ”Zions forløsning”. Da alt menneskeligt håb syntes ude, tyede oprørerne til én af Esajas’ profetier. – Foto: Eilat Mazar

Belejrede og næsten besejrede sendte jødiske oprørere få måneder før templets fald år 70 e.Kr. en ny mønt i omløb med et citat af profeten Esajas om ”Zions forløsning”. Under nye udgravninger er der fundet flere eksemplarer af denne ekstremt sjældne mønt, der afslører oprørernes religiøse motivation

Det blev et langt forår og en hed sommer for resterne af de forslåede oprørsgrupper, der i år 70 e.Kr. havde forskanset sig bag Jerusalems mure sammen med tusindvis af flygtninge, der havde søgt dertil som sidste udvej. Oprøret mod det romerske imperium var nu i sit fjerde år, og synet af den mægtige romerske hær rundt om hele byen gjorde det klart, at alt menneskeligt håb syntes ude.

Det var ellers begyndt så godt. Oprørere havde opildnet Jerusalems befolkning til at storme romernes hovedkvarter i byen og nedslagte den lille afdeling soldater til sidste mand. Dernæst fulgte så godt som et under. Den romerske øverstkommanderende for hele regionen havde i al hast marcheret den 12. legion til Jerusalem for med et hurtigt slag at udrydde modstanden. Men han havde forregnet sig, og under et vildt tilbagetog blev hans soldater angrebet bagfra af euforiske jødiske oprørere og næsten udslettet.

Jubelen ville ingen ende tage, da de sejrende oprørere vendte syngende tilbage. Nye mønter blev sendt i omløb med teksten ”for Jerusalems befrielse, år 1”. En ny æra var indtrådt. En frihedskamp havde genrejst det gamle Davidsrige.

Men snart vendte krigslykken. Kejser Nero satte sin mest betroede general, Vespasian, i spidsen for en hær på cirka 60.000 mand. Den jødiske modstand blev fejet til side i by efter by, mens Vespasian banede sig vej fra Galilæa til Judæa.

Nu var turen endelig kommet til Jerusalem. Vespasian havde godt nok været nødt til at tage til Rom, da han blev udråbt som ny kejser – sådan kan det jo gå – men hans søn, Titus, var klar til at tage over.

Vi har en detaljeret øjenvidneskildring af belejringens forløb. Den jødiske øverstbefalende over oprørshæren i Galilæa, Josefus, overgav sig til Vespasian og gik i hans og Titus’ tjeneste. Senere skrev han værket ”Den jødiske krig”, hvor han detaljeret beskriver desperationen bag murene. De indespærrede oprørsgrupper bekrigede hinanden internt. Forrådskamre blev brændt af. Desperate af sult søgte mange at flygte, blot for at falde i hænderne på romerne, der morede sig med at korsfæste dem i forskellige stillinger. En mor var endog så desperat, at hun kogte sit eget barn for at overleve.

To nylige udgravninger i Jerusalem tager os tilbage til denne situation i månederne før templets ødelæggelse. Begge steder lykkedes det at finde eksemplarer af en meget sjælden oprørsmønt, der blev trykt i ”år 4”, altså oprørets sidste år. Denne serie er indtil nu kun fundet i ganske få eksemplarer og kun i Jerusalem.

Oprøret var nu så godt som slået ned, og ikke mange mønter blev sendt i omløb. Det ene fund blev gjort i et kloaksystem og det andet i en skjult klippehule mindre end et stenkast fra tempelpladsen. I desperation var de jødiske oprørere gået under jorden, præcis som Josefus fortæller det.

Men på trods af – eller måske netop på grund af – den meget trængte situation havde oprørerne overskud til at præge denne møntserie med en ny tekst. Hvor de tidligere serier proklamerede ”Jerusalems frihed”, står der på år 4-mønten ”til Zions forløsning”. Sejrsråbet er blevet til en bøn. Og ikke en tilfældig bøn, men en, der hidkalder den hebraiske bibels stærkeste løfter om guddommelig indgriben, når trængslen og undertrykkelsen er størst: profeten Esajas’ profetier.

”Bryd ud i jublende kor, Jerusalems ruiner! For Herren trøster sit folk, han har løskøbt Jerusalem,” lyder et af de mange udsagn, der taler om løskøbelse i Esajas’ Bog. Mens de romerske murbrækkere hamrede løs nat og dag, var det nu tid til at minde folket, og måske Gud med, om de dybest klingende løfter fra Israels marv og arv. Dem om templet og Zion, som Gud ikke ville svigte, men løskøbe fra folkenes vrede, når han på ny ville lade ørkenen blomstre som en rosengård og blive konge over den genrejste by – netop når alt menneskeligt håb var ude.

Forskere har længe diskuteret, hvorfor jøderne overhovedet indledte en så håbløs krig mod den gigantiske romerske overmagt. År 4-mønten understreger en forklaring, som også skinner igennem i Josefus’ skrifter:

Oprøret var religiøst motiveret. Målet var at rense landet for romersk urenhed og genskabe det bibelske Davidsrige. Det var hellig krig med profeten Esajas som sidste våben.

Morten Hørning Jensen er lektor på Menigheds-fakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.