I begyndelsen af året modtog tre ansatte i Adventistkirken en nedslående besked: De blev fyret fra kirken.
To præster og en kontoransat måtte forlade deres arbejde på grund af en økonomisk krise i kirken, der ud over fyringerne også krævede, at man måtte gå ind i overvejelser omkring at sælge en række ejendomme for at få bugt med bundlinjens røde tal.
Det er den værste beslutning at skulle sige farvel til en medarbejder, som har tjent menigheden i flere år, siger Thomas Müller, næstformand i Adventistkirken.
Men skulle kirken overvinde krisen, måtte der fyringer til.
Økonomisk krise er et voldsomt udtryk, men vi valgte selv at bruge det, fordi vi pludselig stod med et budget for 2007, der så ud til at mangle tre en halv million, fortæller næstformanden.
Netop det scenario kommer ikke bag på Christian Vintergaard. Han er ph.d. og managing director ved Øresund Entrepreneurship Academy og beskæftiger sig med iværksættervirksomheder og selvstændige virksomheder. Christian Vintergaard mener, at frikirker og selvstændige virksomheder har mange fælles karaktertræk, og han har gennem sit arbejde defineret en række områder, der risikerer at suge selvstændige virksomheder ned som kviksand.
Fare nummer ét er at undervurdere det økonomiske aspekt, fortæller han.
En virksomhed har to ben: Det ene er idéen til det produkt, man vil sælge omsat til virksomhedstermer er det for frikirkerne åndelighed og tro. Det andet ben er økonomiske forståelse. De to leder sammen virksomheden til succes, forklarer han.
Når virksomheder starter, står de som regel kun på ét ben, nemlig idéen og her har man ikke nødvendigvis altid den rette økonomiske forståelse. En frikirke har som alle andre behov for at tjene penge, men ligesom andre selvstændige er de ikke nødvendigvis altid økonomisk velbevandrede. Og så risikerer man en halt virksomhed, vurderer Christian Vintergaard.
Men det er ikke altid reglen. Det mener Peter Lodberg, lektor ved Aarhus Universitets teologiske fakultet og tidligere formand for Danske Kirkers Råd, der har en række frikirker som medlemmer.
Min erfaring med frikirkefolk er, at de er økonomisk meget ansvarlige og gør et stort arbejde for at skabe gode økonomiske forudsætninger for kirkerne. Der er stor vilje til at give penge til arbejde, som man anser for nødvendigt, før man ser på det økonomiske output, siger han.
Men ifølge Christian Vintergaard opstår fare nummer to i det øjeblik, man lader virksomhedens idé og økonomi glide for meget sammen. Og det er der fare for hos nogle frikirker, fordi mange helst rekrutterer arbejdskraft inden for kirkens egne rækker.
I frikirkerne mødes man nok ikke så meget for at diskutere økonomi, men derimod tro og åndelighed og sådan skal det også være. Man kan kun strække sin interesse så langt, og så må man enten købe eller låne sig til økonomisk sans, hvis man ikke har tilstrækkeligt inden for egne rækker, siger Christian Vintergaard.
Noget kan der nok være om snakken, og rekrutteringsproblemet kan sagtens være generelt, medgiver Peter Lodberg. Det gælder både inden for frikirkelige og i folkekirkelige sammenhænge.
Det er da en gang imellem nødvendigt at kunne modtage professionel hjælp, der kan se sagerne med friske øjne og ikke er bundet op på traditioner, siger han.
Adventistkirken har dog været heldig i forhold til rekruttering: Der sidder både økonomer, jurister og revisorer fra Adventistkirken i bestyrelsen. Derfor er de vandtætte skotter heller ikke en model, der bruges i kirken simpelthen fordi det ikke kan lade sig gøre at skille økonomi og kirke ad, fastslår Thomas Müller.
Økonomi er noget, Gud har betroet os, ligesom resten af livet. Vi skal forvalte det på den bedste måde i samråd med Ham. I bestyrelsen har vi selvfølgelig øje for de økonomiske realiteter, og hvis budgettet gentagne gange ikke hænger sammen, så skal der justeres på det. Men samtidig lader vi nogle ting være op til Gud: Vi har ikke barberet helt ned, så budgettet går i nul. Der er stadig et forholdsvis stort underskud i 2007, og så må vi se, hvilke muligheder der åbner sig. Bestyrelsen udviser temmelig meget tro ved at have sådan et budget, siger Thomas Müller.
Den løsning ser Christian Vintergaard som temmelig utraditionel og et godt eksempel på, at det til tider kan være klogt helt at skille opgaverne.
Jeg har svært ved at forholde mig til, at man sætter sin lid til Gud, når man ordner regnskaber. Jeg kender ikke andre brancher, hvor man gør det, og jeg ville råde dem til at tage imod hjælp fra folk, som er mere nøgterne, siger han.
Thomas Müller vil ikke afvise, at Adventistkirken vil benytte hjælp udefra, men han peger på, at kirken som sagt har masser af kompetente kræfter i egne rækker. Når det økonomiske puslespil alligevel gik galt, skyldes det blandt andet, at bestyrelsen ikke var god nok til at planlægge frem i tiden, og at kirken stadig har store pensionsudgifter i forbindelse med Skodsborg Badesanatorium og helsekostfabrikken Nutana, som Adventistkirken ejede, men tabte en del penge på at afhænde i begyndelsen af 1990erne.
Men en nøgtern og udefrakommende økonomichef kan dog alligevel vise sig at blive en hæmsko, mener Peter Lodberg. Man skal nemlig passe på ikke at komme til at arbejde i to helt separate rum inden for samme kirke.
De økonomiske og værdimæssige prioriteringer hænger sammen, og derfor kan man ikke bare helt afskære økonomien fra den resterende kirke. Men jeg synes ikke, at løsningen er linjen fra adventisternes bestyrelse, hvor Gud så at sige slår alt, for det kan i modsat fald skabe et rum for vilkårlighed i omgangen med økonomiske midler, siger han og fortsætter:
Den svære kunst er jo at forene en sund tilgang til økonomien med bevidstheden om, at samme økonomi skal tjene den sag, kirken er til for, nemlig at forkynde, uddanne og være aktive i diakonien og missionsarbejdet.