I årtusinder har mennesker dyrket den udåd at chikanere og forfølge hinanden på grund af forskelle i tro og religion. Derfor skal man ikke bilde sig ind, at det er et problem, man bare lige kan få bugt med.
Heller ikke ved at oprette en særlig enhed i det danske udenrigsministerium.
Sådan lyder de lidt forsigtige indgangsord fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) op til, at Udenrigsministeriet i dag udgiver en redegørelse over det arbejde, regeringen satte i gang for et år siden ved at oprettet en særlig enhed med fokus på tros- og religionsfrihed.
Men selvom man ifølge ministeren bør se med milde øjne på resultaterne, mener hun alligevel, at der reelt er opnået noget, der er værd at hæfte sig ved.
”Det er ikke nogen nem opgave, vi har taget på os. Derfor er der god grund til at glæde sig over, at det er lykkedes at skabe en stærkere international mobilisering om problemet. Der er vi kommet længere, end jeg turde håbe,” siger hun.
Ministeriets enhed for religions- og trosfrihed har fem hovedspor for arbejdet, hvoraf det første lyder at skabe en større international opmærksomhed om problemet.
Ulla Tørnæs bemærker blandt andet, at efter at Danmark oprettede en enhed for trosfrihed og udpegede en særlig ambassadør til området, har flere lande fulgt trop. Blandt andet har både Tyskland og Storbritannien udpeget lignende særlige repræsentanter for området.
Hvor meget tør du håbe på, at det danske eksempel har påvirket de andre landes beslutning?
”Det skal understreges, at vi selvfølgelig ikke kan tage al æren, men vi har været i kontakt med både Tyskland og Storbritannien. Og det er vores opfattelse, at oprettelsen af vores enhed havde en god timing ved at ramme ind i en debat om både ISIL (Islamisk Stat i Irak og Syrien) og rohingyaerne (i Myanmar), hvor det har drejet sig om forfølgelse på grund af religion,” siger hun.
To andre hovedspor for enhedens arbejde lyder, at der skal sættes gang i projekter og aktiviteter til fremme af trosfriheden samt at engagere sig i enkeltpersoners sager. Men ifølge Ulla Tørnæs er der endnu ikke høstet erfaringer fra nogle konkrete projekter i andre lande.
”Vi har i første omgang valgt at koncentrere vores kræfter på blandt andet at opbygge et kontaktnetværk,” siger hun.
I ministeriets redegørelse for det første års arbejde fremgår det dog, at der er udvalgt to enkeltpersoners sager, som enheden fokuserer på.
Da der er tale om både personfølsomme og udenrigspolitisk følsomme sager, vil ministeriet ikke redegøre nærmere for dette arbejde.
I det hele taget er offentligheden om enhedens arbejde et af de punkter, der er blevet sat spørgsmålstegn ved det seneste år. Kristeligt Dagblad foretog i december en rundspørge blandt folkekirkepræster og spurgte til regeringens arbejde for forfulgte kristne. Blot syv procent svarede, at de mente, der blev gjort nok, mens mange andre tilføjede spørgende, om der overhoved bliver gjort noget.
Hvorfor er I ikke mere synlige om jeres arbejde?
”Det ærgrer mig selvfølgelig, at kendskabet til arbejdet ikke er nået længere ud til præsterne. Men jeg skal understrege, at der trods alt er tale om en ny indsats, så jeg ønsker ikke at bebrejde præsterne, at de ikke har været opmærksomme på, at vi faktisk har arbejdet med det her felt i et år,” siger hun og tilføjer, at målet med den nye redegørelse blandt andet er at skabe større kendskab til arbejdet.
”Desuden bliver redegørelsen udgangspunkt for en debat i folketingssalen om trosfrihed og forfølgelse af religiøse minoriteter den 6. februar blandt partiernes ordførere. Her vil man formentlig også kunne få en fornemmelse af, hvordan de politiske vinde er for at have en enhed med det særlige fokus i Udenrigsministeriet.”
Hvad er din fornemmelse af, hvor bred politisk opbakning der er til enheden? Vil den for eksempel kunne fortsætte, hvis regerings- magten skifter ved næste valg?
”Det har jeg ikke nogen vurdering af. Men jeg kan konstatere, at vi er de første, der direkte har skrevet beskyttelse af religions- og trosfrihed herunder kristne minoriteter ind i et regeringsgrundlag. Så hvis vi fortsætter ved regeringsmagten, fortsætter enheden naturligvis også,” siger hun.
I ministeriets nye redegørelse fremgår det, at kampen for kvinderettigheder og ligestilling mellem kønnene bliver tænkt ind på flere områder af arbejdet for trosfrihed. Blandt andet havde Danmark sidste år arrangeret et større seminar i forlængelse af et ministermøde om trosfrihed i USA med fokus på samspillet mellem kvinders rettigheder og trosfrihed.
Danmark bruger i forvejen mange hundrede millioner kroner på at støtte kvinders rettigheder. Burde de få millioner, der er afsat til trosfrihed, så ikke snarere blive brugt på dem, der oplever forfølgelse på grund af deres tro?
”Det forventer jeg også, at de kommer til. Men ligestilling er en vigtig og tværgående mærkesag i dansk udviklingspolitik. Uanset hvor vi er henne, har vi en ligestillingsmålsætning. Det er en tværgående prioritet, som også relevant i forbindelse med religions- og trosfrihed, fordi man tit ser, at religionen bliver brugt til at undertrykke kvinder,” siger Ulla Tørnæs.