Ombudsmand skal se på Søren E. Jensen-sag

Præsteforeningens formand, Per Bucholdt Andreasen, har indbragt sagen om sognepræst Søren E. Jensen for Ombudsmanden. Et nødvendigt initiativ, mener retsteolog og bisidder for den kontroversielle præst

”Jeg mener, at præstens beskyttelse er annulleret, når biskoppen har så store beføjelser, at han både kan være anklager og dommer i egen sag,” siger retsteolog, som har bisiddet Søren E. Jensen (billedet) i sagen.
”Jeg mener, at præstens beskyttelse er annulleret, når biskoppen har så store beføjelser, at han både kan være anklager og dommer i egen sag,” siger retsteolog, som har bisiddet Søren E. Jensen (billedet) i sagen. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Har sognepræst Søren E. Jensen behandlet sine kolleger ”ukollegialt og illoyalt”? Det har hans biskop Peter Fischer-Møller i januar givet ham en skriftlig advarsel for, og på onsdag skal kirkeminister Marianne Jelved (R) i samråd og svare på spørgsmål om de principielle aspekter sagen. Søren E. Jensen har klaget over advarslen til Kirkeministeriet, som gav biskoppen medhold i advarselen. Siden er Præsteforeningen gået ind i sagen på foranledning af Søren E. Jensen og har indbragt sagen for Ombudsmanden.

At Ombudsmanden nu er involveret, glæder retsteolog Kristine Garde, som i sagen har været bisidder for Søren E. Jensen. Hun kalder Præsteforeningens initiativ for ”en interessant udvikling” og ”nødvendigt for at få afklaret, hvor grænserne går, og hvem der træffer afgørelsen”.

”Jeg mener, at præstens beskyttelse er annulleret, når biskoppen har så store beføjelser, at han både kan være anklager og dommer i egen sag,” siger hun med henvisning til det cirkulære fra Kirkeministeriet, som danner grundlag for advarslen.

Her hedder det nemlig, at ministeriet ved en eventuel anke ”ikke vil efterprøve de skøn, som biskoppen har udøvet, men alene retsanvendelsen, herunder overholdelsen af sagsbehandlingsregler”. Det betyder, at ministeriet, når de modtager en klage, ikke skal forholde sig til hele afgørelsen fra biskoppen, men kun til de formelle, juridiske aspekter.

Ombudsmanden skal nu kigge på, om formalia for advarslen er overholdt. Det betyder ifølge Kristine Garde, at hvis han finder, at retningslinjerne ikke er overholdt, kan han bede Kirkeministeriet trække cirkulærebestemmelsen tilbage.

”Hvis han ikke synes, at biskoppens argumenter er bæredygtige, hvilken instans skal så ind og afgøre denne tvist? Det er virkelig principielle problemstillinger, vi er ude i her,” siger hun.

”Der er to sager her: Det rent formelle spørgsmål om cirkulærebestemmelserne, om man yder nødvendig retsbeskyttelse over for præster, og hvordan man afgør en indholdsmæssig uenighed mellem en præst og biskop om, hvad sagen drejer sig om.”

Hun forklarer, at biskoppen og Søren E. Jensen har været uenige om, hvorvidt der var tale om en disciplinærsag, som biskoppen hævder, eller om Søren E. Jensen med rette gjorde brug af sin forkyndelsesfrihed.

Hos Præsteforeningen er det også det principielle i sagen, man håber bliver afklaret.

”Der er et dilemma i, at biskoppens skøn ikke kan efterprøves,” siger formand Per Bucholdt Andreasen.

”Det kunne være godt at se på det udefra. Og derudover fremgår det ikke helt, hvilke objektive juridiske kriterier der spiller ind i biskoppens afgørelse. Vi vil gerne have afklaret, hvor grænsen for præsternes forkyndelsesfrihed går.”

At der skulle gå flere måneder, før Præsteforeningen gik til Ombudsmanden, skyldes en teknikalitet, forklarer formanden:

”Der har været en misforståelse om, at vi har været tilbageholdende. Vi har måttet afvente Kirkeministeriets afgørelse, ligesom det måtte afklares, at det pågældende medlem ikke var medlem af foreningen, da han ville have os til at se på forløbet forud for sagen . Det er han nu, og vi er derfor gået ind i sagen, fordi han har bedt os om det,” siger Per Bucholdt Andreasen.

Søren E. Jensen selv ønsker ikke at kommentere mere på sagen, end at han håber, at der kan komme noget afklaring.

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen var i går ikke tilgængelig for en kommentar. Men sagsbehandlere fra hans kontor oplyser, at man endnu ikke har taget stilling til, om man vil kigge på sagen. Det har man to måneder fra modtagelsen af sagen til at finde ud af.

Går man ind i sagen, skal alle parter herefter have omkring 4-6 uger til at komme med udtalelser. Først deref-ter er sagen klar til behandling, og så vil der typisk gå tre måneder, inden der ligger svar.