Der er seriøse overvejelser i gang i Vatikanet om at oprette et såkaldt ordinariat for lutheranere, der ønsker at træde ind i den katolske kirke uden at konvertere. Men det er ikke vejen frem, selvom nogle lutheranere kan være interesserede i det, mener Martin Junge, generalsekretær i Det Lutherske Verdensforbund.
To fremtrædende repræsentanter for den katolske kirke har inden for de seneste måneder luftet tanken om et luthersk ordinariat efter samme mønster som Anglicanorum Coetibus, som blev oprettet med den anglikanske kirke i 2009. Først lederen af Vatikanets Pavelige Råd for Kristen Enhed, Kurt Koch, i oktober og nu præfekten for Troskongregationen, Gerhard Ludwig Müller .
De får en kold skulder fra Verdensforbundet, verdens vigtigste lutherske organisation, der repræsenterer 70 millioner lutheranere fordelt på 143 medlemskirker i 79 lande.
Hvordan fortolker De disse udspil, som er kommet fra Kurt Koch og Gerhard Ludwig Müller med få måneders mellemrum?
Det tyder på, at der er en igangværende debat i Vatikanet, der seriøst betragter det som en mulighed at oprettet en ordinariat for lutheranere. Det er blandt andet en konsekvens af den ordning, der er blevet oprettet med den anglikanske kirke. Der er diskussioner og overvejelser i gang, uden at der dog er tale om en decideret strategi fra Vatikanets side, og uden at diskussionen omfatter formelle grupper i de lutherske kirker.
Hvad er Deres reaktion på disse diskussioner?
Det er foruroligende for processen omkring den økumeniske dialog, som vi ellers har ført med Vatikanet i 50 år. Her i foråret udgiver vi et fælles dokument, Fra konflikt til fællesskab, der fortæller historien om forholdet mellem protestanter og katolikker siden Reformationen. Dette arbejde viser, hvordan vi har formået at bygge broer over de kløfter, som har skilt os, uden at dække over vore forskelle. Det er et forsøg på en fælles læsning af historien, der kan læge minderne om de konflikter, der har været, og nedbryde de stereotype forestillinger, protestanter og katolikker kan have haft af hinanden. Der er en lang række andre eksempler på denne rige og frugtbare dialog, som løbende finder sted. På den baggrund er det helt forkert at oprette en særlig struktur for den ene af parterne i dialogen. Det trækker i den helt forkerte retning.
LÆS OGSÅ: Hvordan konverterer man til kristendommen?
Men der er tilsynaldende enkeltpersoner eller lutherske grupperinger, der er utilfredse med flertalslinjen og derfor er interesserede i et ordinariat, for eksempel organisationen International Christian Network?
Der kan være broderskaber og mere eller mindre formelle grupper, der er interesserede i et ordinariat med Rom. Hvor mange eller hvor repræsentative de er, ved jeg ikke. Men i Det Lutherske Verdensforbund tror vi stærkt på tanke- og trosfriheden. Og hvis nogen ikke føler sig hjemme i den lutherske tro eller den lutherske kirke, så har enhver frihed til at konvertere. Det er fuldstændig misvisende at hævde, at en særordning med den katolske kirke er en løsning.
Men selvom der skulle være visse grunde til utilfredshed, så er spørgsmålet, om målet er, at alle skal være enige om alting. Det mener vi ikke. At være en kirke har aldrig betydet, at man skal være ensrettet. Vi mener tværtimod, at forskellige opfattelser er både en berigelse og en vigtig udfordring, som i sidste ende bidrager til en dybere tro.
Luthers mål var ikke at splitte kristendommen, men at reformere den katolske kirke, hvilket kunne gøre en tilnærmelse mellem lutheranere og katolikker nemmere. Er det korrekt?
Luther kæmpede ganske rigtigt for at undgå en splittelse i kirken. Og det er også klart, at Det Andet Vatikanerkoncil er en vigtig milepæl, der har haft umådelig stor betydning for den økumeniske dialog. Men det betyder selvsagt ikke, at vi i dag er enige med den katolske kirke om alting. Vi har stadig vidt forskellige opfattelser af kirkens og præstens rolle, og vi er uenige på centrale punkter som for eksempel nadveren. Den økumeniske dialog går ud på, at vi skal forliges med det forhold, at vi er uenige på nogle punkter. Den uenighed består, og det kan kun skabe forvirring, hvis man lader, som om man kan udviske grænserne.