Hvad handler folkekirkens opstandelseskamp egentlig om?

Mens præster og teologer strides om reinkarnation og opstandelse, kæmper biskopperne med kreative løsninger for at holde sammen på den rummelige folkekirke

Folkelige forestillinger om reinkarnation og livet efter døden trives både i og uden for kirken. Imens diskuterer teologer og præster opstandelse. Hvad er op og ned i debatten? Her fotograferer japanske turister Jesu opstandelse portrætteret på et vægtæppe fra middelalderen på et af Vatikanets museer. -
Folkelige forestillinger om reinkarnation og livet efter døden trives både i og uden for kirken. Imens diskuterer teologer og præster opstandelse. Hvad er op og ned i debatten? Her fotograferer japanske turister Jesu opstandelse portrætteret på et vægtæppe fra middelalderen på et af Vatikanets museer. - . Foto: Mads Jensen.

”Ytringsfrihed, men” hedder det i samfundsdebatten om dem, der fastholder nødvendigheden af et ”men”. ”Men-menigheden” kaldes de.

Også den kirkelige og teologiske debat om opstandelse, som har præget folkekirken det seneste år, har sin men-menighed. Nemlig dem, der insisterer på, at opstandelsen altid må udlægges og fortolkes for at give mening.

Over for dem står de lutherske linjevogtere, de ”klassisk kristne”, som de også kalder sig selv. For dem er der ikke så meget at rafle om: Han er opstanden! Og på den yderste dag skal vi alle samme vej. Punktum.

Debatten om opstandelse og det evige liv har raset, siden Sydhavn-sognepræst Per Ramsdal sidste jul i Jyllands-Posten lancerede sit personlige opgør med troen på en ”fysisk opstandelse”. Senest er et nyt aktstykke kommet til, efter at sognepræst Annette Berg har åbnet sine arme for, at vi ikke bare genopstår, men måske ovenikøbet kan gøre det i en anden krop. Biskopperne kæmper om at udtænke de mest kreative løsninger for at holde sammen på den rummelige folkekirke, mens præster og teologer har indledt en større fejde i aviser og tidsskrifter. Der er stor opstandelse i folkekirken. Den ene tror for lidt, den anden tror for meget.

Imens står store del af befolkningen måbende tilbage. Hvad foregår der egentlig, tænker nogle, mens andre beder til, at der snart bliver trukket en streg i sandet: Hvad er op, og hvad er ned i kampen mellem faktafolket og symbolisterne, som opstandelsesdebattens to hovedfløje også er blevet kaldt?

Hvad der forbinder den seneste sag om reinkarnation med Ramsdal-sagen og Grosbøll-sagen er, at de alle er udtryk for, at folkekirken er blevet en multireligiøs institution, mener sognepræst og medudgiver af Tidehverv Claus Thomas Nielsen. Et religionsskifte kalder han det.

”Inden for folkekirken er der både noget, som minder om almindelig kristendom, men også helt andre og modsatte livsanskuelser, som er de dominerende. Folkekirken har forladt bekendelsesgrundlaget, og der er ingen lov eller grænser, som definerer troens fundament. Og hvor der ingen lov er, er der kun jungleloven tilbage,” siger Claus Thomas Nielsen.

Her bliver det ifølge ham magten og den herskende elite, der sætter grænserne. Ikke i forhold til bekendelsesgrundlaget, men efter den nyeste holdningsmæssige mode.

”I en kontroversiel sag om nadver til muslimer har biskop Peter Fischer-Møller i endnu højere grad end Annette Berg og Søren E. Jensen handlet og forkyndt i modstrid med folkekirkens grundlag, men han følger moden og har magt, det har de ikke,” siger Claus Thomas Nielsen.

Teologisk handler det for ham at se om en modsætning mellem dem, der tror, at kristendommen har en overnaturlig kerne, og dem, som mener, at kristendommen er en livsanskuelse, og at Bibelens fortællinger derfor skal tolkes eksistentielt.

”De første tror på, at der findes en Gud uden for universet, som derfor også kan gribe ind i verdens gang. De andre tror, at kristendommen er en idé, som opstod i hovedet på Jesu disciple, efter han døde.”

Sidstnævnte dominerer ifølge Claus Thomas Nielsen folkekirken i dag med en udvandet variant af den eksistensteologi, der med repræsentanter som P.G. Lindhardt og Johannes Sløk var fremherskende i det 20. århundrede.

”I takt med at folkekirken er blevet sin egen religion, er den også blevet meget fleksibel og god til at forkynde det, som folk gerne vil høre. Opstandelse bliver til livsmodets opstandelse, det hele handler om livet her og nu, man synger nogle friske sange, glædes ved fællesskabet for fællesskabets egen skyld, men det henviser ikke til noget andet. Det er ikke en forkyndelse af noget udefrakommende. Det er en hyldest til os selv og til livet. Kristendommen er blevet til en slags vitalistisk narcissisme,” siger Claus Thomas Nielsen.

For teolog, forfatter og redaktør af Dansk Kirketidende Lars Sandbeck er det nye ikke, at præster siger noget, der strider mod kristendommens dogmer. Det nye er, at disse ”kætterier”, som har eksisteret til alle tider, ikke imødegås med teologiske modargumenter, men blot med kravet om, at de pågældende præster skal fyres.

”Det er trist, for kætterier er i en vis forstand uundværlige. De sætter gang i tænkningen og fører på en og samme tid til nytænkning og selvbesindelse, for eksempel havde vi ikke haft en treenighedslære, hvis ikke kirken var blevet udfordret på sin tro. Uden kætterier er der fare for, at dogmatikken stivner i refleksionsløshed og ren floskeldannelse. Forestillinger om reinkarnation eller Grosbølls afvisning af skabelsen skal imødegås med bedre teologi, og ikke bare med fordømmelse og eksklusionskrav,” siger Lars Sandbeck.

I modsætning til Claus Thomas Nielsen mener Sandbeck, at de, der for tiden har svært ved at trænge igennem i den teologiske debat efter Grosbøll, netop er dem, der insisterer på fortolkningsfrihed, eftertænksomhed og på argumentets kraft.

”Det viser sig, når en forhenværende professor i dogmatik som Theodor Jørgensen på syv minutter skal forklare opstandelsen på en måde, som er tilfredsstillende for en radiovært. Det sker ikke. Det er ikke mediernes skyld, men snarere konsekvensen af en samtid, hvor argumentet og det habermasianske ideal for den offentlige samtale har det svært.”

Samtidig erkender han, at selvom det 20. århundredes modernitetsteologi har været inspirerende for mange, er det også blevet en spændetrøje, som har gjort det vanskeligt for præster og teologer at komme ind på mange af de store spørgsmål, som mennesker altid har stillet. Men for tiden er det største problem, at det er nærmest umuligt at komme på banen med teologiske argumenter, mener Sandbeck.

Det hænger sammen med en konflikt mellem modernitet og postmodernitet i den teologiske og kirkelige debat, mener Lars Sandbeck, der samtidig peger på, at det er de modernitetskritiske, særligt tidehvervske linjevogtere, der er de egentlig postmoderne.

”For at være postmoderne betyder ikke at være meget moderne, men snarere at være antimoderne. Hvad kendetegnede moderne teologi - Bultmann, P.G. Lindhardt, Løgstrup og Johannes Sløk? Det var kritikken: man afmytologiserede, forkastede dogmerne, det overnaturlige og mirakeltroen. De moderne udviklede i stedet en ikke-dogmatisk, minimalistisk teologi, hvor mennesket er en synder, og Gud er, at der er ansvar. Postmoderne teologer opmytologiserer, taler floromvundent om Narnia og Ringenes Herre, bekender sig ukritisk til dogmerne, som var der tale om facitlister, og køber ind på alt det overnaturlige. Hvis man vil stifte bekendtskab med postmoderne teologi, skal man bare læse Tidehverv,” siger Lars Sandbeck.

Hvis man derimod insisterer på stadig at forholde sig kritisk og ikke ønsker at gå på kompromis med kompleksiteten i stoffet, vil man i dag ofte fremstå lidt vag, påpeger han.

”For i det postmoderne vælger man et ståsted og kæmper for det. Man når ikke frem til det ved refleksion, man vælger det arbitrært. På den måde sker der også en form for politisering af teologien. Som når en ung præst som Marie Høgh blankt kan afvise en dogmatikprofessors teologi uden at bringe ét eneste sagligt argument på banen, men i stedet blot skråsikkert opridser nogle synspunkter, som var der tale om partipolitiske paroler.”

Men selvom teologi og religion er blevet et omdrejningspunkt i kulturkampen og den offentlige debat, så går de dogmatiske slagsmål om opstandelsens betydning hen over hovedet på de fleste. Forfatter og teolog Jakob Brønnum har netop udgivet bogen ”Argumenter mod døden”, der er et forsøg på at se, om opstandelsesteologien genuint kan svare på det modernes eksistentielle spørgsmål.

”For et par år siden viste en undersøgelse blandt hospicepræsters samtaler med døende, at der tilsyneladende er et gab mellem præsternes kirkeligt funderede sprog og en del af de døendes egne spirituelle tilværelsesopfattelser, som det kan være svært at skabe bro imellem. Samtidig har det naturvidenskabelige verdensbillede overtaget definitionsretten. Den møder præsten fra menigheden, når han går op på prædikestolen. Her har nogle så valgt en narrativ tilgang til fænomener som opstandelse med vægt på et mere poetisk sprog, hvilket for atter andre præster opleves som en udvandet kristendom, hvor evangeliet ikke længere er rigtig virkelighed,” siger Jakob Brønnum.

”Det moderne menneske spørger ikke, om det bliver frelst eller fortabt. Det spørger, om der findes noget bagefter. Det naturvidenskabelige verdensbillede kan forhindre teologien i at gå ind på det felt. Udfordringen er at forkynde evangeliet som et virkelighedsbåret svar på det moderne menneskes eksistentielle kvaler, uden at det ender i reinkarnation og nyspiritualitet.”

Løsningen, mener Brønnum, er, at teologien fastholder opstandelsen som virkelighed ved igen at turde forudsætte sjælens udødelighed. Han peger samtidig på, at dansk teologi nærmest ikke har talt om sjælens udødelighed siden Poul Martin Møller, der var Kierkegaards læremester.

”Spørgsmålet om sjælens udødelighed er et afgørende eksistentielt og filosofisk spørgsmål, som har præget tænkningen siden Platon, Aristoteles og Augustin og videre op gennem filosofihistorien. Men da naturvidenskaben overtog definitionsretten, holdt filosofferne gradvist op med at stille det spørgsmål.

Men både hos Platon og i Johannesevangeliet ses sjælen som del af livet på en sådan måde, at den ligesom livet selv ikke kan dø,” påpeger Jakob Brønnum.

”Det åbner også for evangeliets radikalitet på en ny måde, fordi du derved bliver endeløst forpligtet på livet selv, også i det andet menneske. Som også Løgstrup var inde på, er det livets egen fordring.”

Postmoderne fundamentalisme. Narcissistisk vitalisme. Eller livets egen fordring. En ting ligger fast. Debatten om det på en gang største og mest umulige spørgsmål vil fortsætte. Er der et liv efter døden? Hvad sker der med mine kære og mig selv, når det hele en dag er forbi? Vi ved alle sammen, at vi ikke i levende live får et tilfredsstillende svar. Selv journalister ved det. Der kommer ikke nogen afgørelse. På den yderste dag, hvis man er til den slags.

Folkekirkens biskopper kommer næppe til at sætte sig sammen på Hotel Nyborg Strand for at afklare opstandelsens mysterium. Men det betyder ikke, at de slipper for at tale om den. Simpelthen fordi det optager mange mennesker. Og fordi folk har en forventning om, at kirken og præsterne kan om ikke besvare spørgsmålet, så i hvert fald forholde sig til det. Sige et eller andet opbyggeligt. Debatten om livet efter døden vil blive med at genopstå.

”Jeg undskylder min udtalelse vedrørende nødløgn i forbindelse med bisættelser og begravelser og beder de folkekirkemedlemmer om forladelse, som jeg måtte have frataget håbet med disse udtalelser. Jeg trækker udtalelsen tilbage, for naturligvis siger jeg aldrig noget i en prædiken eller begravelsestale, jeg ikke selv fuldt ud står inde for.”

”Her har vi at gøre med en sag, hvor en præst klokkeklart udtaler sig i modstrid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Kristendommens forestilling om opstandelse kan ikke forenes med reinkarnationstanken, hvor sjælen genfødes og tager bolig i en ny krop. I kristendommen hænger sjæl og legeme sammen - i hvilken form genopstandelsen nærmere finder sted, kan så diskuteres, men reinkarnation falder klart udenfor.”

Folkelige forestillinger om reinkarnation og livet efter døden trives både i og uden for kirken. Imens diskuterer teologer og præster opstandelse. Hvad er op og ned i debatten?- Illustration: Rasmus Juul.
Folkelige forestillinger om reinkarnation og livet efter døden trives både i og uden for kirken. Imens diskuterer teologer og præster opstandelse. Hvad er op og ned i debatten?- Illustration: Rasmus Juul. Foto: - Illustration: Rasmus Juul.