Om at være kaldet som menneske og kirke

Analyse: Valg uden kald bliver tomt, men vælger vi kaldet, får livet mening og retning

Valg uden kald bliver tomt, men vælger vi kaldet, får livet mening og retning, ligesom kaldet giver frihed fra tyranniske og misforståede krav og forventninger. -
Valg uden kald bliver tomt, men vælger vi kaldet, får livet mening og retning, ligesom kaldet giver frihed fra tyranniske og misforståede krav og forventninger. -. Foto: Kamilla Jørgensen.

Der er nok at vælge imellem. Vi kan vælge politikere og forbrugsgoder, livsstil og fjernsynskanaler, ægtefæller og fritidsinteresser, religion og karriere. Vores valgfrihed er et privilegium, og selvom der ikke er frit valg på alle livets hylder, og ydre omstændigheder kan hæmme det frie valg, så bliver der mere og mere at vælge imellem. Man kan ligefrem vælge børn på tværs af seksualitet, og ve den, der anfægter valgretten.

Der er bestemt grund til at værdsætte vores valgmuligheder.

Valg er friheds søde frugt, men frugten kan gå hen og blive smagløs. Hvis mine valg kun henter gyldighed fra mig selv, gør jeg mig skyldig i en trøstesløs overbelastning. Da strabadseres min valgfrihed til det absurde, og verden mister anden mening end den, jeg kan levere gennem mine valg. Det er ikke frihed, det er indespærring i egen navle under en dødvægt af tomhed.

Det er godt at have et valg, men bedst at høre sit kald. Føler man sig ikke kaldet til noget af nogen, er det som at leve i en lydtæt celle, hvor man egentlig kun hører sig selv. Men alle er kaldet.

Menneskelivet er, Gud ske lov, ikke en række tilfældige valg. Gennem livet kommer et kald fra andre mennesker og fra Gud. Ja, ofte kalder Gud gennem mennesker. Det er de færreste, der på profet- og apostelmanér så at sige har fået kaldet direkte fra oven, men der kaldes på os alle, kaldes på vores kærlighed, på vores evner og kræfter, tid og engagement. Der findes ikke et menneske uden et medmenneske, ikke en, der ikke er kaldet til at gøre sit, næsten til gavn og Gud til ære. Ingen er for ringe, alle er betroet noget og nogen i stort eller småt.

Vi har et valg, men vi har også et kald. Det er en nåde og en ære at være kaldet. Gud kaldte mennesker ud af mørket ved sin søn og kalder os gennem de mennesker, som har brug for os. Der bliver kaldt på os, og det giver mening, tyngde og frimodighed til vores liv, hvordan det end tager sig ud.

At have et kald er ikke noget særligt for de få, men at tage livet af Guds hånd med taknemmelighed og alvor. "Hvad end I gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker," hedder det i Kolossenserbrevet fra Det Nye Testamente. Havde visse social- og sundhedsassistenter fra Haandværkerforeningens Hjemmepleje lagt sig det på sinde, var der ikke gået så skandaløst råd i arbejdsmoralen, som det angiveligt har været tilfældet.

Nærværende dagblad har også valgt at sætte fokus på det åndelige, faglige og medmenneskelige kald i en stor artikelserie og kunne indledningsvis meddele, at ifølge en meningsmåling føler hver fjerde dansker sig kaldet. Det er således ikke bare den kontante løn, som driver værket, men en højere sag. En højere sag kan jo også være en dårlig sag, men når mennesker gør godt, så tjener de også Gud, selvom de betragter sig som nok så gudløse. Gud bruger os, uagtet at vi nærer den illusion, at vi ikke har brug for ham.

Det giver mening at føle sig kaldet, men kaldet er også en binding. Det er ikke en lænke – vi kan gøre os døve for kaldet, men hvor kaldet høres med hjertet, lægger det beslag på et menneske. Kaldet er en byrde, men som det så rigtigt hedder i en nyere vielsessalme: "Den, som intet bærer på, visner som det golde strå."

Men det er også vigtigt at kende kaldets grænser. Alle er ikke kaldet til alt og slet ikke til at lege Vor Herre. Det er en lettelse at være i sit kald og ikke lade sig kalde i alle mulige retninger. Kirken er således ikke kaldet til at bevare sig selv, men slet og ret til at bære vidnesbyrd om sin Herre. Udvider kirken sit kald til allehånde politisk aktivisme, overdøves det egent-lige kald, hvor meget opmærksomhed kirken end måtte påkalde sig i den anledning. Der er en frihed i at være kaldet tro frem for at drives rundt i manegen af tidens krav og malplacerede forventninger om en servil servicekirke.

Som der står at læse på Knud Rasmussens varde i Hundested: "Følelsen af kald fører gennem alle genvordigheder" – det er værd at genkalde sig.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver uge en analyse af aktuelle tendenser og tiltag i troens og kirkens verden. Jesper Bacher er præst i Tirsted-Vejleby-Skørringe-Hillested Sogne.