Omstridt abortmindelund skal genopstå

Retten til Liv overvejer to nye placeringer i Jylland. Samtidig varsler Arne Munk sine egne private tiltag på den gamle abortmindelunds grund i Vedersø

Retten til Liv overvejer to nye placeringer i Jylland, efter at den omstridte abortmindelund i Vedersø nu er lukket ned. Samtidig varsler Arne Munk sine egne private tiltag på den gamle abortmindelunds grund i Vedersø, som ses her. -
Retten til Liv overvejer to nye placeringer i Jylland, efter at den omstridte abortmindelund i Vedersø nu er lukket ned. Samtidig varsler Arne Munk sine egne private tiltag på den gamle abortmindelunds grund i Vedersø, som ses her. -.

Anti-abortforeningen Retten til Liv er i fuld gang med planer om at genoplive foreningens abortmindelund et andet sted i landet, efter at den omstridte abortmindelund i Vedersø nu er lukket ned.

Foreningens formand, læge Roland Knudsen, oplyser, at Retten til Liv har fået tilbudt en placering i forbindelse med et eksisterende offentligt anlæg i Jylland og har endnu en placering under overvejelse.

Det er vigtigt for os at få etableret et sted, hvor de ufødte børn, der er blevet dræbt på grund af aborter, kan mindes, fastslår han. Sådan som vi havde det i Vedersø.

Samtidig arbejder forhenværende universitetslektor Arne Munk med sine egne, private planer i Vedersø. Det var Arne Munk, der i sin tid stillede grunden i Vedersø til rådighed for Abortmindelunden.

Den ligger tæt på Vedersø Kirke, hvor faderen, digterpræsten Kaj Munk, ligger begravet på kirkegården, og Retten til Liv har siden kædet sin sag tæt sammen med Kaj Munks abortmodstand.

Derfor er der også et Kaj Munk-citat på den mindesten, hvormed Abortmindelunden i Vedersø blev åbnet i 1999, i øvrigt på 55-års- dagen for mordet på Kaj Munk.

Stenen står der stadig, idet det ikke lykkedes Ringkøbing Kommune at få den fjernet, og den er ikke omfattet af sidste års højesteretsdom, som dømte en 2,5 meter høj obelisk og et Danmarkskort over aborter i de enkelte amter, anlagt i chaussésten, ulovlige.

Begrundelsen var, at området hermed blev gjort til et offentligt anlæg i strid med lokalplanen for området.

Så når nu de to ting er flyttet, må jeg gå ud fra, at min grund ikke længere betragtes som et offentligt anlæg, men som en privat grund, hvor jeg selv må bestemme, siger Arne Munk. 

- Jeg overvejer derfor nu at opstille en flagstang ved stenen, hvor jeg så kan flage på halv året rundt for de mange abortofre, fortæller han.

Arne Munk har også tanker om at opstille en lille allé med skamstøtter over nogle af de læger og politikere, som har støttet den frie abort i Danmark.

Roland Knudsen understreger, at Retten til Liv i dag ikke arbejder sammen med Arne Munk. Det kom til et brud, og Arne Munk udmeldte sig af foreningen, efter at man her nedlagde sin debatside på internettet, fordi Retten til Liv ikke ville lægge navn til den hårde tone i Arne Munks indlæg.

Munk har siden angrebet Retten til Liv for følgagtighed over for samfundet og for ikke længere at være den urovækkende kraft i abortspørgsmålet som tidligere.

Sognepræst Orla Villekjær, som i sin tid fostrede idéen til Abortmindelunden i Vedersø, mener helt klart, at foreningen fortsat har brug for en mindelund som den i Vedersø.

Mindelunden fungerede som en spydspids for vores sag, og det mangler vi i høj grad i dag. Abortmindelunden var med til at sætte abortspørgsmålet på dagsordenen, og jeg ved konkret, at den har været med til at redde liv, fordi kvinder er blevet påvirket af debatten og har opgivet abort. For et halvt år siden hilste jeg på et af de børn, der blev reddet.

I 2006 blev foretaget godt 15.000 legale, provokerede aborter i Danmark. Aborttallet toppede i 1975 med knap 28.000.