Prøv avisen

Odins mand

Per Nielsson var med til at danne Danmarks første blotgruppe -- Odins Hird. Siden er der kommet mellem 30 og 40 nye grupper til. -- Foto: Leif Tuxen.

Per Nilsson blev hedning over et fad brunkål og en torshammer

For 21 år siden blev Per Nilsson hedning. Det skete ved en fest i hans hjem på Amager. Det er i hvert fald det nærmeste, han kommer et tidspunkt for omvendelsen.

– Jeg er vokset op i et kristent hjem og konfirmeret som de fleste. Jeg er faktisk også stadig medlem af folkekirken. Jeg har ikke fået mig meldt ud, siger han.

Per Nilsson sidder sammen med kvinden i sit liv – Vølven – og kæderyger. Han drikker kaffe, og hun drikker Odins drik – rødvin. Det er formiddag, men vinterlyset trænger ikke rigtigt ind i den dunkle stue, som er fyldt med ting. Her er små udstillinger med primitiv kunst. Gulv og vægge er beklædt med skind og tæpper. Masser af våben er hængt op, og i alle kroge og hjørner er der drikkehorn, gjaldehorn og sværd.

Trods folkekirkemedlemskabet er der ingen tvivl om, at Per Nilsson har forladt kristendommen.

– Det begyndte for 21 år siden, hvor vi havde en fest her i lejligheden. Vi havde inviteret 16 til brunkål og for at lave lidt skæg, fandt vi på nordiske gudenavne til gæsterne. Vi fandt navnene i tegneserien "Valhalla" og i nogle bøger. En af gæsterne var smed. Han er vores høvding i dag. Han lavede torshammere til os af messingplader. Så gik vi med dem, siger han.

Per Nilsson har svært ved at komme sin hedningetro nærmere.

– Det er noget med, at det er lettere at være hedning end kristen. Jeg kan stå ved hedenskaben. Den giver indre styrke, siger han.

Høvdingen, Vølven og han blev til blotgruppen, som kaldte sig Odins Hird. Den blev Danmarks første af slagsen, fremgår det af bogen "I lysets tjeneste" skrevet af Rene Dybdal Pedersen, Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet. Per Nilsson selv anede ikke, at Odins Hird var en historisk begivenhed.

– Vi begyndte at studere, hvad de gjorde før i tiden, og vi kom til vikingespil i Frederikssund og havde klædt os ud i pels og skind, så vi blev en del af det. Det var også i Frederikssund, vi blotede for første gang. I bloten er jeg mere med, end når jeg kommer i kirken. Som regel er jeg Vølvens håndlanger, fortæller han.

Per Nilsson er kontoruddannet, men har arbejdet som ufaglært på B&W, været stilladsarbejder og arbejdsmand. Nu arbejder den 52-årige hedning ikke. Dagene går i sofaen og med at renskrive Vølvens digte. Fire gange om året mødes Odins Hird, som nu er på cirka 10 personer, til blot.

– Vi stiller os i en rundkreds. Vølven lukker kredsen. Så hiler vi hver vores gud. Jeg siger tit hil til Norden. Derefter går Vølsen (en rituel genstand, red.) rundt. Den, som har Vølsen, kan sige, hvad han eller hun har på hjerte. Men vi er ikke så mange mere. Odin har taget en del af sine krigere, siger han.

Når det tordner, er det Thor, som kører i rasende fart over himlen. Odin er en enøjet gud, og mennesker ender enten i Valhalla eller Hell. For Per Nilsson er troen meget konkret. Han håber på Valhalla.

Dagliglivet har ikke mange ritualer. Der står en huggeblok med en økse i gangen. Den er symbolet på Frejas bror, Frej. Den er også god at slå hårdt ned i, hvis man er vred.

– Jeg kan godt skælde ud på Frej, når der er modgang, fortæller han.

Til gengæld siger han aldrig tak, når livet går godt.

– Vi siger ikke tak. Vi må klare os selv. Vi får ikke noget af guderne, siger han.

Naboerne i det kæmpestore lejlighedskompleks ved godt, at det er de nordiske guder, der gælder inde hos Per Nilsson. De hører indimellem gjaldehornet og har også set en blot i baggården. Måske hører de også, at Per Nilsson indimellem går ud på altanen og siger sit hil til Norden og dens blæst. Men resten af det religiøse liv hører til i Odins Hird, hvor Vølven er en nøgleperson, fordi hun både kan heale, bedrive eksorcisme og ved noget om urter.

– Havde det ikke været for hende, havde jeg nok kun været hedning i en kort periode. Men nu har vi læst skrifterne sammen, og jeg har set, hvad Vølven kan. Asatroen er blevet en del af mig, siger han.

Han viser sit sværd frem. "Skalleflækker" hedder det. Skeden er dekoreret med runer og mønstre. Han er stolt af det.

– Jeg kan simpelthen bare bedre leve som hedning. Man må gerne drikke, og der er ikke 10 bud, man skal overholde. Desuden sætter jeg pris på træer og sten. Jeg kan lide, at det er en naturreligion, siger Per Nilsson.

Selvom flere mænd end kvinder er hedninger, har kvinderne de højeste poster, og det er først og fremmest kvinderne, som kan gå i ekstase og få kontakt til den åndelige verden, når de sejder, som det hedder.

– Asatroen passer godt til mænd. Det med at være ude i naturen om aftenen, drikke øl og være sammen med kammeraterne. Vi laver også god mad. Det tiltrækker folk.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk

www.religion.dk findes en oversigt med kildekritiske kommentarer til hjemmesider for asatroende i Danmark.