Der ventes fuldt hus på Peterspladsen, når pave Johannes Paul II søndag 16. juni helgenkårer mystikeren og kapucinermunken Padre Pio. Padre Pio er en af de mest elskede skikkelser i den katolske kirke i nyere tid, og da han blev saligkåret i maj 1999 som det første skridt mod fuld helgenværdighed, talte mængden på Peterspladsen 200.000 mennesker.
Padre Pio (1887-1968), hvis borgerlige navn er Francesco Forgione, blev som Mother Teresa af mange betragtet som en helgen, allerede mens han var i live. Men i modsætning til Mo-ther Teresa er Padre Pio ikke først og fremmest kendt for sit arbejde blandt syge og døende. Hans ry for hellighed grunder sig på hans visioner, spiritualitet og de mirakler, han udvirkede i sin samtid.
Mirakler
Ligesom den berømte middelalderhelgen Frans af Assisi fik Padre Pio Kristi sårmærker, de såkaldte stigmata, på hænder, fødder og i siden.
I over halvtreds år blødte han regelmæssigt fra sine sår og led store smerter. Fra sin ungdom havde han desuden visioner af Jesus, Maria og sin skytshelgen, og han fortalte sine medbrødre i klostret om natlige kampe med djævelen, der efterlod ham udmattet, forslået og blodig om morgenen.
Størstedelen af Padre Pios tid blev imidlertid tilbragt i bøn og som skriftefader for de stadigt større skarer fra alle samfundslag, der søgte hans åndelige vejledning. Han fik ry for at kunne se ind i menneskers hjerter og kende til deres synder, endnu før hans skriftebørn havde åbnet munden. Samtidig blev Padre Pio også kendt som en, der kunne udvirke mirakler, og hans medbrødre samlede vidnesbyrd om mere end 1000 tilfælde.
Padre Pios fromhed var i bogstaveligste forstand grænseoverskridende, og derfor har hans vej mod helgenkåringen heller ikke været uproblematisk.
Frygt for personkult
Det kan synes paradoksalt, men embedsmænd i Vatikanet er, som den amerikanske iagttager Kenneth L. Woodward har skrevet det, traditionelt meget ambivalente over for »mystiske fænomener«, selv når de anses for autentiske. I Padre Pios levetid var der en reel bekymring for, at hans mirakler og visioner skulle lede til en personkult, der var uforenelig med hans virke som katolsk præst, og derfor fik han også fra tid til anden forbud mod at læse messe offentligt.
Efter hans død i 1968 blev Vatikanets tøven ikke mindre af, at hans grav i kapucinerklostret i San Giovanni Rotondo i Syditalien blev et pilgrimsmål i endog meget stor stil.
Også inden for Padre Pios egen orden har meningerne været delte. Især kapucinerne i USA har efter sigende en tendens til at se Padre Pio som repræsen- tant for en »gammeldags« katolicisme, hvor mirakler og visioner betyder mere end socialt og politisk engagement.
Til gengæld har Padre Pios sag haft en varm støtte i den nuværende pave, der som 27-årig præst i 1947 besøgte Padre Pio i hans kloster og gik til skrifte hos ham. Paven har også to gange besøgt Padre Pios grav, den ene gang i 1974 som kardinal af Krakow og den anden gang som pave i 1987.
Graham Greene
På grund af Padre Pios store folkelige popularitet har Vatikanet forud for søndagens helgenkåring omhyggeligt understreget, at det er Padre Pios personlige fromhed som kristen og ikke hans mirakler og succes blandt de troende, der gør ham til helgen. Kardinal José Saraiva Martins, der er formand for Helgenkåringskongregationen, advarede således på et pressemøde forleden mod at tillægge miraklerne for stor betydning i sig selv.
- Andre ting, som umiddelbart er nemmere at forstå og tilslutte sig, er blevet fremhævet hos Padre Pio. Men hvis den realitet, som Kristi kors udgør, fjernes fra Padre Pios liv og spiritualitet, så bliver hans hellighed en tom skal, fastslog kardinalen.
Helgenkåringskongregationen er det departement i den katolske kirkes ledelse, hvor det teologiske og historiske udredningsarbejde forud for enhver salig- og helgenkåring foregår.
En, der ikke behøvede at blive overbevist om Padre Pios hellighed, var den berømte engelske, katolske forfatter Graham Greene. Han besøgte Padre Pios kloster, gik til messe hos ham og så hans blødende sårmærker. Men Greene gik ikke til skrifte hos den berømte kapuciner.
- Nej, det ville jeg ikke, fortalte han litteraturforskeren Norman Sherry, der skrev Greenes biografi.
- Jeg ønskede ikke at ændre mit liv gennem mødet med en helgen. Og jeg tror, der var en god chance for, at han var en helgen. Der var så fredfyldt omkring ham.