Prøv avisen
Interview

Om personen bliver rask efter bøn, er op til Gud og heldigvis 
ikke op til mig at afgøre

At bede handler for prædikant Hans Berntsen ikke om et bestemt antal ord, eller hvor mange gange, vi er på knæ – men mere om tillid til Gud, fortæller prædikanten, der sidste år mistede sin hustru gennem 48 år.

Op til store bededag sætter mange kirker bøn i fokus. Det har prædikant Hans Berntsen også gjort i 34 år ved at bede for helbredelse af syge. Men helbredelsen udeblev, da Hans Berntsens hustru, Inge, for fire år siden blev ramt af kræft

Ægteparret Berntsen var på rejse i Tanzania, da Inge Berntsen begyndte at klage over smerter i maven. Formentlig havde hun pådraget sig en tropesygdom, ræsonnerede parret. Men en lægeundersøgelse efter hjemkomsten viste en langt mere alvorlig diagnose.

”Inge fik konstateret tarmkræft, og hendes eneste behandlingsmulighed var en operation. Men på grund af tidligere behandlinger og operationsar fra en kræftsygdom for 30 år siden, var kroppen svækket, og det var slet ikke sikkert, at en operation kunne redde hende. Derfor sagde vi nej tak. Hun skulle ikke igennem et eller andet forsøg, hvor der måske alligevel ikke var udsigt til, at hun blev rask.”

70-årige Hans Berntsen fortæller åbent og afklaret. Igennem 34 år har han som kristen prædikant holdt møder i det ganske land, hvor han igen og igen har lagt hænderne på syge og bedt Gud om helbredelse. Over 200.000 mennesker har han bedt for i årenes løb. Helbredelser har han set mange af, fortæller han, og da 66-årige Inge Berntsen fik kræft, var bønnen naturligt det første, ægteparret tyede til.

”Efter samtalerne med lægerne gik vi stadigvæk og håbede på et mirakel. Men vi vidste samtidig, at det måske ikke ville indtræffe. Når vi beder for syge, bliver nogle helbredt og andre ikke, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Om personen bliver rask, er op til Gud og heldigvis ikke op til mig at afgøre. Men vi lagde Inge i Guds hånd, og det var en fantastisk oplevelse. Et af de allerstørste løfter, som hører troen til, er, at det er muligt, uanset situationen omkring dig, at have Guds fred i hjertet,” siger Hans Berntsen og fortsætter:

”Du kan være sund og rask og have et elendigt liv. Men du kan være syg, som Inge var, og have et godt liv. Det var fantastisk at se hende have den fred i hjertet. For som hun sagde, hvis hun skulle dø, så var det, fordi værnepligten var aftjent, og så bliver man sendt hjem. Og det er jo ikke nogen straf at komme i himlen.”

Hans Berntsen nåede at opleve yderligere tre år sammen med sin hustru, inden kræftsygdommen var så fremskreden, at det blev tydeligt, Inge snart skulle dø.

”Vi havde en dejlig jul med familien, men i januar sidste år gik Inges mave i stå, og hun kunne intet spise eller drikke. Der vidste vi, det var tæt på,” fortæller Hans Berntsen.

Men på trods af at Inge Berntsen nærmede sig livets afslutning, følte ægteparret hverken vrede eller afmagt. Under hele sygdomsforløbet fortsatte Hans Berntsen med at rejse rundt og holde møder. Ofte bad han for kræft-syge og oplevede også, at nogle af disse blev helbredt.

”Sådan har det altid været, og det blev jo ikke anderledes af, at min egen kone også var syg. Inge og jeg vidste, vi ikke kunne tage sagen i egen hånd. Vi var taknemmelige over de 30 gode år, hun fik, efter at hun senest var alvorligt syg af kræft. Det var værd at sige tak for i stedet for at kredse om, at der nu var kommet en ny sygdom.”

Modet vandt derfor over mismodet, og Inge Berntsen bevarede til det sidste evnen til at se lyst på tingene, lyder det fra Hans Berntsen.

”Om lørdagen, hvor Inge skulle på hospice om mandagen, faldt hun på badeværelset og slog ansigtet, så hun fik et sæbeøje. På trods af sin sygdom kunne hun fra hospitalssengen smile ad det, og da hun tre dage efter talte i telefon med sin veninde, sagde hun ’du skal tage mascara med, når du besøger mig. Og det skal være i rød, grøn og blå, for jeg vil have, begge øjne ser ens ud’,” fortæller Hans Berntsen og ler.

”Sikke et overskud. Den fred, Inge følte den sidste tid... Sådan vil jeg også gerne selv dø.”

Inge Berntsens sidste dag i live blev i stue 2 i en hospitalsseng på et hospice. Og som så mange andre dage blev bønnen om helbredelse endnu en gang fremsagt af Hans Berntsen, men denne sidste dag gjaldt den ikke længere Inge.

”Jeg fandt ud af, at der på stue 1 lå en kvinde, vi kendte, så jeg gik ind til hende for at tale og bede for hende. Derefter gik jeg ind til Inge igen. Om eftermiddagen gik jeg hen til kaffestuen, hvor en anden kvinde genkendte mig. Hun vidste, jeg bad for syge, så hun spurgte, om jeg ikke ville gå ind til hendes mand, der var ved at dø af kræft. Han lå på stue 3, så jeg gik også derind og talte og bad for ham. Men derefter kunne jeg mærke, at jeg skulle gå ind til Inge igen. Jeg kan ikke forklare hvordan, det var bare en vished,” fortæller Hans Berntsen og fortsætter:

”Jeg skyndte mig ind til Inges stue og gik med hurtige skridt hen til hendes seng. Hun lå helt stille, og jeg kunne mærke, jeg skulle hen og holde ved hende. Jeg holdt hendes ansigt i mine hænder, mens jeg kunne se, livet forsvandt fra hende. Og mens jeg stod der med hende, blev hun til et tomt hylster med et stort smil. Det var meget, meget fredfyldt. Det havde været vores bøn i mange måneder, at nu måtte miraklet snart ske. Eller også, at hun måtte få lov til at komme hjem til Jesus.”

Inge Berntsen døde i januar sidste år, og Hans Berntsen har siden måtte undvære sin livsledsagerske igennem 48 år. Mødet med døden har bestemt ikke fået ham fra fortsat at bede for syge, og han rejser stadig flittigt rundt i hele Danmark, ligesom han ofte besøger de missionsprojekter i Tanzania og Ukraine, han og hustruen selv har været med til at starte op.

”Inge var et kæmpe vidnesbyrd om, hvordan man kan have det på trods af sygdom. Hun havde et afklaret forhold til Gud, og det gav hende fred i hjertet. Og det er jo det, der er mit budskab. Det er fint at rejse rundt og bede for folk, og det vil jeg fortsætte med. Men om de bliver helbredt eller ej, er ikke det vigtigste. Det er mere værd for mig at være med til at formidle troens vished og freden fra Gud,” siger Hans Berntsen.