Det var voldsomme fortællinger, der dominerede, da FN’s særlige dag for religiøst forfulgte blev markeret i går i København. For det var ofrene, der var i centrum på Institut for Menneskerettigheder.
Livet som forfulgt kristen blev beskrevet af Helen Berhane, der er flygtet fra Eritrea. Den evangelikale kristne har oplevet stor brutalitet under sin fængsling i et land, hvor religiøse minoriteter har det svært. I fængselstiden fik hun tæsk med ”de sorte politiknipler, som har slået så mange ihjel i Eritrea”, lød det.
Helen Berhane tilføjede, at hendes tro kun var blevet stærkere af volden, og hun benyttede dagen til at sende en tanke til de mange, der lige nu gennemgår samme lidelser.
”Der er stadig mange, som er fængslede for deres tro. Men jeg er fri nu. Jeg vil være en stemme for de stemmeløse,” sagde den engelsktalende kvinde, som har fået asyl i Danmark.
Det var en vigtig pointe med mødet, at også ateister og muslimer var ofre for forfølgelse. Omkring en million uighurer er i genopdragelseslejre i Kinas Xinjiang-provins, og det er endda et konservativt anslag, sagde Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International.
”Vi ved ikke præcis, hvad der foregår derinde. De fleste, der kommer ud, vil ikke tale. De er skrækslagne og hjernevaskede. Men vi har beretninger om, at de indsatte skal synge propaganda-sange eller råbe, at de elsker Xi Jinping, den kinesiske leder. Mange historier handler om konstante ydmygelser. Hvis ældre kvinder ikke kan lære kinesiske tegn, stilles de op foran alle andre og ydmyges,” sagde Trine Christensen, der undrede sig over den politiske tavshed om overgrebene på de hovedsageligt muslimske uighurer.
”Man skulle tro, at det ville vælte ind med fordømmelser. Men det er ikke, hvad der sker. Der har været tavshed fra mange lande. I Tyskland og Frankrig er der sågar eksempler på, at man udviser uighurer til Kina. Mange er blinde for, hvad der sker i landet.”
Michael Suhr, leder af Udenrigsministeriets kontor for trosfrihed, kunne fortælle, at der var bevægelse i indsatsen for religionsfrihed internationalt.
”Det store ministermøde, der blev holdt i Washington i juli, viste, at der er en vision om en alliance for fremme af trosfrihed, altså en højere grad af institutionalisering af samarbejdet. Der ligger ingen papirer på det endnu, men mange lande er engageret i arbejdet, 106 lande deltog i Washington. Og det er ikke kun en kristen klub. Det sidste gik amerikanerne meget op i, da de arrangerede mødet i sommer,” sagde Michael Suhr.
I Danmark ser det ikke ud til, at den politisk bevægelse har lige så meget damp på. Mindedagen gav det indtryk, at mange venter på politiske signaler. Den nye regering har ikke givet en klar melding om det konkrete arbejde for trosfrihed, og der troppede kun få politikere op til markeringen af mindedagen for de religiøst forfulgte i København. Daniel Toft Jakobsen (S) var der og åbnede mødet. Men de Venstre-politikere, der var med til at lancere indsatsen i 2015, var der ikke.
Der er i det hele taget meget lidt indignation over forfølgelserne i øjeblikket. Indsatsen for de religiøst forfulgte lever ikke mindst af en harme over den religiøse vold på øverste politiske niveau. Der ser ikke ud til at være kamp om at sætte sig på den dagsorden blandt den nuværende regerings ministre.