Der er næppe stor lighed mellem det brød, Jesus delte ud i ved sidste måltid med sine disciple inden sin korsfæstelse, og den lille runde oblat, præster i folkekirken rækker ud til kirkegængere ved nadveren.
Ikke desto mindre har den ferske oblat formået at holde stand i flere hundrede år i kirken. Og trods omfattende fornyelsesforsøg af gudstjenesteformerne er det stadig den klassiske oblat, der i langt overvejende grad bliver spist ved nadverfejringen.
For eksempel lyder det fra Diakonissestiftelsens oblatbageri på Frederiksberg i København, der siden 1877 har forsynet landets kirker med nadverbrød, at efterspørgslen er fuldstændig uændret.
”Vores salg og produktion af oblater har ligget konstant i mange år. Vi producerer cirka tre millioner oblater om året,” siger Claus Pedersen, finansdirektør hos Diakonissestiftelsen.
Der er dog enkelte kirker, der forsøger sig med friskbagt brød i stedet for oblater blandt andet for at få en større sanselighed ind i nadveren, mens andre kirker forsøger sig med deciderede gourmetmiddage.
Men hos Diakonissestiftelsen kender Claus Pedersen kun til, at de har fået en enkelt forespørgsel på alternativer til den traditionelle oblat. Dog er de på det seneste begyndt at sælge oblater fri for gluten, tilføjer han.
Når oblaten stadig i dag er anvendelig i kirken, handler det ifølge domprovst ved Vor Frue Kirke i København Anders Gadegaard om en lige blanding af genkendelighed og praktiske forhold.
”Det er et stærkt symbol, og genkendeligheden i den er utvivlsomt vigtig for mange. Men jeg tror også, at det lavpraktiske spiller en stor rolle her. Oblaten er meget nem at have med at gøre. Den er klar lige fra æsken og kan holde sig sprød i meget lang tid.”
Ifølge Kirstine Helboe Johansen, lektor i samtidsreligion på Aarhus Universitet, er der generelt en tendens til, at nadveren er den del af højmessen, hvor der er sket færrest fornyelser.
”I det hele taget er den klassiske højmesse der, hvor der bliver eksperimenteret mindst i kirken. Og nadveren er et særligt øjeblik, hvor der ikke skal ske store ændringer i symbolerne, før hele handlingen forandrer sig,” siger hun.
At hverken fornyelsestrang eller en gourmetbølge har rokket synderligt ved højmessens undseelige oblat, er egentlig ikke så overraskende. Den har nemlig overlevet væsentlig tungere tendenser gennem tiden. Blandt andet klarede oblaten sig uændret igennem Reformationen, forklarer Bent Flemming Nielsen, professor i teologi ved Københavns Universitet.
”Luther ændrede ved nadveren, så lægfolket også fik mulighed for at drikke vinen. Men selve nadveroblaten gjorde han ikke op med,” forklarer han.
Oblatens historie strækker sig helt tilbage til middelalderen. Selve ordet betyder offer eller offergave. Tidligere tog folk selv almindeligt brød med til gudstjenesten, men fra omkring det 9. århundrede begyndte man at lægge mere vægt på, at nadveren skulle følge påskemåltidet i evangelierne tættere, hvor der blev spist usyret brød.
”Desuden skete der en opjustering af kirkens nadverpraksis, som blev betragtet som mere eksklusiv og hellig. Derfor begyndte man at lave oblater, der adskilte sig fra almindeligt brød, for at signalere, at de var beregnet på at blive indviet. Oblaten blev derved en måde at gøre nadveren mere hellig og mystisk,” siger han.