Prøv avisen

Nyt museum skal bære EU’s værdier frem

I Leopold Park i Bruxelles kan man nu besøge EU’s nye ­museum ”Huset for Europæisk Historie”. På de 8000 kvadratmeter inde i huset udstilles kunst, ­historiske genstande og film og video, som skal anskueliggøre, hvordan europæerne er kommet dertil, hvor de er i dag. Foto: EU

Samtidig med Frankrigs skæbnevalg for Europa åbner et EU-museum, der spørger, hvad Europa er. Vi har ikke formidlet den europæiske identitet godt nok, mener EU-Parlamentets tidligere formand Hans-Gert Pöttering

Hans-Gert Pöttering er inkarnationen af EU’s historie.

Hans far døde på fronten som tysk soldat. Han gik selv den modsatte retning, satte alt ind på det europæiske projekt og blev valgt ind i Europa-Parlamentet i 1979.

Ordet Europa indgår i titlen på snart sagt alle hans bøger.

Den kristendemokratiske politiker er også manden bag det nye museum Huset for Europæisk Historie, der åbnede i denne weekend i Bruxelles med den enorme opgave at samle århundreders europæiske historie.

”Lad os tale positivt om Europa,” siger Pöttering til de journalister, der er mødt frem for at høre hans præsentation af museet i den belgiske hovedstad. Da han sænker hovedet et kort øjeblik efter sætningen, kommer den til at ligne en bøn.

Og museet har et positivt syn på Europa og på EU. Den politiske dagsorden gennemstrømmer hele projektet: Engang var der blodige krige, men så kom EU og skabte fred. Det er grundfortællingen.

”Dette museum skal fortælle, at EU er baseret på værdier. Men alting er skrøbeligt. Jeg har begået den samme fejl mange gange. Jeg har sagt, at vi har haft fred i Europa i 70 år. Men det er ikke sandt. Det er kun de lande, der har været med i EU, der har haft fred,” siger Pöttering med henvisning til krigene i Eksjugoslavien og Ukraine.

Trods forudsigeligheden er museet dog elementært dramatisk. For det stiller et af tidens mest centrale politiske spørgsmål: Hvad er Europa?

Europa er folkemord og Beethoven. Europa er romersk slaveri og Aristoteles’ tænkning. Og Europa er dampmaskiner og bedrøvede arbejdere med tunge byrder på ryggen. Det er, hvad man ser i Huset for Europæisk Historie, der kombinerer skulpturer, historiske film og klassisk musik i en vital sanseoplevelse.

Hans-Gert Pöttering bruger hellere ord end sanser til at forklare, hvad EU er.

”EU er en værdi-union. Vi tror på menneskets værdighed, demokrati, menneskerettigheder, frihed og solidaritet,” siger han til forsamlingen af journalister fra hele Europa.

Ingen kan være uenige. Men ordene kunne også være kommet ud af munden på en amerikansk præsident eller en FN-generalsekretær. Det er uklart, hvad det unikt europæiske er.

EU har haft succes med at sprede velstand og politisk stabilitet i lande, der tidligere var diktaturer. Men EU’s identitet er forblevet uklar for mange europæere. Adspurgt om Europas politikere har været gode nok på det punkt, løfter Hans-Gert Pöttering det glas hvidvin, der står foran ham.

”Man kan spørge, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Selv med alle de fejl, EU har, synes jeg dog, at vi kan være stolte af, hvad vi har opnået. Men vi har ikke haft succes med at overbevise europæerne om EU’s værdier,” erkender den katolske politiker.

Kristendommen er svær at komme udenom, når man taler om Europas historiske værdier. Men det er præcis, hvad det nyåbnede museum gør.

Ud over korte tekster om korstog og religionskrige er der kun få indslag om den troskultur, som har været bærende i Europa.

Der er et billede af Jomfru Maria, der kærtegner en tyr, og en 40 centimeter høj figur af en unavngiven pave fra en kirke i Utrecht. Som for at gøre ironien fuldkommen beskrives den ensomme pave med den korte sætning: ”Kristendommen var allestedsnærværende.”

I en særudstilling om udvekslinger over grænser i det middelalderlige Europa undgår tekster og objekter påfaldende at nævne det universale katolske netværk af klostre og kirker, men fortæller om, hvordan de gamle grækere, romerne samt senere bankfolk og handelsdrivende krydsede grænserne.

Til gengæld forklares det, at den franske croissant kom til Frankrig med en østrigsk bager. EU’s omgang med egne religiøse rødder fremstår på udstillingerne lige så identitetsforvirret, som da man i 2003 afviste at nævne kristendommen i forordet til Lissabon-traktaten. De EU-kritiske bevægelser på højrefløjen, som den kristendemokratiske Pöttering flere gange advarer imod, har lettere ved at tale om kontinentets kirkelige fortid end Huset for Europæisk Historie.

Museet føler sig på sikrere grund, når der tales om forskellighed. Europæernes forskellighed hyldes, men den giver også praktiske problemer i Huset for Europæisk Historie. For man kan ikke have skilte på 24 sprog ved alle genstande. Så i stedet udleveres der tablets (flade computere) med 24 sprog indprogrammeret. De er dog ikke blevet helt klar til journalistfremvisningen på alle sprog.

”Europa er oversættelse,” har den fransk-bulgarske filosof Julia Kristeva sagt med øje for, at det praktiske problem rummer en basal identitet for europæerne, der så ofte møder hinanden med forventning om en forståelseskløft. Hun har tilsvarende sagt, at Europa er den eneste verdensdel, hvor identitet er et spørgsmål. Det er det spørgsmål, Huset for Europæisk Historie stiller.

Om Europas brogede befolkning finder et svar, bliver afgørende for, hvilken fremtid det europæiske samarbejde får.

Europa-Parlamentet har betalt Kristeligt Dagblads rejse til Bruxelles.

I et særligt rum optræder EU's grundlæggere. Her ses Robert Schuman, der var arkitekten bag Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, en forløber for EU. Foto: Anders Ellebæk Madsen
Europa har sit navn fra kong Minos' mor, som her er gengivet på et antikt græsk relief. Hun blev ifølge sagnet taget med på en hvid tyr, som i virkeligheden var guden Zeus. Foto: Anders Ellebæk Madsen
"Warszawa-pagten" står der blot på skjoldet foran denne slaviske kriger, der optrådte på en kommunistisk reklame for østblokkens forsvarssamarbejde. Foto: Anders Ellebæk Madsen
Skoen her er finsk kuvertflet fra tiden under Anden Verdenskrig. Den skal minde om de fattige forhold, europæere har levet under i krigstider. Foto: Anders Ellebæk Madsen