Prøv avisen

Nye valgregler ændrede biskoppernes profil

Valgreglerne ved de danske bispevalg har i sig selv betydet, at vi har fået medieegnede kirkelige ledere, der er kirkeligt midtsøgende og har forkærlighed for de små landsogne

Kirkeanalyse

Folkekirken skal igen have bispevalg. Det giver anledning til at se nærmere på den særlige danske valgform, der præger udfaldet. Som valgreglerne, så biskopperne. Det viser sig, når vi ser på historien bag den nuværende danske bispevalglov.

Indtil 1922 blev bispevalg afgjort af kongen og dennes minister. Kongelig udnævnelse betød, at man kunne vælge de lærdeste teologer til biskopper. Man kunne også tilgodese de forskellige kirkelige retninger. Da disse var ved at vokse sig store, gjorde kongen i 1895 Skat Rørdam til biskop i København, selvom – eller netop – fordi han var grundtvigianer. Den sidste kongelige bispeudnævnelse fandt sted i 1921, hvor man til Viborg udnævnte Johannes Gøtzsche, den mest markante indremissionske biskop nogensinde.

Ved sådanne udnævnelser var retningerne anerkendte, og man fik inddraget deres kræfter til gavn for kirken. Ulemper ved de kongelige udnævnelse var nepotismen. Kingo skrev drabelige hyldestsange til enevoldskongen og blev biskop i Odense i 1677. Pastor Harald Ostenfeld i København var kirkeministerens kirkepolitiske meningsfælle og blev så udnævnt til det højeste kirkelige embede i 1911.

For at undgå dette misbrug skulle bisperne i stedet vælges, men hvordan?

Det Kirkelige Udvalg foreslog i 1907 en valgforsamling på 16 personer til at vælge den nye biskop: Fire fra det påtænkte kirkeråd, fire præster og fire lægfolk fra stiftet, tre af landets øvrige biskopper og et medlem fra det teologiske fakultet. Dermed tilgodeså man folk fra stiftet og også mere overordnede kirkelige hensyn ved kirkerådsmedlemmer og biskopper. Der var også taget hensyn til den teologiske ekspertise, og gejstligheden ville have fået stor indflydelse. I den retning gik den norske bispevalglov, men i Danmark blev det ved forslaget.

Et andet forslag fra 1920 gik på at lade stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer stemme hver for sig, hvorefter de øvrige biskopper skulle have udtaleret, før ministeren lavede en indstilling til kongen. Dette forslag lagde endnu større vægt over på folk i stiftet, men hvis præsterne foretrak en anden end lægfolket, ville afgørelsen skulle træffes i ministeriet. Så kunne der fortsat af ministeren være taget hensyn til præsternes særlige interesser og skelet til de kirkelige retninger.

Venstremanden I.C. Christensen fik dog i 1922 med knebent flertal vedtaget den bispevalglov, der stadig i hovedtræk er gældende: Præster og lægfolk i stiftet stemmer samlet, og de andre biskopper har ingen udtaleret. Siden har danske bispevalg udelukkende været et lokalt anliggende, og overvejende en sag for lægfolk, der jo er i stort flertal i menighedsrådene.

Blandt fordelene ved denne valgmodel er, at afgørelsen er blevet lokal. Ingen kirkeminister har trodset demokratiet ved at gøre brug af sin ret til at udnævne en anden end den, der fik flest stemmer. En nyudnævnt biskop kan også regne med at have bred opbakning i stiftet.

Ulemperne ved loven er, at biskopper vil høre til på den kirkelige midtbane, hvor de fleste stemmer ligger. Selv valgformen har også fremmet en særlig mennesketypes chancer.

En stilfærdig præst med stor teologisk indsigt og sjælesørgeriske evner kunne blive en rigtig god biskop, hvis man lægger vægt på at en biskop primært skal være forkynder og en præsternes præst. Men uden at være folkelig og medrivende gennem en lang valgkamp, opnår vedkommende næppe valg.

Fra grundtvigsk-tidehvervsk hold bryder man sig ikke om biskopper, der udtaler sig om stort og småt til journalister, der vil høre "kirkens mening". Men de har en kamp op ad bakke, når selve valgformen i praksis favoriserer de medieegnede formidlere.

Ønsker man en biskop, der vil modernisere kirkens former i et urbaniseret samfund, har man også strømmen imod sig. En bispekandidat gør klogt i at lægge vægt på de små sogne, for landsognene er overrepræsenterede i vælgerkorpset: 10 små sogne på Vestsjælland med tilsammen 1500 indbyggere har 60 stemmer til bispevalget, mens et bysogn med 15.000 mennesker kun har 15 stemmer.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver lørdag en analyse af aktuelle begivenheder og strømninger i kirken og troens verden. Forfatteren til denne uges analyse, Kurt. E. Larsen er kirkehistoriker, ph.d. ved Menighedsfakultetet i Århus