Ordførere rykker Kirkeministeriet for valgresultat

Mere end en måned efter menighedsrådsvalget kan Kirkeministeriet stadig ikke oplyse et resultat. Det møder kritik fra kirkeordførere og forsker

Det står endnu ikke klart, hvor mange der har stemt på valgforsamlingerne, hvor der mangler kandidater, eller hvor mange steder der er indgivet kandidatlister, som udløser afstemningsvalg.
Det står endnu ikke klart, hvor mange der har stemt på valgforsamlingerne, hvor der mangler kandidater, eller hvor mange steder der er indgivet kandidatlister, som udløser afstemningsvalg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Selvom der er gået mere end fem uger, siden der var valg til menighedsrådene i landets godt 2000 sogne, har Kirkeministeriet endnu ikke offentliggjort et samlet, nationalt valgresultat.

Det står altså endnu ikke klart, hvor mange der har stemt på valgforsamlingerne, hvor der mangler kandidater, eller hvor mange steder der er indgivet kandidatlister, som udløser afstemningsvalg.

Formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, fortæller, at han flere gange har rykket for et resultat. Men hidtil er han altså stort set kun blevet mødt med tavshed fra ministeriet og fra Folkekirkens IT, som står for at indsamle de lokale resultater.

”Til vores undren må vi konstatere, at der ikke ligger et resultat endnu. Vi fik nogle resultater i slutningen af september, men vores egne stikprøver viste, at datakvaliteten simpelthen var for dårlig. Den seneste melding var, at vi ville få noget at vide tirsdag aften, men jeg har stadig ikke hørt noget,” siger Søren Abildgaard.

Han tilføjer, at den dårlige datakvalitet og manglen på et nationalt resultat enten kan skyldes, at menighedsrådene ikke selv har indberettet deres resultater korrekt inden for fristen i det dertil indrettede it-system, eller fejl i selve it-systemet. Eller måske en blanding.

”Men uanset hvad, bør det være muligt at melde noget ud med de forbehold, der så må tages på nuværende tidspunkt,” siger han.

Det samme mener Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, som derfor har stillet en række skriftlige spørgsmål til kirkeminister Joy Mogensen (S). For eksempel vil Louise Schack Elholm gerne vide, hvor mange der har stemt, og om det er lykkedes at samle fuldtallige råd alle steder. Noget, der har været bekymring for flere steder forud for valget.

”Det er vigtigt, at ministeren kommer med en orientering om, hvordan det står til. Hvorfor er de forsinkede? Hvad er status? Det mangler der information om,” siger Louise Schack Elholm.

Hun bakkes op af Dansk Folkepartis kirkeordfører, Mette Hjermind Dencker, som også planlægger at stille spørgsmål til ministeren om sagen.

”Vi skal selvfølgelig vide, hvordan valgene er gået ude i sognene. Der er nogle, som er blevet valgt til at udføre et stykke arbejde, og de skal have en officiel udmelding,” siger hun.

Kasper Møller Hansen, valgforsker på Københavns Universitet, undrer sig også over, at der endnu ikke foreligger et resultat. Han fastslår, at det er i offentlighedens interesse at kende det.

”Ved ethvert valg skal vi holde transparensen høj. Det er den eneste måde, vi kan acceptere processen. Hvis det hele foregår bag lukkede døre, har det ikke noget med demokrati at gøre,” siger han og fortsætter:

”Hvis der er fejl i it-systemet, må man sige det åbent. Hvis det skyldes, at nogen menighedsråd endnu ikke har indberettet deres resultater, må man skynde sig at hjælpe dem med det og i øvrigt lægge et foreløbigt resultat ud. Jeg har svært ved at forestille mig, at man ved et kommunalvalg ville vente med at fremlægge et samlet resultat, bare fordi der var en enkelt kommune eller to, som ikke var klar.”

Det har hverken været muligt at få en kommentar fra Folkekirkens IT eller kirkeminister Joy Mogensen (S). Kirkeministeriet oplyser dog, at Folkekirkens IT på nuværende tidspunkt prioriterer at hjælpe de menighedsråd, som ikke har indberettet deres resultater eller ikke har indberettet fyldestgørende.