Nyfundne prædikener af Kaj Munk

Kaj Munks Forskningscenter på Aalborg Universitet har opdaget 200 hidtil upublicerede prædikener i Kaj Munks papirer. De lægges nu ud på internettet

Digterpræsten Kaj Munk. -
Digterpræsten Kaj Munk. -. Foto: Ukendt Nordfoto.

Med fundet af omkring 200 hidtil upublicerede prædikener af Kaj Munk åbner der sig nu helt nye muligheder for at få indblik i dramatikeren og digteren Kaj Munks virke som præst. Det er et hidtil uudforsket område, oplyser forskningsleder ved Kaj Munk Forskningscentret ved Aalborg Universitet, dr. phil. Søren Dosenrode.

- Prædikenerne dækker alle årene, fra Kaj Munk begyndte som præst i Vedersø og frem til hans død i 1944, og giver os derfor en enestående mulighed for at få et nærmere overblik over, hvad Kaj Munk tænkte i disse år ud fra sit arbejde som præst og teolog.

- Nogle mener, at Kaj Munk ikke havde nogen teologi, fordi han først og fremmest var dramatiker og digter, men selv så Kaj Munk sig først og fremmest som præst. Det var det, der drev ham, og kristendommen, der satte pejlemærker for hans dramatik. Det vil der nu blive mulighed for at få en mere systematisk viden om, og det er et hul, der endnu mangler at blive dækket i vores viden om Kaj Munk.

Kaj Munk Forskningscentret har fundet de 200 prædikener i de Munk-papirer, universitetet købte af Kaj Munks arvinger for 1,5 millioner kroner, samtidig med at forskningscentret blev oprettet i 2005. I forvejen kender man omkring 90 prædikener af Munk. Med det nye fund har forskningscentret nu besluttet hver uge at lægge en Kaj Munk-prædiken, som relaterer til den kommende søndags tekst, ud på sin hjemmeside, begyndende med en prædiken til første søndag i advent.

- De nyfundne prædikener giver mulighed for at dække hele kirkeåret, både første og anden tekstrække, fortæller Søren Dosenrode, men i øvrigt er der stor forskel på, hvor udarbejdede de enkelte prædikener er.

- I nogle tilfælde er der nærmest tale om stikord, som Kaj Munk lige har kradset ned efter en jagttur på heden og så holdt sin prædiken frit ud fra det. Han var i høj grad "det levende ords mand", men andre gange har han valgt at skrive, og omhyggeligt gennemarbejde, sin prædiken. Karakteristisk for dem er, at de var meget korte. Kaj Munks prædikener varede normalt ikke mere end 10-15 minutter.

Offentliggørelsen af de nyfundne Kaj Munk-prædikener sker som led i den digitalisering af Munks samlede værker, som forskningscentret arbejder på. Der er tale om et omfattende projekt alene af den grund, at der i mange tilfælde – som med prædikenerne - er tale om håndskrevne manuskripter, der skal tydes og skrives ind i databasen.

En af de få danske teologer, der har forsket i Kaj Munks teologi, er Ricardt Riis, forhenværende sognepræst i Horsens. Han mener, at det nye materiale vil få betydning for opfattelsen af Kaj Munk som præst.

- Han var jo noget af en springfyr, som i sit forfatterskab i høj grad lod sig inspirere af den tid, han var en del af, men bag det hele ligger en grundlæggende teologisk og kristen holdning, som også gør sig gældende i hans prædikener. Den kan være svær at få fat på, men det er forkert at påstå, at Kaj Munk ikke havde nogen teologi. Han var ganske rigtigt ikke dogmatiker, men havde derimod en særlig evne til at opfange tidens stemninger, hvilket jo sætter sig igennem i hans journalistik, og blik for hverdagens store og små begivenheder.

- Munk havde en evne til at fange sine tilhørere, som når han for eksempel i en prædiken går i direkte dialog med Gud om, hvorfor han ikke kunne blive missionsmand. Man kedede sig ikke, når man hørte Munk prædike. Han var jo dramatiker.

Teologisk blev Kaj Munk blandt andet præget af Oxfordbevægelsen, der satte sig igennem herhjemme i 30'erne, og som han skrev om i bogen "10 Oxford Snapshots".

- En af de opfattelser, man finder her, var jo, at mennesker kan modtage en direkte guddommelig vejledning i deres liv, og det passede meget godt med Kaj Munks missionske baggrund, siger Ricardt Riis.

Adressen på Kaj Munk Forskningscentrets hjemmeside er www.kajmunk.hum.aau.dk

steens@kristeligt-dagblad.dk