Østdanmark er folkekirkens smertensbarn

Folkekirken er præget af store regionale forskelle, hvor især København og Nordsjælland skiller sig ud med lave medlemsprocenter. Af samme grund stammer megen af kirkens nytænkning fra denne del af landet, siger professor

Tidligere på ugen udgav Danmarks Statistik en årlig opgørelse med tal over danskernes brug af og tilknytning til folkekirken. Her fremgår det, at der endog er særdeles store forskelle for kirken i den østlige og vestlige del af landet. I Københavns Stift ligger medlemsprocenten eksempelvis på 56,9 procent. På billedet ses Domkirken i København.
Tidligere på ugen udgav Danmarks Statistik en årlig opgørelse med tal over danskernes brug af og tilknytning til folkekirken. Her fremgår det, at der endog er særdeles store forskelle for kirken i den østlige og vestlige del af landet. I Københavns Stift ligger medlemsprocenten eksempelvis på 56,9 procent. På billedet ses Domkirken i København. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Når der den seneste måned har været intens debat i folkekirken om at nytænke dåbs- ritualet, er det næppe en tilfældighed, at idéen udspringer af en københavnsk kirke. På samme måde er der en vis logik i, at det er en nordsjællandsk kirke, Høsterkøb, der i disse uger har skabt opmærksomhed ved at modernisere højmessen.

For der går en klar skillelinje igennem det folkekirkelige danmarkskort, hvor kirkerne i Østdanmark står i en væsentlig anden og mere penibel situation end i resten af landet. Og den forskel giver sig udslag i, hvordan kirken handler lokalt, siger Kurt E. Larsen, professor i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

”Kirkerne i den østlige og vestlige del af landet befinder sig i meget forskellige virkeligheder i forhold til medlemsprocenter. Og jo højere medlemsprocent man har, jo mere vil man nok være orienteret mod at bevare status quo. Derimod vil forandringsvilligheden være større, hvis man føler sig trængt. Derfor giver det god mening, at mange af de nyere tiltag i folkekirken kommer fra Østdanmark,” siger han.

Tidligere på ugen udgav Danmarks Statistik en årlig opgørelse med tal over danskernes brug af og tilknytning til folkekirken. Her fremgår det, at der endog er særdeles store forskelle for kirken i den østlige og vestlige del af landet. Mens medlemsprocenten i Københavns Stift ligger på 56,9 procent og 67,6 i Helsingør Stift, skal man ikke drage meget mod vest, før der dukker en anden kirkelig virkelighed op. På Fyn og i Jylland er stifternes medlemsprocenter oppe omkring de 80.

Få det store overblik her: De nyeste tal om folkekirkens medlemmer

”Nogle ville sikkert overveje, om kirken i den østlige del af landet burde have flere ressourcer stillet til rådighed, for eksempel flere præster pr. indbygger. Men en del af forskellen på de enkelte egne er også betinget af traditioner og kirkelige retninger, så ressourcer alene gør det ikke,” siger Kurt E. Larsen.

Også Hans Raun Iversen, lektor emeritus i teologi, bemærker, at de store regionale forskelle giver sig udslag i, at mange af de nyere tiltag i folkekirken såsom natkirke og drop in-dåb har deres udspring i det medlemsfattigere Østdanmark.

”Men kirkerne i resten af landet har det med hurtigt at tage de nye tiltag til sig. For man ved jo godt, at jyder også er moderne. Forskellen er nok, at i Jylland tager man de nye arrangementstyper til sig for at holde på medlemmerne, mens det i København går ud på at vinde nye,” siger han.

Hans Raun Iversen forklarer, at de kirkelige forskelle på Øst- og Vestdanmark er resultatet af en udvikling, der går i hvert fald 150 år tilbage. Og det handler hovedsageligt om indvandringen til København.

”Uden for København har der været en streng social kontrol, hvor man ikke satte spørgsmålstegn ved sit kirketilhørsforhold. Man skulle sandelig stå tidligt op for ikke at få sit barn døbt i Jylland. Men den mekanisme forsvinder, i takt med at folk flytter til København. Så bliver de kirkeligt frisatte. Det betød ikke, at folk med det samme meldte sig ud, men over årene fik et stadig løsere kirkeligt tilhørsforhold,” siger han og tilføjer, at når medlemsprocenten kommer ned på et vist niveau, bliver nedgangen selvforstærkende.

”I sidste ende vil vi helst gøre som alle de andre,” siger han.

Desuden hører det med til billedet, at der i dag bor mange personer med ikke-vestlig baggrund i København.

De store regionale forskelle er også en udfordring internt i kirken, forstår man på Anita Hansen Engdahl, teologisk konsulent ved Roskilde Stift. Det handler især om, hvordan kirkens ressourcer skal fordeles.

”En af de helt store udfordringer er, hvordan vi sikrer, at vi ikke dræner de områder for ressourcer, hvor medlemsprocenten rent faktisk er størst. Stifter med mange landsogne har en formidabel medlemsprocent, men er af økonomiske grunde nødt til at sammenlægge sogne og afgive præster til fordel for byområder med en medlemsprocent på det halve. Der er brug for ressourcer til betjening af de nye bydele, der skyder op i byerne, men hvor længe vil man være medlem på landet, hvis man har en ringe kirkelig betjening? Det er faktisk en stor problemstilling,” siger hun.8