Nye valg i sogne ligner succes

162 sogne har testet ny type menighedsrådsvalg

Den nye forsøg med ventilordning til menighedsrådsvalget kan bedst sammenlignes med en almindelig generalforsamling, og 162 sogne afprøvede i tirsdags landet over, om ordningen er en god idé.
Den nye forsøg med ventilordning til menighedsrådsvalget kan bedst sammenlignes med en almindelig generalforsamling, og 162 sogne afprøvede i tirsdags landet over, om ordningen er en god idé. Foto: Niels Aage Skovbo.

Der er en stille spænding i luften i Gedveds sognehus ved Horsens, da stemmerne til menighedsrådsvalget i Kattrup og Tolstrup sogne tælles op tirsdag aften. Nok er der ikke flere kandidater, end der er brug for men spændende er det alligevel altid at se, hvilken placering man som kandidat fik på listen. Den lille papkasse med et hul i toppen udgør den hjemmelavede stemmeurne, som omhyggeligt tømmes, før stemmerne gøres op.

Kristeligt Dagblad er til valgforsamling med ventil, som det hedder. Det er en historisk ny forsøgsordning forud for det kommende menighedsrådsvalg, som egentlig først afvikles den 13. november.

LÆS OGSÅ: Menighedsråd vælger nye veje

Den nye ordning kan bedst sammenlignes med en almindelig generalforsamling, og 162 sogne afprøvede i forgårs landet over, om ordningen er en god idé. Ordet ventil hentyder til, at der efter valgforsamlingen stadig er mulighed for at indkalde til et valg. Skulle nogen være utilfredse med aftenens resultater, kan der opstilles alternative lister indtil tirsdag den 18. september.

De første meldinger fra tirsdag aftens valgforsamlinger er overvejende positive, oplyser formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen.

LÆS OGSÅ: Bispekandidat: Stop den nedladende vurdering af menighedsrådene på landet

Vi har foretaget en rundringning til 24 steder, hvor man holdt valgforsamling, og 23 steder er det lykkedes at få stillet et nyt menighedsråd. Samtidig var der i gennemsnit 42 deltagere, hvilket ikke er dårligt for en lokalforening i dagens Danmark. Vi skal ikke gøre det bedre, end det er, men det er ikke rent indspisthed, hvis der sidder 50 mennesker og stemmer om, hvem de vil have i menighedsrådet de næste fire år. Det er noget, der ligner demokrati efter mine begreber, og det, synes jeg, er en meget positiv ting, siger Inge Lise Pedersen.

LÆS OGSÅ: Kirken skal være åben for alle

Ministeriet for Ligestilling og Kirke havde tirsdag aften åben for en hotline til klokken 20.30, hvis menighedsrådene fik problemer. Kontorchef Pernille Esdahl sad ved en af telefonerne.

Vi fik kun syv-otte henvendelser af valgteknisk karakter, så det store antal valgforsamlinger taget i betragtning er der meget, der tyder på, at valgforsamlingerne er forløbet godt rundt omkring, siger Pernille Esdahl.