Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Optimismen lever

ANTOLOGI: Det er svært at bevare nogen form for pessimisme på folkekirkens vegne efter at have læst "Gudstro" i Danmark

Dette her er spændende læsning. Det er også akademisk læsning. Det er videnskab med alt, hvad man kan forlange af grafiske opsætninger og tabeller. Faktisk er der et særligt register over sådanne "figurer og tabeller". Og der er altså en smittende fornøjelse ved at fremlægge materialet, som grundigt dokumenterer, at gudstroen er langt fra at skrante, men i stedet lever og har det godt, hos danskerne.

15 forskere fra Norge og Danmark bidrager under redaktion af Morten Thomsen Højsgaard og Hans Raun Iversen, hvor den sidste i kraft af sin ansættelse ved Københavns Universitet står som leder af det omfattende forskningsprojekt "Religion i det 21. århundrede", som udgivelsen er en del af.

I deres forord bemærker udgiverne, at "den moderne dansker har godt nok en tro, men tager den helst ikke for alvorligt".

Og de karakteriserer – ganske præcist – en sådan holdning som "gudstro med forbehold". Bidragene er grupperet under tre overskrifter, som analyserer udviklingen i danskernes gudstro, hvordan samme tro udfolder sig nu i kirke, skole og medier samt i en række religiøse miljøer.

Når man går tæt på den danske virkelighed, falder diversiteten i øjnene. Hans Raun Iversen opregner i sit spændende bidrag syv forskellige former for religion, som spænder fra den nærmest ubevidste "implicit religion" over folkereligion, nyreligiøsitet, kirkekristendom, kulturkristendom, civil religion og islam.

Fænomenet "civil religion" undersøges af Margit Warburg, der konstaterer, at den ikke er identisk med folkekirken, selvom den langt hen ad vejen har sammenfald med den. En af Margit Warburgs pointer er, at der rent faktisk eksisterer en dansk civilreligion uden om folkekirken.

Den anden udgiver, Morten Thomsen Højsgaard, tager sig af "gudstro i den danske offentlighed efter Grosbøll", og han konkluderer, at en del af den ophedede debat skyldtes, at "offentligheden" ikke var forberedt på den, og så fastslår også han, at "der er ikke én rådende religiøs stemning eller ideologisk grundtankegang, der dækker alt". Sekularisering og modernitet har altså ikke udryddet traditionelle religiøse forestillinger.

"Gudstro i Danmark" læser man – på trods af det indimellem lidt tunge sprog – med spænding. Den fremlægger et omfattende materiale, som helt oplagt vil indgå i fremtidens debatter om emnet. Det er svært ved at bevare nogen form for pessimisme på folkekirkens vegne efter at have læst bogen, som kun kan anbefales!

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Morten Thomsen Højsgaard og Hans Raun Iversen (rd.): Gudstro i Danmark. 311 sider, 299 kroner. Forlaget ANIS. Udkommer i dag.