Og se, jeg gør alting nyt

Dr.theol. Svend Bjerg har fra sin tidlige barndom fået troen på, at alt en dag kan blive nyt, fra et kalkmaleri i missionshuset og senere fra Grundtvigs salmer

”Da jeg lærte Grundtvig at kende, blev mit mentale beredskab beriget med billeder. Den gamles mægtige syner og salmernes indsyngning af det nye liv i mig blev tæt forbundet med en fornemmelse for kirkelig kristendom,” siger Svend Bjerg. –
”Da jeg lærte Grundtvig at kende, blev mit mentale beredskab beriget med billeder. Den gamles mægtige syner og salmernes indsyngning af det nye liv i mig blev tæt forbundet med en fornemmelse for kirkelig kristendom,” siger Svend Bjerg. –. Foto: Leif Tuxen.

Dr.theol. og forfatter Svend Bjerg nærer en i grunden ifølge ham selv absurd tro på, at alt en dag bliver nyt.

Radikalt nyt, ikke blot hisset, men allerede her, ikke blot ved vintersolhverv, men en tilfældig dag i mit ellers så flygtige liv, siger den 69-årige Svend Bjerg.

LÆS OGSÅ: Er Grundtvig i grunden morsom?

Men hvorfra kommer denne tro på, at alting bliver nyt?

Jeg tror, det skyldes et billede, ja, en storm af billeder, som jog troen op i mig som barn. Jeg tror, fordi jeg har set. Billedbibelen under bordet i den fine stue gjorde sit.

I min barndom sad jeg i missionshuset og så på et kæmpekalkmaleri af det ny Jerusalem. Og se, jeg gør alting nyt, stod der skrevet. Sig det med billeder. Først så jeg, derpå troede jeg. Og i kirken så jeg Guds trekantede øje, som så på mig. Jeg så og blev set. Uden skræk, for alt det gamle, ja, de gamle skulle blive nye.

Min bedstefar døde to gange, mente jeg, først om eftermiddagen, men han vendte tilbage til livet for atter at dø om aftenen, en slags dobbelt død. Og jeg spekulede som en vild over, hvad han havde set mellem sin første og anden død den dag. Hvordan så der ud i himlen bag skyerne? Var der guld i plovfurerne? Slap man for at hakke roer?

Ja, hvad var det nærliggende Lemvig mod det himmelske Jerusalem i missionshuset? Jeg havde ikke større tillid til denne bys fornyelse, byen, hvis mellemskole jeg hadede af et godt hjerte. Nuvel, noget skulle jo også gå til grunde for at et andet og nyere liv kunne bane sig vej. Ned med Lemvig! Det nye livs billeder bundfældede sig i mig.

Senere som teologisk studerende lærte Svend Bjerg lektien fra Tidehverv, som han formulerer således: at være jorden tro, den jord, som ikke skulle blive ny, men blot gå til grunde, en billedløs tro.

Det stod der på tryk i bladet Tidehverv, som jeg holdt en rum tid. Så stødte Grundtvig til, og mit mentale beredskab blev på ny beriget med billeder. Den gamles mægtige syner og salmernes indsyngning af det nye liv i mig blev tæt forbundet med en fornemmelse for kirkelig kristendom.

Det var som at gå i barndom igen, da jeg i forordet til min første prædikensamling kunne få mig til at skrive: Troen gør alt nyt. Denne mulighed skal en prædiken gribe. Prædikenen skal forny verden eller rettere vores forhold til verden. Den skal lære os at lytte, undres, tvivle, føle og se, at bede, velsigne, lovsynge og tro. Prædikenen skal give os smagsprøver på Guds rige, så vi sanser evangeliet med krop og sind, siger Svend Bjerg og tilføjer:

Se, det var oplæg til en rigtig synsprædiken. Billedet først, troen så. Og alt bliver hver dag nyt.