Prøv avisen

Nye idealer forandrer religionsundervisning

Undervisning i tro og religion har historisk set været et middel til at sikre sammenhængskraft i de europæiske lande. Men midlerne til at opnå det resultat ændrer sig konstant. Her er det elever i femte klasse på en katolsk skole i Sarajevo i Bosnien d. 16. oktober 2009. - Foto: DANILO KRSTANOVIC Denmark

Tendensen i Europa er at gøre religionsundervisning mindre forkyndende

Det er ikke kun i Danmark, at undervisning i religion og kristendomskundskab er til debat. Voksende sekularisering og en voksende tilstedeværelse af elever med anden - eller ingen - religiøs baggrund sætter spørgsmålstegn ved indholdet i religionsundervisningen.

Til gengæld er der kun begrænset kritik af, at der i det hele taget findes religionsundervisning i skolerne. Religionsundervisning ses i stigende grad som et vigtigt redskab til at skabe kompetente borgere.

- Selv et land som Frankrig, som havde forvist religionsundervisning fra skolerne, er begyndt at integrere religion som et tværgående tema i fag som historie, geografi og litteratur i erkendelse af, at man ikke kan forstå verden, hvis man intet ved om verdensreligionerne, konstaterer Luce Pepin.

Hun er specialist i religionsundervisning i Europa og forfatter til en ny rapport om spørgsmålet, som Netværk af Europæiske Fonde, en samarbejdsorganisation for fonde med et socialt og paneuropæisk sigte, har bestilt.

– De fleste undervisningssystemer er stadig forkyndende i den forstand, at de har hovedvægt på én religion og sigter mod at lære eleverne en korrekt religiøs praksis. Men tendensen går imod større vægt på faktuel viden og åbning i forhold til andre religioner og ikke-religiøse livssyn for at give eleverne redskaberne til at reflektere over afgørende etiske livsspørgsmål og desuden orientere sig i et multireligiøst samfund, siger Luce Pepin.

I den konfessionelle, forkyndende ende finder vi især et land som Rumænien, hvor der undervises i den ortodokse kristendom på en måde, der nærmer sig katekismus uden nævneværdig plads til kritisk afstand endsige indsigt i andre religioner. Undervisningen er ikke obligatorisk, men kun ganske få elever benytter sig af muligheden for at blive fritaget.

En anden udgave er den hollandske, såkaldte søjle-model, hvor hele samfundet er organiseret omkring de forskellige trossamfund, og hvor hver trosretning har sine egne offentlige eller private skoler med undervisning i den tilhørende tro.

Men den forkyndende undervisningstradition opblødes i stigende grad. Holland indførte i 1988 et modul i "filosofiske og religiøse bevægelser". Og i Spanien, hvor den katolske kirke organiserer religionsundervisningen og udpeger underviserne i henhold til en aftale med Vatikanet, er lignende ordninger siden 1992 blevet indført med de protestantiske, jødiske og muslimske trossamfund. Oveni har en lovændring fra 2006 suppleret den valgfri religionsundervisning med et obligatorisk etikfag.

En lignende udvikling er i gang i Tyskland, hvor religionsundervisningen traditionelt har været forkyndende og organiseret af enten de katolske eller protestantiske trossamfund.

Her er delstaten Brandenburg i færd med at udvikle et obligatorisk fag i "fundamentale livsspørgsmål, etik og religion", mens Hamborg eksperimenterer med et bredt religionsfag i samarbejde med de forskellige trossamfund. Og Berlin har helt afskaffet den traditionelle religionsundervisning og i stedet indført et obligatorisk etikfag, som nu kritiseres af forældre, der ønsker den tidligere religionsundervisning genindført som valgfag på lige fod med etikfaget.

De nordeuropæiske protestantiske lande er derimod overvejende ikke-forkyndende. Til denne gruppe regner Luce Pepin også Danmark, selvom vægten på den evangelisk-lutherske kristendom er markant.

– Men undervisningen er baseret på formidling af faktuel viden med en målsætning om en neutral undervisning, som adskiller den danske kristendomskundskab fra de forkyndende modeller, mener Luce Pepin.

Og endelig har England udviklet en religionsundervisning, som både er ikke-forkyndende og multireligiøs. Indholdet defineres i høj grad lokalt med deltagelse af de lokale trossamfund, både kristne og ikke-kristne. Eleverne skal lære om alle verdensreligioner samt filosofiske og humanistiske strømninger, men 51 procent af undervisningen skal handle om den anglikanske statsreligion.

"Denne udvikling viser, at religionsundervisningen på forskellige måder og med varierende held er i færd med at tilpasse sig til nye forventninger og til en multikulturel virkelighed", konstaterer undersøgelsen.

– En af de tunge tendenser er, at religionsundervisningen i stigende grad tager udgangspunkt i religionsvidenskab med en neutral, ikke-forkyndende undervisning. I så fald kan det forekomme naturligt, at denne udvikling går hånd i hånd med, at faget bliver obligatorisk, konstaterer Luce Pepin.

Denne tendens til at gøre religionsundervisningen obligatorisk hænger sammen med en anden udvikling, nemlig at religionsundervisningen i stigende grad får til opgave at gøre eleverne til samfundsborgere, der kan håndtere en multikulturel virkelighed.

Det er en målsætning, som blandt andet bakkes op af Europarådet.

"Regeringerne bør styrke religionsundervisningen og favorisere dialogen med og mellem religionerne", hedder det blandt andet i en anbefaling fra 2005, der opfordrer regeringerne til at sikre, at religionsundervisningen "har til formål at give eleverne indblik i alle de religioner, der praktiseres i deres land og i nabolandene".

De såkaldte Toledo-retningslinjer, som blev vedtaget i 2007 af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, understreger, at "viden om religion og tro kan styrke respekt for andres religionsfrihed som et led til at skabe demokratisk borgersind i samfundet og styrke samfundets sammenhængskraft".

Hun afviser, at det forhindrer religionsundervisningen i at formidle særlig indsigt i den eller de religioner, som har formet et lands historiske og kulturelle arv.

– Selv en klart multikulturel religionsundervisning som den engelske lægger særlig vægt på flertalsreligionen, påpeger hun.

Det såkaldte REDCo-program, et flerårigt forskningsprogram under EU-Kommissionen, som blev afsluttet tidligere på året, viser netop, at de europæiske skoleelever i vid udstrækning er positivt indstillede over for at lære om religion, både deres egen og andres.

Elever, som modtager religionsundervisning, er mere villige til at diskutere religion og har større tolerance over for andres tro, i hvert fald i klasseværelset, selvom tolerancen ikke altid følger med ud i skolegården og det virkelige liv, konkluderer REDCo, der står for "Religion i Undervisningen: et bidrag til dialog eller konflikt"?

Selvom der internt i de enkelte lande kan være stærk diskussion om den retning, religionsundervisningen tager, er der udbredt opbakning blandt specialister i religionsvidenskab og -undervisning i Europa, herunder også blandt kirkeligt inspirerede organisationer.

– Religionsundervisningen som en kilde til religiøs tolerance er en meget vigtig dimension. Men man skal ikke overspille den. Religionsundervisning kan ikke løse alle samfundsproblemer i forbindelse med det multikulturelle samfund, advarer Peter Schreiner, forskningskoordinator ved det evangeliske Comenius Institut for religionsundervisning i Münster og formand for Intereuropæisk Kommission for Kirke og Skole, ICCS, et netværk af europæiske kirkelige organisationer.

Han peger især på betydningen af, at religionsundervisningen har en kritisk distance til tro.

- Det stiller krav til lærernes uddannelse. Bedre uddannelse af religionslærerne er en af de store udfordringer for religionsundervisningen i Europa, mener Peter Schreiner.

kirke@kristeligt-dagblad.dk