Prøv avisen

Ondskaben er nok desværre en normalitet

Når Jesus i bibelteksten uddriver en ånd ond, skal det ikke forstås bogstaveligt, men som et billede på, at mennesker har den grobund, ondskaben kan sætte sig fast i, og at man skal være klar over det og bekæmpe ondskaben, mener Ole Hartling, overlæge ved Vejle Sygehus. Her er han fotograferet ved et gammakamera, der blandt andet kan bidrage til en vurdering af nyre- og hjertefunktion. – Foto: Palle Peter Skov.

Alle mennesker besidder et mørke, som må erkendes, dernæst bekæmpes. Det er budskabet i morgendagens prædiketekst, mener overlæge Ole Hartling

Ringbind, tidsskriftholdere og masser af bøger står pænt på række på hylder langs væggene og er med til at få det smalle, aflange kontor til at se endnu smallere ud.
Omdrejningspunktet er medicin og lægevidenskab, men et blad fra menneskeretsorganisationen Amnesty International, der har fået en fremtrædende plads på en af hylderne, vidner om, at kontorets indehaver også har blik for andet end det rent lægefaglige. Og så dog.
LÆS OGSÅ: Hannah Arendt: En moderne tænker mellem Augustin og Heidegger

Ole Hartling, ledende overlæge på Vejle Sygehus og indehaver af kontoret, er nemlig også medlem af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Det medfører, at han kan kombinere sin faglighed med sin interesse for menneskerettigheder, når han blandt andet taler med og undersøger torturoverlevere.

Det er ganske rystende, hvad de fortæller. Hvordan kan torturbødler bedrive en så udspekuleret ondskab? Er der tale om nogle mennesker, der er specielt besat af en ondskab, eller ligger det i os alle?, spørger Ole Hartling og leverer selv sit bud på svaret:

Det uhyggelige er, at flere psykologundersøgelser og eksperimenter har vist, at ondskab er en normalitet. En banalitet, som filosoffen Hannah Arendt har kaldt det. Det er så udbredt, at vi alle under særlige omstændigheder ville kunne handle så ondt, at vi bagefter hvis vi læste om det ikke ville tro, at et menneske var i stand til sådanne handlinger.

Når talen falder på ondskab på kontoret i Vejle, hænger det sammen med morgendagens prædiketekst. Her uddriver Jesus en dæmon af en stum mand, men advarer samtidig om, at dæmonen vil forsøge at vende tilbage. Og det skal forstås som et billede på, at vi alle rummer noget ondt og er i risikozonen for, at ondskaben kan udvikle sig, mener Ole Hartling.

Jeg tror, teksten kan være en øjenåbner for, at vi har den grobund, ondskaben kan sætte sig fast i, og at vi skal være klar over det og bekæmpe det, siger han og uddyber:

Det genkendelige ved denne tekst er også, at vi rummer nogle tanker, som hjemsøger os, eller at vi har et mørke i os, som vi prøver at holde skjult og ville ønske, vi kunne slippe af med.

En bogstavelig tolkning af teksten at Jesus skulle have drevet en ond ånd ud af en mand har overlægen og det tidligere medlem af Det Etiske Råd ikke meget tilovers for. Han mener derimod, at uddrivelsen skal ses som et billede:

Det at drive ud er vel at komme på bedre tanker. Og det at blive klar over ondskaben i os selv er måske måden at bekæmpe den på. For en stor del af os vil jo godt bekæmpe den.

Ole Hartling mener, at der gennem tiden er lavet alt for mange ulykker og begået alt for meget ondskab i forbindelse med uddrivelse af ondskab og nævner blandt andet hekseafbrændinger og tortur af formodede djævlebesatte og i mindre målestok børn, der har fået klø med en absurd henvisning til, at det skal lære dem det gode.

Jeg forstår godt, at Jesus er i en samtid, og at man brugte billedet med djævleuddrivelse. Men dem, der har taget det bogstaveligt og lavet djævleuddrivelse i Kristi navn, har jeg ikke megen forståelse for.

Den slags er nemlig overtro, mener Ole Hartling en tro, der lader, som om den er videnskabelig og årsagsbestemt, hvor man tror, at man kan få noget til at ske ved at gøre noget særligt.

At man med stearinlys og remser kan drive onde ånder ud, mener jeg, er det rene vås. Det er at tage magt over mere, end vi magter. Så det er jeg slet ikke modtagelig over for.

Ole Hartling tager igen fat i sit fag for at give et eksempel: Et forsøg, hvor en gruppe patienter med ens smerter blev delt i to, og den ene uden at vide det blev bedt for, mens den anden gruppe ikke fik forbøn, og hvor bønnen ikke havde indflydelse på deres oplevelse af smerte.

Men det havde også været uhyggeligt, hvis der havde været forskel, for så misforstår man bønnen. Man ser den som et middel, man kan bruge til at få Gud til at rette ind og levere det, vi har bedt om. På den måde bliver Gud et lægemiddel, vi kan rekvirere. Han bliver vores tjener og en meget lille Gud.

Ifølge Ole Hartling er bøn derimod en naturlig måde at ytre sig på, når man er glad eller ked af det.

Bliver man i det lægefaglige univers, er der ifølge Ole Hartling flere paralleller til morgendagens prædiketekst:

Det er en klassisk tankegang, at mennesket er en slags beholder for sygdom at sygdommen tager bolig i patienten og at man skal operere eller tvinge sygdommen ud med medicin. Det er jo en parallel til uddrivelsen af en ond ånd. Man kender det langt tilbage i medicinens historie med brug af åreladninger, igler og brækmidler, og helt op til vores tid har man forsøgt at behandle skizofreni ved at rense blodet. Man forestillede sig, at der var noget i patienten i blodet der skulle renses ud.

Advarslen om, at den onde ånd kan komme tilbage, efter at der er fejet og gjort rent, kan også opfattes som det, man i lægevidenskaben kalder tilbagefald, mener Ole Hartling. Det kan være tilfælde, hvor man for eksempel har behandlet en patient med en kraftig omgang antibiotika og dermed gjort vedkommende sårbar over for svampeinfektioner.

Tilbage i bibelteksten er det dog svært at finde et svar på, hvad man skal gøre for at undgå, at den onde ånd vender tilbage, mener Ole Hartling. Han læser lidt op fra teksten og udbryder så:

Jamen, han siger jo ikke rigtig noget om, hvordan man hindrer det.

Oven på lidt eftertænksomhed kommer han dog delvis til et svar:

Prøv at se, hvor åbne jeres døre står for, at der kan drage ondskab ind i jer, siger han. Hvis man husker på det, kan man måske bedre værge for sig. Og så siger han, at man skal være aktivt med, for ellers er man imod, og aktivt samle, for ellers spreder man. Det taler vel om en aktivitet, og at man skal gøre sig umage for at holde det onde væk.

For at svare på, hvordan man så gør det i praksis, referer Ole Hartling til den amerikanske læge Patch Adams, der var pioner i forbindelse med hospitalsklovne-bevægelsen.

Patch Adams ville sige, at det drejer sig om at udvise love, siger han og forsøger at forklare brugen af det engelske ord love i stedet for det danske kærlighed:

Ikke sådan en eksistentielt forpligtende du og jeg-form for kærlighed, men som en forståelse for, at vi er et fællesskab og har indflydelse på hinandens liv. At vi skal huske, at vi er sårbare og skrøbelige og har mørke i os, men at kærlighed, mildhed, nærvær og varme er det, der gør forskellen. Det, tror jeg, er en måde at samle på. Og at være med i stedet for imod er ikke bare at tænke, at vi skal være imod det onde, men også at udøve det gode i vores omgivelser.

Søndagens tekst

Sammendrag af teksten til tredje søndag efter fasten, Lukasevangeliet 11, 14-28