Nyreligiøsitet udfordrer folkekirken

Spirituelle og østligt inspirerede bevægelser har det seneste årti ændret karakter fra sektlignende sammenslutninger til moderne tilbud til søgende mennesker

Nyreligiøse strømninger udfordrer folkekirken. Den bliver nødt til af tage stilling til spiritualitet.
Nyreligiøse strømninger udfordrer folkekirken. Den bliver nødt til af tage stilling til spiritualitet. Foto: .

Åndelighed og elementer fra Østens religioner lever i bedste velgående i Danmark.

For knap to år siden viste en undersøgelse, at op mod hver sjette dansker tror på reinkarnation, og i går kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at nyreligiøse og spirituelle internethjemmesider brager frem og presser kristendommen kraftigt i det virtuelle univers.

Denne udvikling falder sammen med, at en række kristne dialogforeninger herhjemme de seneste år enten har nedlagt eller skåret kraftigt i deres informationsarbejde om nye religioner og spiritualitet – senest lukningen af Dialogcentret i dag.

Og de spirituelt orienterede bevægelser har formået at tilpasse sig nutiden, så de bliver attraktive for danskerne, mener religionsforsker René Dybdal Pedersen, som har specialiseret sig i nye religioner.

"Rent antalsmæssigt vurderer jeg, at der er flere nyreligiøse bevægelser i Danmark nu end i 1970'erne og 1980'erne. Samtidig står de ikke længere som skræmmeeksempler, for de har sadlet om og har fokus på personlig udvikling, som er fint i tråd med nutidens samfundstendenser. De slår på, at de er spirituelle grupper, og det er ganske enkelt moderne," siger han.

Netop tilpasningen til det danske samfunds individorientering gør de nyreligiøse bevægelsers ideologier interessante for mange. Og selvom skellet mellem bevægelserne og folkekirken ikke er så skarpt som tidligere, kan folkekirken ikke ignorere bevægelsernes tilstedeværelse, vurderer René Dybdal Pedersen.

"De nye religioner har succes, så hvis ikke folkekirken tager stilling til dem, kan det påvirke medlemstallet. De nye grupper synes at have fingeren mere på pulsen."

Også Mogens S. Mogensen, konsulent med speciale i tværreligiøse bevægelser, har bidt mærke i bevægelsernes tilpasning til nutiden.

"Man kan se sådan på det, at bevægelserne har fået succes ved at sætte ind på et område, som kirken har forspildt at arbejde med: spiritualiteten. Hvis ikke folkekirken giver folk mulighed for eksempelvis at udfolde sig meditativt, finder folk det andre steder," lyder det.

Derfor må folkekirken tydeliggøre, hvad kristendommen er, og finde ud af, hvad folk søger, når de drages af blandt andet reinkarnation, råder Mogens S. Mogensen. Men netop reinkarnation er uforeneligt med kristendom, pointerer Thomas Reinholdt Rasmussen, sognepræst i Vendsyssel. Han tvivler på, hvor meget spiritualiteten rent faktisk trives i Danmark, da han selv yderst sjældent møder den i sit embede.

"Jeg mener ikke, at spiritualitet fylder ret meget, men som præst spørger jeg jo heller ikke, hvad folk tror på, når de træder ind i kirken. Hvis spiritualitet fylder noget, må det være overfladisk. Dog vil jeg sige, at de religiøse bevægelser kan udgøre et problem, i det øjeblik folk ikke længere lytter til, hvad kristentroen handler om. I kristendommen er frihedstanken afgørende, og den går man helt glip af, når man hos de religiøse bevægelser skal arbejde for religiøsiteten."

gehlert@k.dk