Ordet ”kristen” deler aktører i kamp for trosfrihed

Hvordan taler man om kristenforfølgelser? Politikere som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) taler om kristnes særstatus i arbejdet for trosfrihed på en måde, som mange i folkekirken aldrig ville gøre

Ungarn er et af de lande, der gerne prioriterer kristne over andre troende, når der gives støtte til forfulgte. Her ses Tristan Azbej, regeringens ansvarlige for hjælpen til forfulgte kristne, under et besøg i en flygtningelejr i Irak. – Foto: Ritzau Scanpix.
Ungarn er et af de lande, der gerne prioriterer kristne over andre troende, når der gives støtte til forfulgte. Her ses Tristan Azbej, regeringens ansvarlige for hjælpen til forfulgte kristne, under et besøg i en flygtningelejr i Irak. – Foto: Ritzau Scanpix.

Regeringen giver de kristne særstatus i sin indsats for religionsfrihed. Det sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i onsdags og tilføjede også ikke-troende som prioriteret gruppe.

Men kan en regering arbejde mere for verdens forfulgte kristne end for de forfulgte muslimer? Det spørgsmål har delt aktørerne i den danske kamp for trosfrihed gennem ti år.

I 2013 ville daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ikke engang give religiøst forfulgte særlig status. Venstrefløjen holdt i årevis fast i, at religiøst forfulgte var godt nok dækket ind af Danmarks generelle menneskerettighedspolitik. Det betød: Religiøse skal ikke have ekstra hjælp.

Men Helle Thorning-Schmidt-regeringen blev foreløbig den sidste, der havde det standpunkt. For den blå regering, der kom til i 2015, fulgte den internationale bevægelse: Flere og flere lande tog trosfriheden til sig som særlig sag, herunder Tyskland, USA og Storbritannien.

Men ikke nok med det. I blå blok insisterede mange også på, at der skulle arbejdes særligt for de forfulgte kristne, der er verdens mest forfulgte religiøse gruppe ifølge flere undersøgelser. Navnlig Naser Khader (K) gjorde det til en hjertesag. I Venstre var Esben Lunde Larsen optaget af emnet, men han forlod politik, og under Lars Løkke Rasmussens (V) regeringer blev det mere og mere usikkert, hvem der egentlig havde hjertet med i den sag blandt de borgerlige.

Trosfrihed skiller. Det har den gjort længe. Men skillelinjen har flyttet sig. På Helle Thorning-Schmidts tid lå den til højre for socialdemokraterne. Nu ligger den til venstre for dem.

På Christiansborg er det nu et mainstream-synspunkt, at religionsfrihed kræver en særlig indsats. Det er også et mainstream-synspunkt, at kristne skal nyde særlig opmærksomhed i dansk udenrigspolitik.

Men det er ikke alle i kirkerne tilfredse med. Der findes modstand mod at tænke ”kristne først” i visse segmenter. Det Mellemkirkelige Råd og Tænketank for Forfulgte Kristne taler helst om indsatsen for religiøse minoriteter universelt, men afviser ikke, at kristne i særlig grad forfølges.

Heroverfor står andre vigtige aktører i kampen for trosfrihed. Åbne Døre, som har rødder i det frikirkelige, og en stor del af højrefløjen, inklusiv Tidehverv, taler gerne om kristenforfølgelser. De afviser omvendt ikke, at andre minoriteter som jøder forfølges. Uenigheden er ikke let at sætte på skema, men bliver ofte til et spørgsmål om, hvor vægten skal lægges, når man beskriver indsatsen overordnet.

Socialdemokraternes bevægelse bringer regeringen tættere på kirkens højrefløj på dette spørgsmål. For her knytter man sig tydeligere til de forfulgte kristne i verden. Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti har gode grunde til at gøre det. Bedre grunde, end dansk kirkeliv har. For kristendom er nemlig blevet en central markør i værdipolitikken.

Ud over folkekirkens trosfrihedsforkæmpere og Folketinget er der et tredje vigtigt segment i spillet om trosfrihed: embedsmændene. Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen (S) har engageret sig i sagen for alvor, og derfor ligger meget af udformningen af arbejdet med religionsfrihed i en enhed under Udenrigsministeriet. Her vil man ikke have for mange sætninger om forfulgte kristne, som ikke straks følges op af et ”og andre religiøse minoriteter”. Derfor har de offentlige møder her et tværreligiøst præg, der er langt fra den tone, som Naser Khader havde i begyndelsen af kampagnen for at hjælpe de forfulgte kristne.

Som med så meget andet i vor tid er det sproget selv, der danner grænsen mellem lejre og segmenter. Hvordan kan man tale om særlige grupper? Hvad kan man sige om minoriteter? ”Black Lives Matter” har vist, at de progressive i dag er fløjtende ligeglade med universalismen, altså idéen om, at man skal anlægge principper, der gælder ethvert menneske, uanset tro, seksualitet og etnicitet. Det er altså mindre kritisabelt at fremhæve en enkelt gruppe som de kristne i dag, end det var for 10 år siden. Tidsånden er i øjeblikket med de kirkefolk og politikere, der taler om forfulgte kristnes særstatus.