Biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og sogne- og migrantpræst Massoud Fouroozandeh ser forskelligt på mission i folkekirken. Her svarer de på de samme spørgsmål om dilemmaet:
ER TIDEN TIL OMVENDELSESMISSION?
NEJ, mener Kjeld Holm, biskop
Hvad betyder ordene fra missionsbefalingen for dig?
Her lyder det: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
Det er det bibelord, som vi døber børn på i folkekirken. Ved at vi døber, opfyldes buddet. Præster siger også noget om, hvilke konsekvenser dåben har. At forældre og faddere gennem dåben har fået en forpligtelse til at lære, hvad kristendommen går ud på. Det handler ordene om for mig.
Er folkekirken forpligtet på at forsøge at omvende folk?
Jeg anerkender ikke ordet omvendelse. Det ord er tomt for mig. Det har ikke en mening mere, for jeg ved ikke, hvordan det skulle finde sted. Det afgørende for mig er, at kristendommen ikke er noget, man har en mening om som for eksempel om politik. Det er ikke sådan, at man kan mene noget i går og så noget andet i dag. Det giver slet ikke mening i forhold til kristendommen. Kristendommen er et budskab, som man må lytte til. I al dets uoverskuelighed. Begrebet omvendelse har en lang historie, men er ikke aktuelt i dag. Der er der andre vilkår, som præger os som mennesker.
LÆS OGSÅ: Tine Lindhardt: Man døbes ind i en menighed
Hvorfor er tiden løbet fra omvendelsesmission?
Vi har ikke en fast identitet fra fødsel til død. Mennesker i dag skifter stilling, bopæl og de skifter indimellem også livspartner. Hele tilværelsen i dag er fragmentarisk. Det kan man beklage. Man kan også tage det som et vilkår, man ikke kan komme uden om. Også når det gælder den religiøse virkelighed, oplever vi den i fragmenter. For eksempel når man går i kirke juleaften, døber et barn, eller når man sidder på kirkebænken hver søndag. Det er bare en lille bitte minoritet, der er dikteret af deres kristentro fra morgen til aften. Vort forhold til religion er situationsbestemt. I bestemte livssituationer har man behov for at høre evangeliet. Det er ikke en vedvarende livsanskuelse. Den er relations- eller situationsbestemt.
Hvordan definerer du mission i folkekirken?
Det er ikke et begreb, jeg bruger. Jeg sidder i bestyrelsen for Folkekirke og Religionsmøde, så jeg ved godt, hvad det betyder. For mig handler det om, at vi tager de vilkår alvorligt, som kommer af, at vi lever i en fragmenteret virkelighed. Det kan for eksempel være nyspiritualitet, som i øjeblikket eksisterer som et udtryk for, at kristendommen har skiftet karakter fra at være et fast holdepunkt i tilværelsen, som det er for mig, til at det er mere flydende. Igen situationsbestemt. I mangel af bedre bruger jeg begrebet møde. Vi møder kristendommen og andre religioner. Så må ethvert menneske forsøge at finde ud af, hvor man føler, man hører til. Nogle vil påstå, at de hører til flere steder. Men jeg vil gerne være med til at fortælle, hvad kristendommen er. Hvis det er at missionere, så missionerer jeg hver eneste gang, jeg holder foredrag og står på en prædikestol. Jeg går bestemt ind for, at man bliver konfronteret og mødt med kristendommen.
Har du et ønske om, at andre skal have samme kristne tro som dig?
Det ved jeg ikke. Jeg er ikke sat til at bedømme, om jeg har sandheden frem for andre. Jeg plejer her at citere Kierkegaard, som siger, at tvivler man et eneste øjeblik på andre menneskers salighed, så måtte man fortvivle om sin egen. Jeg skal ikke vurdere, om min tro er bedre end andres. De store absolutte udsagn, at enten er noget sandhed eller løgn, dem kan jeg ikke forbinde noget meningsfuldt med.
Hvordan kan folkekirken i fremtiden rumme to så forskellige syn på kristendom og mission, som blandt andet er blevet fremført i debatten om Massoud Fouroozandehs dåbspraksis?
Det kan folkekirken, fordi alle er velkomne. Mangfoldigheden er en kolossal styrke for folkekirken.
ER TIDEN TIL OMVENDELSESMISSION?
JA, mener sogne- og migrantpræst Massoud Fouroozandeh
Hvad betyder ordene fra missionsbefalingen for dig?
Missionsbefalingen er meget vigtig og uundværlig for mig. Her er ikke tale om et valg, men en guddommelig befaling og en kristen pligt. Det er måske heller ikke tilfældigt, at befalingen begynder med en sætning, der i den grad understreger, hvem der har magten og det sidste ord, både i himlen og på jorden. Her er tale om kirkens hjerte. Så en kirke uden mission ligner en smuk og stor krop uden hjerte på vej til døden.
Er folkekirken forpligtet på at forsøge at omvende folk?
Vi er ikke kaldet til at omvende folk, men til at forkynde det gode budskab purt og rent uden berøringsangst og politisk korrekthed. Vi kan kun så og vande, selve væksten ligger trygt og godt i Guds egne hænder, som skænkes os af Helligånden. Vores pligt er at være en trofast postmand, der bringer og udleverer Guds kærlige brev til hinanden.
Nogle vil indvende, at tiden ikke er til omvendelsesmission. At folk i dag ikke er interesserede i at overtage en ny religion fuldt og helt. Hvad vil du sige til dem, der mener, at tiden er løbet fra omvendelsesmission?
Ja, den slags syn, hvor man forveksler en valgkamp med sit præsteløfte, kommer slet ikke bag på mig. Det har i en periode været populært og billigt at sige og have den slags holdninger. Men jeg tror, tiden er løbet fra denne tandløse form for at være kirke og kristne i Danmark i dag. Vi lever nu i en tid, hvor kristendom ikke længere kan betragtes som en selvfølge, og vores tro er i konstant konfrontation og dialog med andres tro og ideologier.
LÆS OGSÅ: Sognepræst: Dåbspraksis sår tvivl om, hvorvidt indvandrerpræst fuldt ud står inde for folkekirkens budskaber
Er der altid blevet taget positivt imod din bramfrie form for mission?
Enhver, der bekender og forkynder Kristus som Guds Søn, Livet, Vejen og Sandheden, vil uden tvivl opleve modstand og forfølgelse i forskellige former. Dette må aldrig komme bag på os, i og med at intet er betroet os af vores Herre, uden vi er advaret i forvejen. Et godt eksempel på det er de oldkirkelige ægte biskopper, som inderst inde var villige til at være martyrer, blot de fik lov til at forkynde Kristus.
Er det muligt at praktisere samme form for mission over for iranere og muslimer, som det er over for etniske danskere, der ikke alle på samme måde er fortrolige med en religiøs offentlig sfære?
Menneskets behov for at høre det gode budskab om, at således elskede Gud verden, er ikke spor anderledes i dag, end hvad det har været før. Dette gælder også vores forskellige nationaliteter, køn, alder og kultur. Alle har brug for at høre, hvad syndens konsekvenser er, og hvor stor kærlighed Gud har, og vi må have over for hinanden.
Hvordan kan folkekirken i fremtiden rumme to så forskellige syn på kristendom og mission, som blandt andet er blevet fremført i debatten om din dåbspraksis?
Vi skal blot huske at gøre, hvad vores kirkefader, Martin Luther, sagde i sin tid: Sola scriptura. Vi er forpligtet til at gå tilbage til skriften og ikke kun sige og lytte, men også tro og praktisere det, som vi hver søndag forkynder og hører i vores dejlige kirker. Dette handler slet ikke om, at man er fundamentalist eller ikke fundamentalist. Her er nemlig kun tale om at være kristen eller ej.