Ørkenen er Bibelens arena for drama og forvandling

I Bibelen er ørkenen et potent sted forbundet med stor fare og store muligheder, siger teologiprofessor om søndagens tekst. De øde vidder er i kristendommens historie ofte det sted, hvor man møder Gud og finder sin rolle

Ørkenen er del af mange fortællinger i Bibelen. Her er det den hellige familie, der er på flugt i Egypten med pyramider i baggrunden. Værket er af den franske maler Eugene Alexis (1853-1907). – Foto: Bridgeman Images/Ritzau Scanpix.
Ørkenen er del af mange fortællinger i Bibelen. Her er det den hellige familie, der er på flugt i Egypten med pyramider i baggrunden. Værket er af den franske maler Eugene Alexis (1853-1907). – Foto: Bridgeman Images/Ritzau Scanpix.

Der udspiller sig et sandt drama i den tekst, der skal prædikes over i landets kirker på søndag. Her går Jesus rundt i 40 dage og faster i ørkenen, hvor han bliver fristet af Djævelen indtil flere gange. Alle gange modstår han fristelserne til både at skaffe sig mad og til at udfolde sin guddommelige magt. Den nærmest mytiske tekst udformer sig som en magtkamp mellem Jesus og Djævelen, og i en bibelsk sammenhæng er det langtfra tilfældigt, at en så spektakulær scene udspiller sig i en ørken. Det forklarer Anne Katrine de Hemmer Gudme, professor i Det Gamle Testamente ved Det Teologiske Fakultet på Oslo Universitet.

”I de bibelske tekster er ørkenen et meget potent og vigtigt sted. Det er et sted forbundet med ekstrem fare, men også med meget store muligheder, hvor der er meget at vinde,” siger hun.

Anne Katrine de Hemmer Gudme forklarer, at teksten om Jesu fristelse i ørkenen har nogle klare referencer til ørkenscener i Det Gamle Testamente. Her er den vigtigste historie fra mosebøgerne, hvor folket Israel reddes ud af slaveriet i Egypten og vandrer rundt i ørkenen i 40 år, indtil det kommer til det forjættede land. Det er på denne ørkenvandring, at Gud med bulder og brag viser sig for folket på Sinai-bjerget og giver det loven.

Anne Katrine de Hemmer Gudme er professor i Det Gamle Testamente ved Det Teologiske Fakultet på Oslo Universitet. – Foto: Emil Kastrup Andersen.
Anne Katrine de Hemmer Gudme er professor i Det Gamle Testamente ved Det Teologiske Fakultet på Oslo Universitet. – Foto: Emil Kastrup Andersen.

”Det er en helt central fortælling, hvor folket og Gud bliver knyttet tættere til hinanden og lærer hinanden at kende. Ørkenfortællingerne i Det Gamle Testamente kombinerer det meget farlige med det meget løfterige, hvor ørkenen danner scenen for en overgangsfase. I ørkenen går man ind i et rum, hvor der under stor fare sker en forvandling. Det er her, man møder sin Gud og lærer, hvad han forventer af en, og hvor man har mulighed for at opfylde sit potentiale. Det er det, vi ser blive taget videre af forfatterne i Det Nye Testamente med Jesu fristelse i ørkenen,” siger hun og gør opmærksom på, at søndagens prædiketekst har nogle klare referencer til israelitternes 40-årige ørkenvandring.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når man ser på det hebraiske ord for ørken i Det Gamle Testamente, refererer det ifølge Anne Katrine de Hemmer Gudme ikke nødvendigvis til det øde sandlandskab, mange typisk vil forbinde med en ørken. Ordet kan lige så vel oversættes med vildmark og skal hovedsageligt forstås som et afsondret sted langt væk fra beboelse. I forhold til Jesu fristelse i ørkenen har der været en kirkelig tradition for at placere begivenheden i ørkenen omkring Det Døde Hav, hvor der ved byen Jeriko ligefrem ligger et bjerg, der bliver kaldt Fristelsens Bjerg. Ifølge Anne Katrine de Hemmer Gudme er det dog noget af en udfordring at skulle placere begivenhederne i den symbolmættede og nærmest mytiske fortælling geografisk, og det er næppe heller hensigten med teksten.

”Op gennem kristendommens historie har stedligheden spillet en vigtig rolle for forståelsen af de bibelske tekster. Det har været en del af måden, man har forholdt sig til historierne på og fået materialiseret religionens indhold. Med den her tekst vil jeg dog være meget tøvende over for at skulle tale om et konkret geografisk sted. Pointen er snarere, at læseren skal få associationer til et øde og vildt sted, hvor den mirakelrelaterede handling kan udspille sig,” siger hun.

Den nærmest magiske forståelse af ørkenen fortsætter op gennem den første del af kristendommens historie i det, der senere bliver til klosterbevægelsen. Her ser man, at ørkenfædre, eneboere og senere egentlige munke også slår sig ned i ørkenen.

”Der løber en tråd fra Det Gamle Testamente til Det Nye Testamente og helt op til de første asketer og ørkenfædre, hvor ørkenen bliver set som stedet, hvor man møder Gud og finder sin rolle. På mange måder blev fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen en slags idolfortælling for de første asketer,” siger hun.