Der er nogle ord, som bliver ved med at køre rundt i hovedet på sognepræst Henning Nielsen. Indimellem rider de ham som en mare, og han forsøger at få en mening ud af dem: "Das Rätzel gibt es nicht" – "Gåden findes ikke".
Da Henning Nielsen i 1982 blev ordineret i Århus, holdt Rosemarie Løgstrup en tale ved sammenkomsten bagefter. Hun var dengang menighedsrådsformand i Hyllested ved Ebeltoft, hvor Henning Nielsen havde fået embede. I dag husker han ikke meget af hendes tale, men ovenstående citat af Wittgenstein, som hun brugte, har han ikke glemt. "Gåden findes ikke".
Siden Rosemarie Løgstrup blev meldt savnet, har citatet ligget på Henning Nielsens skrivebord, og han har kun ønsket, at gåden om hendes forsvinden skal blive løst.
– Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hende, og jeg går ikke en tur igennem skoven eller langs stranden, uden at jeg tænker på, om hun mon har gået her. Jeg kigger bag træer og i risbunker efter hende. En masse tanker om, hvad der kan være sket, kører rundt i hovedet på mig, men det eneste, jeg kan forholde mig til, er, at hendes bænk bagest i kirken er tom, siger Henning Nielsen.
Der er gået tre måneder, siden den 91-årige enke efter teolog K.E. Løgstrup forsvandt fra sit hus i bakkerne ved Hyllested. Hendes ældste datter var taget ud til hende efter at have deltaget i et kursus om sin far på Aarhus Universitet for blot at konstatere, at der lå uåbnet post fra flere dage, og at hendes mor var væk. Politiet blev tilkaldt, og en storstilet eftersøgning med hunde og helikoptere i det meget varierede terræn blev iværksat over flere dage. Uden resultat.
Den følgende weekend gik Rosemarie Løgstrups børn sammen med lokalbefolkningen i gang med at lede. Alle i området kendte den gamle dame, for hun talte med folk, hun mødte, når hun gik sine daglige ture på et par timer. Nu var det tre-fire dage siden, at nogen havde set hende.
Hvad nogle naboer vidste var, at Rosemarie Løgstrup af og til var faldet på grund af små blackout, men det havde hun aldrig fortalt sine børn. Tværtimod udtalte hun i september sidste år til Kristeligt Dagblad, at hun ikke ville tage imod deres råd om at få en mobiltelefon. "Så jeg kan ringe, hvis jeg bliver dårlig på mine vandreture, men det vil jeg ikke have. Hvis jeg kreperer ude i skoven, så er det det."
I dag går familien ud fra, at Rosemarie Løgstrup er død.
– Det er i hvert fald det, vi må regne med, selvom hun ikke er fundet. Alle hendes ting er i huset, og alt tyder på, at hun har gået en tur og er forsvundet i området, så håbet er udtømt. I en søskendeflok på fem er der selvfølgelig forskellige reaktioner, og troen på, at hun stadig lever, eksisterer ind imellem iblandt os. Men da må vi over for hinanden konstatere, at det er usandsynligt, siger sønnen Jørgen Løgstrup, der ikke opererer med teorien om selvmord.
– Vi kan ikke udelukke noget, men det er usandsynligt, at hun har taget sit eget liv. Hun var så glad og livsbekræftende.
Ifølge politiet bliver 80-90 procent af denne slags sager opklaret, så familien forholder sig afventende. Der skal ikke være nogen form for mindehøjtidelighed foreløbig. Det er endnu for tidligt i en uafklaret situation, selvom familien naturligvis gerne så forløbet afsluttet.
– Man kan altid sige, at man skulle have gjort mere. De bebrejdelser hænger ved, så længe der ikke er en afklaring. Dem kommer man nok hurtigere over, når man har haft den rituelle afslutning, siger Jørgen Løgstrup.
Rosemarie Løgstrup havde sin faste plads bagest i Hyllested Kirke, og endnu kan sognepræst Henning Nielsen tage sig i at tænke, at "hun sidder der nok i dag". Hun kom i kirke hver eneste søndag, hvis ikke hun var ude at rejse. Hun har i det hele taget været et markant og engageret medlem af menigheden og af sognet. Henning Nielsen kalder hende pragmatisk, rystende kontant og dybt engageret.
Det pragmatiske kom blandt andet frem, da K.E. Løgstrup skulle begraves i 1981.
Rosemarie Løgstrup fandt selv en sten fra egnen. Det skulle ikke være en poleret sten, men én, som hørte til på den jord, hvor hun også med sin mand havde gået så mange, lange ture. Hun fik stenhuggeren til at indgravere navn og årstal, og neden under sin mands blev hendes eget navn og fødselsår indgraveret.
– For så skulle stenhuggeren til sin tid ikke have besværet med at flytte stenen, men ville kunne klare de sidste indgraveringer på selve gravstedet, fortæller Henning Nielsen.
Sognepræsten gemmer på mange "guldreplikker" fra Rosemarie Løgstrups mund. Hun er savnet i sit sogn.
– Mange her har været tæt på hende, fordi hun engagerede sig i så mange ting og altid tog del i debatten. Da hun forsvandt, var vi 60-70 mennesker, der mødtes i hendes hus klokken otte om morgenen for at gå i gang med en systematisk eftersøgning. Hver en gren blev vendt, og der var en udbredt skuffelse over, at det ikke lykkedes at finde hende. Nu skal folk selvfølgelig videre med deres egne sorger og glæder, men når de er sammen, taler de om hendes forsvinden. Vi mangler alle sammen en ritualiseret afslutning. Det ville hjælpe mange videre at være samlet om hendes navn i kirken – også selvom vi ikke skulle finde hende, siger Henning Nielsen.
Frank Bjørn Christensen er præst ved Jesuskirken i Valby. Han er tidligere sømandspræst og nu også orlogspræst, og han rejste nytårsmorgen 2005 med læger og politifolk til Thailand for at hjælpe tsunamiens efterladte. I dag ved vi, at 46 danskere forsvandt i flodbølgen, og at de 45 er identificerede. Men i dagene efter katastrofen måtte mange familiemedlemmer forlade Thailand i uvished om ægtefællers og børns skæbne.
– Uvished er altid værre end vished. Så længe man ikke har fået besked, er der selvfølgelig et håb, og efter tsunamien klyngede mange sig til urealistiske forestillinger. Man skal ikke tage håbet fra folk, og det nytter heller ikke noget at sige til dem, at de gør sig usandsynlige forhåbninger, for de skal selv komme frem til det. Nogle pårørende nægtede at tage hjem til Danmark, selvom de egentlig vidste, at der ikke var håb om at finde deres pårørende, fordi de ikke ville lade en eneste mulighed være uprøvet, hvor urealistisk den end måtte være, siger Frank Bjørn Christensen.
Intet tyder på, at der har fundet en forbrydelse sted i forbindelse med Rosemarie Løgstrups forsvinden. Men så længe alt ikke er afklaret, kan man selvfølgelig heller ikke udelukke noget.
– Muligheden for en forbrydelse kan dukke op i hovedet på én, og så prøver man at fortrænge de værste billeder, siger Jørgen Løgstrup.
Og netop de billeder, der udspringer af vores fantasi, kan være belastende for efterladte.
Nana Wiedemann er psykolog og leder af Krisepsykologisk Netværk inden for Røde Kors.
– Når man hænger fast i uvisheden og ikke kan komme igennem sorgprocessen, kan man forestille sig alt. Alle mulige forfærdelige måder, den savnede kan være omkommet på og har lidt på. Det giver den fri fantasi spillerum. Og når man ikke rigtigt ved, hvad man skal sørge over, kan det være svært at forholde sig til selve tabet. Når man mister et nært familiemedlem, som dør på rette tid og sted og på den rigtige måde, bliver man jo ked af det, men man kan som regel komme videre. Ægtefæller kan have svært ved det, men som regel kan man. Hvis man får et chok eller ikke ved, hvordan den døde er kommet af dage, kan det være svært at få sine tanker og følelser på plads. Og her har man behov for det ritual, som en begravelse er, siger Nana Wiedemann.
At familien Løgstrup ikke har været igennem det normale forløb med dødsleje og en rituel begravelseshandling gør ifølge Jørgen Løgstrup, at han og hans søskende får et andet fokus, end efterladte normalt har.
– I stedet for at koncentrere os om, at et menneske er død, kommer vi til at fokusere på det mystiske. Fokus bliver drejet væk fra tabet og hen til, at hun er forsvundet på en mystisk måde. Der bliver ikke plads til at få sørget over, at vores mor er død. Fordi vi ikke med sikkerhed ved, hvad der er sket, kan vi ikke få det afsluttet. Begravelsesritualet gør jo tabet klart, og det fokus bliver ikke dannet i vores situation – i hvert fald først over en længere periode, siger Jørgen Løgstrup.
I flere fiskersamfund står der mindesten for dem, der er forsvundet til havs. Og sidste år, 46 år efter at grønlandsskibet Hans Hedtoft forliste, overværede slægtninge og efterladte afsløringen af en mindesten for de 95 omkomne. Som erstatning for den grav, hvortil man kan rette sin sorg.
– Det er slemt, når de efterladte ikke har en grav at besøge, for graven er et fokuseringspunkt, som er med til at overbevise dem om, at det skete er sket. Og den erkendelsesproces er vigtig at komme igennem for at komme videre i sit liv. Al sorgbearbejdning og kriseterapeutisk arbejde går ud på at hjælpe folk videre. En katastrofe vil sætte sit præg på folk for altid. Man kan ikke gøre den ugjort, men man kan hjælpe de efterladte til at forlige sig så meget med tanken, at de kan leve videre med den, siger feltpræst Frank Bjørn Christensen.
Og til det kan kirkens ritualer også hjælpe, siger sognepræst Henning Nielsen.
– Vi har jo brug for de store ord i de vigtige faser i vores liv. Kirken er det store ceremonielle rum, hvor vi kan samles om de store glæder og den store sorg for at høre opstandelsesbudskabet. Det er vigtigt at samles og høre de ord, som lyder ved døbefonten, umiddelbart før man døber det lille barn efterfulgt af tre håndfulde vand. Og som lyder ved kisten efterfulgt af tre håndfulde jord: "Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store nåde har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde." Vi skal have lov til at høre det kristne håb forkyndt højt og tydeligt i det rum, hvor vi taler om Gud.
Engang sagde Rosemarie Løgstrup til Henning Nielsen: "Hvis Skaberen kalder ad mig, så er jeg jo her." Nu håber han på, at Rosemarie Løgstrup snart kan få en rigtig begravelse.