Det er en interessant diskussion, der er kommet ud af et trivielt spørgsmål om Koda-afgifter for musikken, som har ført til, at retten nu skal afgøre, hvad der er en gudstjeneste. For hvornår kan man egentlig kalde et arrangement for en gudstjeneste i en protestantisk kirke?
Jeg kan i den sammenhæng bidrage med en lignende problematik, man havde i det gamle DDR under det kommunistiske diktatur. Werner Krusche var biskop i Magdeburg i det østlige Tyskland og i familie med mig. Han fortalte mig engang, at man over for statsledelsen havde et problem. Selv i DDR’s forfatning var der nemlig garanteret religionsfrihed. Men det tolkede kommunisterne sådan, at det kun gjaldt den del af religionsudøvelsen, der manifesterede sig i officielle gudstjenester.
Alle andre kirkelige arrangementer var angiveligt ikke omfattet af religionsfriheden – og derfor skulle alle disse arrangementer godkendes af de statslige myndigheder, det vil sige, de skulle være under statslig kontrol. Nu var den gode Werner Krusche både en god kristen, et kærligt menneske og en god diplomat. Han havde et møde med repræsentanter fra kommuniststyret.
”Jeres forståelse af gudstjenesten,” sagde han klogt til statens repræsentanter i det østtyske, ”er jo præget af den ortodokse kirke i Rusland og den katolske kirke i Polen.” ”Der er det rigtigt, gudstjenesten er kun den hellige messe i sin autoriserede form. Men i den protestantiske kirke kan man ikke sådan skelne mellem helligt og profant, mellem gudstjenester og andre sammenkomster. Der har alt, hvad der sker i kirkens regi, gudstjenestelig karakter.”
Derfor skulle religionsfrihed også gælde uden for gudstjenesten – og ikke som i Rusland, hvor den kun gjaldt den autoriserede messe. Og derfor skulle hverken gudstjenester eller andre kirkelige arrangementer udsættes for statslig kontrol og være afhængige af myndighedernes godkendelse, argumenterede biskoppen. Godt gået af Werner Krusche, der i øvrigt fik sin vilje. Men det var ikke kun en god taktik over for stalinisterne, det var også en sand teologisk indsigt, som blandt andre teolog Kaj Bollmann giver udtryk for herhjemme. I en protestantisk sammenhæng er gudstjeneste et vidt begreb. Den er jo ikke kun autoriseret gudsdyrkelse.
I virkeligheden er hele kristenlivet ifølge Bibelen en gudstjeneste – og Jesus siger da også: Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem. Ordene er ikke ment som en glorificering af en dårligt besøgt højmesse, men som udtryk for at Guds ord har frit løb, det kræver ikke autoriserede former og kan såmænd også formidles i den ”broderlige samtale”, som Luther siger. Ja, jeg vil endda påstå, at et kærligt trøstende ord – sågar sagt over køledisken i Brugsen – kan være mindst lige så meget gudstjeneste som en autoriseret højmesse.
Det fører til en anden anekdote. Min far havde en god ven, pastor Born-schein. Han var en barsk dialektisk teolog, det vil på dansk sige tidehvervsk. Begavet med en til tider herlig, frigørende uforskammethed.
Min far spurgte ham engang: ”Vil du ikke komme engang og besøge mig i mit sogn?”.
Hans svar var: ”Det vil jeg kun på én betingelse: At du ikke forsøger at vise mig din kirke!”.
Bornschein var helt allergisk over for præsters fromme snak om deres egen kirke.
Så skete det en dag, at den barske pastor Bornschein blev syg og indlagt på et kristent sygehus med fromme sygeplejersker. Der var selvfølgelig også gudstjenester. Dem deltog han ikke i.
Derfor blev han spurgt af en af sygeplejerskerne:
”Ja, men pastor Bornschein, hvorfor deltager De ikke i vores gudstjenester?”.
Hvorpå han så svarede med de bevingede ord:
”Hvor er der gudstjeneste her?”.
Meningen var klar. Gudstjenesten er der, hvor Guds ord forkyndes rent og purt. Det mente pastoren bestemt ikke var tilfældet her. Det blev et bevinget ord i min familie, og min far, professor i faget, var egentlig en dårlig kirkegænger – i modsætning til min mor, der var meget trofast på det punkt. Hvis vi skulle overtale min far til at gå i kirke, fik vi ofte svaret: ”Hvor er der gudstjeneste her?”.
Jeg fulgte dog mere min mor, der var mere medgørlig og ikke ville udelukke, at det kunne blive en god gudstjeneste til trods for en dårlig prædiken. Og man må jo sige, at også en prædiken, man er uenig i, kan være en god prædiken og give anledning til samtale.
Nu er det jo lidt arrogant og urimeligt på denne måde at nedgøre søde, fromme sygeplejerskers religiøsitet. Men på ét punkt havde den gode pastor Bornschein jo ret: Gudstjeneste i egentlig forstand, det er ikke en selvfølgelighed. Det er ikke i vores magt, at det sker. Det sker kun, hvor og når Gud vil.
Og der hjælper ingen kongelige eller pavelige autorisationer. Gudstjeneste er der, for nu at citere fra Luthers bedste skrift om gudstjenesten, hvor Guds ord er ”i svang”. Det er kun kommunister, katolikker og statskirkelige tidehvervsfolk, der tror på ”autorisationer”. Når man vil vide, hvad en protestantisk gudstjeneste er, skal man spørge teologer og ikke jurister.
Er det så overflødigt med autorisationer? Ingenlunde! Vores højmesse er en tradition, som vi elsker, og som vi skal værne om. Den er jo godt nok et resultat af mange kommissioners mere eller mindre begavede dispositioner i historiens løb, som ifølge vores tradition ikke er guddommeligt indstiftet, men menneskeværk og derfor foranderlig. Det er som med vore børn eller kærester: Det er helt i orden at elske dem, passe på dem – men vi må ikke forgude dem. Gold traditionalisme er lige så forkert som hysterisk liturgisk populisme.
En af vores ypperligste salmedigtere, K.L. Aastrup, har formueret det klassisk i en salme, som vi i Ribe Stift har sunget ved bispevielse: ”Herrens kirke er på jord”. Især vers to var til stor opbyggelse med sit kirke- og gudstjenestesyn:
Og det sker, hvor Gud det vil.
Ingen djævel kan det hæmme,
ingen helgen kan det fremme,
ingen gør et gran dertil.
Og når kirkens Herre tier,
er den selv kun jord af jord,
er en tomhed kun der bier
efter fylden af hans ord.
Der hjælper ingen kongelige autorisationer eller karismatiske påfund, og med stor fryd kunne vi da også synge sidste vers, hvor ”korsets ord med fynd … flænge hver en hellig kåbe”.
Koda må ligesom stalinisterne finde sig i, at man i en protestantisk kirke ikke kan skelne skarpt mellem gudstjeneste og ikke-gudstjeneste, når det drejer sig om kirkelig aktivitet. Det er ikke en svaghed, men en styrke i vores kirke, at ånden blæser, hvor den vil.
Eberhard Harbsmeier er teolog og tidligere rektor på Præstehøjskolen i Løgumkloster, der uddannede danske præster.