Prøv avisen

Ny teologistuderende: Præst gjorde mig interesseret i kirken

Ida Rosenstand begyndte på teologistudiet på Københavns Universitet i mandags. Drømmen er at blive præst. – Foto: Leif Tuxen

Ida Rosenstand er i denne uge begyndt at læse teologi. Siden barnsben har kristendommen haft en central plads i hendes bevidsthed, men det er særligt fællesskabet i kirken og en særlig præst, der får den unge kvinde til at komme i kirken i dag

Ida Rosenstand viser det trætrin, hvor hun som kirketjener i Ishøj Kirke beder ind- og udgangsbøn. Selvom hun fortæller, at der kommer færre og færre i kirken, giver det alligevel et mod, når hun ser en person på kirkebænken nikke til hendes bøn. ”Så ved jeg, at jeg trænger igennem til nogen,” siger hun. Visionen i fremtiden er at stå foran alteret og prædike. Derfor begynder den 20-årige Ida Rosenstand nu på teologistudiet på Københavns Universitet.

Det var nu ikke, fordi studiet lå i kortene for den studerende. Tværtimod var Ida Rosenstand overbevist om, at hun skulle arbejde med naturvidenskab, hvorfor hun en kort periode læste farmaci. Men Ida Rosenstand kunne ikke længere se sig selv have en hverdag i et laboratorium. Hun savnede mere interaktion med mennesker.

”Min lærer gennem 10 år i folkeskolen sagde altid: ’Ida, du bliver præst.’ Selvom jeg dengang tænkte ’glem det’, så har jeg skiftet mening, efter at jeg så, hvad præstegerningen er. Det er ikke bare at sidde ude i Ishøj Landsby og skrive prædikener til hver søndag. Tværtimod er der meget mere liv i det,” siger hun.

Kirkelivet er heller ikke fjernt fra Ida Rosenstand, der siden barnsben har været kirkesanger i sognet. Dengang var det noget mere end sangen, som fik hende ud af fjerene hver søndag morgen. Hun oplevede nemlig et fællesskab, der siden har haft en vigtig betydning i hendes liv.

”En prædiken er som en blog. Præsten taler om, hvad personen har funderet over, og hvordan man kan give nogle tips til andres liv. Den blog giver en indsigt i andre mennesker.”

Men det er mere end at interagere med mennesker, der får Ida Rosenstand til at vende tilbage til Ishøj Kirke. Så længe hun kan huske, har hun haft en tro på kristendommen. Derfor fandt Ida Rosenstand tidligt sin egen vej til prædiken i kirken, selvom forældrene mest praktiserer religionen inden for hjemmets fire vægge. Og på trods af, at hun ikke længere er at finde syngende i kirken hver søndag, så giver kristendommen en ro i hverdagen.

”Troen på Gud giver et håb om, at livet er godt. Og en form for tryghed. Der er altid en dag i morgen, og det skal nok gå det hele. Jeg bruger kirken og fællesskabet til at finde glæden,” siger Ida Rosenstand.

Særligt fællesskabet i Ishøj Kirke har en betydning for hende. Det er kirkens præst, Ane Øland Bækgaard, der siden Ida Rosenstands spæde teenageår har gjort, at hun gerne passerer andre kirker på vejen fra sit hjem for at opleve prædiken i Ishøj Kirkes lille kølige kirkerum.

”Ane har altid været et ikon med hendes røde læber, glimmersko og korte hår. Hun udstråler en varme og en fest. Det er noget andet end den præst, jeg blev konfirmeret af, der stod i grå bukser og poloskjorte og formanede: ’I skal læse Lukasevangeliet,’” siger Ida Rosenstand.

Derfor er det også hendes plan at tage ud til prædiken i Ishøj Kirke, selvom hun lige er flyttet til København, hvor hun er tættere på studiet. For Ida Rosenstand er inspireret af teologer, som hun påpeger, ikke altid er så traditionelle. Kierkegaards tænkning er hun glad for, og særligt hans citat ”forventningens glæde er den største”, husker hun på:

”Det minder mig om, at man skal huske at finde en ro. Det husker jeg, selvom jeg ikke bruger Kierkegaards refleksioner i min hverdag. Men man tænker jo heller ikke over kemireaktioner, når man laver mad i hverdagen, selvom man kender til dem. Alligevel bruger man det hele på en ubevidst måde.”

Og roen finder Ida Rosenstand i kirken:

”Det er min tid. Ligesom der er nogen, som læser en bog eller tager ud og træner. Så er kirken min meditation.”

Selvom Ida Rosenstand påpeger, at der kommer færre i kirken, skræmmer det hende ikke fra at blive præst, om hun så skal prædike for få mennesker:

”Vi er mere religiøse, end vi tror, vi er. Vi afviser det meget mere, end vi funderer over, hvor meget religion egentlig er en del af samfundet. Næstekærligheden er et eksempel. Vi vil så gerne være faktuelle i samfundet i dag, men kirken prøver ikke at være faktuel, den er menneskelig,” siger Ida Rosenstand.

Troen på Gud giver et håb om, at livet er godt. Og en form for tryghed. Der er altid en dag i morgen, og det skal nok gå det hele. Jeg bruger kirken og fællesskabet til at finde glæden

Ida Rosenstand, teologistuderende
Foto: Leif Tuxen