Nyt kirkemedie vil sætte løsninger på tapetet

Kristeligt Dagblad lancerer et nyt specialmedie. Kirke.dk bliver løsningsorienteret journalistik i ny målestok, siger Kristeligt Dagblads chefredaktør

"Kirke.dk skal være det sted, hvor man kan dele faglig viden på tværs af faggrupper, organisationer og kirkeligt tilhørsforhold,” siger chefredaktør Erik Bjerager (th.), som her ses sammen med udviklingschef Morten Thomsen Højsgaard og redaktør Kåre Gade (tv.).
"Kirke.dk skal være det sted, hvor man kan dele faglig viden på tværs af faggrupper, organisationer og kirkeligt tilhørsforhold,” siger chefredaktør Erik Bjerager (th.), som her ses sammen med udviklingschef Morten Thomsen Højsgaard og redaktør Kåre Gade (tv.). Foto: Leif Tuxen.

Der er ekstra travlt på Kristeligt Dagblads redaktion i disse uger. Et nyt medie er under forberedelse. I et nymalet redaktionsrum i indre København skrives der koncentreret for at få alt klar til den 21. september, hvor Kirke.dk lanceres som seneste skud på Kristeligt Dagblad-stammen.

Der venter brugerne en ny oplevelse, når de – mod et betalt abonnement – går ind på Kirke.dk, for de vil primært få journalistik til dem, som ”arbejder i kirkens maskinrum”, forklarer Erik Bjerager, Kristeligt Dagblads chefredaktør og administrerende direktør.

”Kirke.dk er et fagmedie. Det skal inspirere mennesker, der er professionelt eller frivilligt engageret i dansk kirkeliv og de kirkelige organisationer – menighedsrådsformanden, generalsekretæren, provsten, stiftskontorchefen med videre. På Kirke.dk får de overblik over de vigtigste faglige nyheder, debatter og begivenheder. Sådan et samlende overblik findes ikke nogen steder i dag,” lyder det fra Erik Bjerager, der understreger, at tilgangen ofte vil være konstruktiv på Kirke.dk:

”Der vil være fokus på at levere løsningsorienteret journalistik: Hvis der er et problem, vil Kirke.dk også pege på nogen, der har en løsning. Kirke.dk skal være det sted, hvor man kan dele faglig viden på tværs af faggrupper, organisationer og kirkeligt tilhørsforhold,” siger Erik Bjerager.

Til det formål er der bygget en ny redaktion op på avisen. Kåre Gade er udnævnt som redaktør på Kirke.dk. Mange læsere vil huske ham som tidligere kirkeredaktør og siden klummeskribent på Kristeligt Dagblad, og han forklarer, hvad det nye medie skal kunne, ved at give to eksempler på, hvordan Kirke.dk ville have grebet sommerens begivenheder an.

Kirke.dk skrives af en selvstændig redaktion under mediehuset Kristeligt Dagblad.
Kirke.dk skrives af en selvstændig redaktion under mediehuset Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen

”På Folkemødet ville vi have spurgt de kirkelige organisationer, hvordan de planlægger og afvikler deres deltagelse, og bagefter fulgt op med at spørge, hvad de vil gøre anderledes i 2019. Og i de seneste uger, hvor der har været fokus på samarbejdsproblemer mellem præster og menighedsråd, ville vi have set på, om der er tilsvarende konflikter, der faktisk er blevet løst, og hvordan,” forklarer Kåre Gade, som også nævner, at Kirke.dk vil have ”en meget tiltrængt kalender over kirkelivets faglige arrangementer – kurser, konventer og general- forsamlinger”.

I det hele taget vil Kirke.dk sætte en ære i løbende at levere værktøjer til læserne, som de kan bruge i deres daglige arbejde eller frivillige indsats, fastslår Kåre Gade.

Idéen om hjemmesider som fagmedier for en afgrænset skare af professionelle er velafprøvet. Den kendes i dag fra Altinget, der har haft succes med at sælge nyhedsbreve om for eksempel forskning, miljø og fødevarer. Og den samme betalingsmodel vil Kirke.dk følge.

”Kirke.dk er et digitalt nyhedsmedie svarende til for eksempel Watch-medierne eller Altingets specialmedier. Som abonnent modtager man Kirke.dk’s nyhedsbrev og får adgang til indholdet,” siger Erik Bjerager.

Kirke.dk hilses velkommen af Rasmus Nielsen, der i dag er udgiver af Altinget, som han også selv har stiftet.

”Det lyder, som om det kan blive et velfungerende koncept. Jeg har længe ment, at Kristeligt Dagblad burde lave sådan et medie,” lyder det fra Rasmus Nielsen fra Altinget, der i dag har 20 nyhedsbreve inden for særlige fagområder.

Kirke.dk slår dørene op den 21. september, men allerede nu kan man på internetadressen Kirke.dk skrive sig op til at modtage information om det nye medie.