Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Nyt lovforslag vil kun have biskopper i 12 år af gangen

Biskopper ligesom Karsten Nissen fra Viborg Stift skal fremover kun være ansat i 12 år, lyder det i et nyt lovforslag sendt i høring. - Foto: Rune Evensen

Kirkeministeriet sender nu et lovforslag i høring. Forslaget vil begrænse biskoppers embedsperiode til 12 år og samtidig hæve pensionsalderen

Biskopper i Danmark skal højst være i embedet i 12 år.

Sådan lyder det i et nyt lovforslag, som Kirkeministeriet netop har sendt i høring.

En arbejdsgruppe med repræsentanter fra ministerium, biskopper, menighedsråd, præster og provster har foreslået 12 år som tidsperioden for en biskops ansættelse. Samtidig er et flertal i gruppen enig om, at det ikke skal være muligt for en biskop at søge om valg i et stift, hvor han tidligere har været biskop.

Forslaget om at gøre biskoppers ansættelse tidsbegrænset - også kaldet ansættelse på åremål - er en del af regeringsforslaget fra 2007. Men på trods af arbejdsgruppens anbefalinger har blandt andre biskop i Fyens Stift, Kresten Drejergaard, i en mindretalsudtalelse peget på, at bispeembedet i luthersk tradition først og fremmest er at føre tilsyn med kirkens forkyndelse og lære samt med forvaltningen af sakramenterne.

- Endelig har Kresten Drejergaard beklaget, at der ikke er udtrykt et formål med at indføre åremålsansættelse af biskopper. Arbejdsgruppens øvrige medlemmer har noteret sig, at regeringens initiativ om fremover at indføre ansættelse på længerevarende åremål for nyudnævnte biskopper, er udtryk for en politisk beslutning. Enkelte medlemmer af arbejdsgruppen savner dog, at der inddrages teologiske overvejelser, står der i arbejdsgruppens rapport.

I lovforslaget er også en ændring af præster, provsters og biskoppers pensionsalder fra 70 til 75 år.

Høringsfristen er 18. december.

Regeringen går ind for åremålsansættelser af biskopper. Så langt er man endnu ikke nået, så Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, hvis bispevielse billedet er fra, kan blive på posten, til han fylder 70 år. -- Foto: Leif Tuxen.