Koncerten indledes med en stille, lavfrekvent orgeltone, der fra pulpituret næsten ubemærket sniger sig ned i kirkerummet, men hurtigt vokser i styrke. Så føjer melodistemmen sig til. Vi genkender "Kirken den er et gammelt hus", og det gamle hus bliver med ét helt elektrisk, da en hvinende og agressiv guitar maser sig på, som om den var til rockkoncert. Sådan plejer den ikke at lyde, den salme, til en almindelig højmesse.
– Nej, hvælvingerne tror ikke det er sandt, gnækker Povl Dissing, mens han med sin sprøde, melodiske og runde stemme, forud for koncerten forklarer om sit musikalske samarbejde med nordmændene Iver Kleive og Knut Reiersrud omkring Grundtvigs salmer.
De tre har siden 2002 årligt taget et par turnéer rundt i danske kirker med deres helt personlige fortolkning af Grundtvigs univers. Det er så originalt og anderledes, at det nok skal passe, at kirkehvælvingerne ind imellem må tvivle på, at det kan være sandt, det der foregår, sådan som Svante-fortolkeren Povl Dissing forklarer.
Iver Kleive er til daglig organist i Oslo og leder af Oslo Bach Choir, klassisk uddannet men spiller også jazz og rock. Knut Reiersrud er norsk bluesguitarist i verdensklasse, og til koncerterne medbringer han et mindre batteri af guitarer, hvis udtryk han kan strække fra det hviskende blide til salmetoner af styrke som velvoksne kirkeklokker. Her er smerte, skrig og forløsningens lovprisning.
– Der sker noget, når de to spiller sammen, konstaterer Dissing. De skaber en fantastisk stemning. Man kan sige, at "sengen er redt op", og jeg bare kan putte mig.
Det gør han så, i overført betydning, med sit nasale, hæse, bluesinspirerede foredrag af Grundtvig-salmerne. Nærværende, voldsomt og sårbart, og meget Povl Dissingsk – ligesom dengang han forargede det musikalske borgerskab med sine særegne udgaver af viser som "Lad mig blive noget", "25 minutter endnu" og "Gi' mig en hest, mor".
Det er 40 år siden, Dissing er nu 67 år, forlængst folkeeje med "Svantes viser, og forlængst accepteret i mange forskellige musikalske sammenhænge – med kor, symfoniorkester, Benny Andersens klaver, kvartetten med sønnerne Rasmus og Jonas, og hans og Iver Kleives og Knut Reiersruds elektriske nyfortolkning af Grundtvig. De tre planlægger en ny turné i marts, og der er også planer om en ny cd, når det lader sig gøre.
– For vi har jo travlt hver for sig, og derfor er det også lidt af et problem at få tid til at lave en ny plade sammen. Men selvfølgelig skal vi lave noget mere. Vi elsker at spille sammen, og det der samspil mellem orgel og elektrisk guitar, det er så specielt og anderledes. Det fylder kirken helt ud, og det sker, at folk går fuldstændig rystede hjem efter vore koncerter, fortæller Povl Dissing, og smiler derefter udglattende. Ordene skal tages med et gran salt, men:
– I hvert fald er der rigtig mange, der efter en koncert kommer hen til mig og siger, at sådan har de godtnok aldrig hørt Grundtvig før. Jeg tror, de opdager, at lige pludselig bliver det alvor med de her sange. Vi følges ad gennem dybe dale, glæde og sorg, og det går op for dem, at de egentlig aldrig tidligere rigtig har hørt, hvad der står i de tekster, selvom de har sunget dem så mange gange. Sådan havde jeg det jo selv med Grundtvig.
Povl Dissing mødtes med Iver Kleive og Knut Reiersrud for snart 10 år siden.
– Jeg var lige kommet hjem fra en længere turné sammen med Benny Andersen, hvor kaffen havde været klar hele vejen rundt, og nu skulle jeg slappe af, og i gang ved skrivebordet med mine egne sange, men så ringede telefonen, og det var så Knut og Iver. De sad ovre i Sankt Knuds Kirke i Odense og var ved at færdiggøre en cd-indspilning, hvor de havde fået den idé, at de skulle invitere mig over for at synge "I al sin glans nu stråler solen".
Det havde jeg slet ikke svært ved at sige ja til, fordi Grundtvig, ham kendte jeg jo godt, men jeg skyndte mig alligevel på biblioteket, for da det kom til stykket, vidste jeg faktisk ikke noget om ham, andet end at han var en af vore betydningsfulde kulturelle forfædre.
– Det første jeg opdagede var så, at han ikke bare hed Grundtvig, men Nicolaj Frederik Severin Grundtvig, og så skulle jeg jo til at tage mig sammen ... og jeg fandt ud af, at der var flere af hans salmer, jeg havde kendt altid, jeg vidste bare ikke det var ham, der havde skrevet dem. Vi havde jo sunget dem i skolen og derhjemme, men det havde jeg aldrig sådan tænkt nærmere over.
– Som voksen har det derfor været spændende påny at lære de sange at kende og opdage, hvad der står i dem. Der er jo virkelig noget at fortolke her, for de er så billedrige og skønne.
På den anden side, så kan Grundtvigs ord engang imellem godt blive for store og højtidelige, når man er Povl Dissing. Det var et af kriterierne, han gik frem efter, at dem måtte der ikke være for mange af, da han skulle vælge en buket Grundtvig-sange til cd'en "Den signede dag", som han indspillede med Iver Kleive og Knut Reiersrud.
– Det skulle være sange, der lå nær mit eget sprog, så jeg ikke skulle bruge alt for flotte ord, som ikke passede til min mund, fastslår han.
Selv betragter Povl Dissing sig som et kristent, eller i hvert fald religiøst, menneske.
– Jeg tror, det er godt at have en tro, så man har noget at samle sig og sine problemer omkring, men når jeg synger i kirken, så stiller jeg mig ikke op som præst. Jeg skal ikke missionere, men fortolke. Men visesangeren Dissing har det godt med at synge i kirker.
– Jeg føler mig meget glad, når jeg står i kirken og får lov til at stå i nærheden af Jesus på korset og føle mig højtidelig sammen med dem, der sidder rundt omkring og lytter eller spiller med. Der opstår en fred og et samvær. Jeg står med hat på, og Jesus hænger lige ved siden af på korset, og han smiler til mig ...
Povl Dissing smiler selv, som et glad barn af hjertets renhed, mens han fortæller. Flere gange i sit liv har han oplevet at få små vink fra "et eller andet". Hvordan det i øvrigt forholder sig med Vorherre, er han forsigtig med at sige noget om.
– Det er jo ham, de allesammen snakker om, muslimerne, jøderne, buddhisterne. Jeg har ikke noget billede af ham, han er der bare, jeg ved heller ikke om det er en ham, det kan også være, det er noget man slet ikke ved hvad er. Det er ligesom at kigge ud i rummet og spørge, hvor ender det, og hvad er der så ude bag ved det? Det er noget vi overhovedet ikke har mulighed for at fatte.
POVL DISSING
Født 1938, sanger, guitarist og sangskriver. Slog igennem i 1968 med sangene "25 minutter endnu" og "Lad mig blive noget". Hans LP fra 1969 sammen med The Beefeaters, "Nøgne øjne", regnes for en milepæl i dansk rockmusik. Samarbejdet med digteren Benny Andersen har sat sig spor i en række indspilninger, hvoraf "Svantes viser" er blevet folkeeje.